Nikolaj Nørlund (f. 1965) debuterede i 1991 som sanger og sangskriver i ensemblet Trains and Boats and Planes, der udgav tre toneangivende album. Siden dannede han Rhonda Harris, som udsendte fem album i årene 1995-2008. Debuterede som solist med ’Navnløs’ i 1996 med tonsætninger af tekster fra Michael Strunges digtsamling ’Verdenssøn’.
Siden er det blevet til 11 album i eget navn (plus det løse) senest ’Housewarming’ med tekster af forfatteren Naja Marie Aidt. Nørlund er endvidere ejer af pladeselskabet Auditorium og har produceret utallige plader med navne som bl.a. Niels Skousen, Jens Unmack og Ulige Numre. Har desuden været fødselshjælper på en lang række initiativer i det danske musikmiljø.
Nørlund er i det hele taget lige så meget bagmand som frontfigur og han har været en af de mest markante skikkelser i den danske rockbranche gennem nu fire årtier. Fra den 24. oktober tager han på turne landet over sammen med Naja Marie Aidt, og i den anledning har vi bedt ham om at pege på fem af de plader, der har gjort varigt indtryk.
LÆS OGSÅ: ‘5 plader’ med Elisabeth Gjerulff:
”Det er svært at sige lige præcis, hvilke plader der ændrer ens liv. Nogle gange kan man ikke huske dem, men de gjorde, at man blev opmærksom på noget andet på et tidspunkt og derfor gik en anden vej. Ofte kan det også være sange. Eller brudstykker af sange, som ændrer én en lille smule, så man orienterer sig lidt i en anden retning Og så er der de album, man bliver ved at vende tilbage til, fordi de altid har været der, og stadig bliver ved at give. De bedste venner. Jeg fundet nogle af dem frem her.
Povl Dissing og Benny Andersen: ’Svantes viser’ (1973)
”Efter at have anskaffet mesterværket på vinyl har genfortryllelsen indfundet sig. Det er et fantastisk konceptalbum, som nærmest sprænger ideen om ’viser’ i luften, for der er så meget rock’n’roll i fortællingerne om den drikfældige svensker i København (’jeg er fuld og jeg har det godt!’). Povl Dissing lyder som ingen andre: inderlig, frustreret, lykkelig, musikalsk, hengiven og yderst original. Dissing er en ener og stadig et fyrtårn i dansk musik, og de album Dissing udgiver i de her år – særligt også med Beefeaters og Burning Red Ivanhoe – holder international klasse. Inspireret, velspillet, velskrevet og med en fuldstændig unik frontmand.”
David Bowie: ’Diamond Dogs’ (1974)
”Min ’falde i søvn-plade’ talrige aftener i teenageårene. Knaldhårdt, swingende boogie-rock med en futuristisk fernis, og David Bowie selv, for en sjælden gangs skyld, på elektrisk guitar (og sax, selvfølgelig), og sange som ’Rock ’n’ roll With Me’, ’Rebel Rebel’, ’Sweet Thing’ og ’Diamond Dogs’. Og så coveret, hvor en androgynt udseende Bowie slanger sig om til bagsiden, hvor det viser sig, at han har hundeunderkrop. Der kan skrives lange bøger om David Bowie og den katedral af et værk, han efterlod sig.”
LÆS OGSÅ:
Cat Stevens: ’Catch Bull at Four’ (1972)
”Elegant og progressiv sangskrivning fra manden, der nu kalder sig Yusuf Islam. Han bliver ofte lidt glemt, men han har altså lavet en stribe forrygende albums i 1970’erne. Hans sange er meget velskrevne og gennemarbejdede, og han synger virkelig ekspressivt og unikt. Cat Stevens havde en stor plads i mit unge musikhjerte, og sangbøgerne blev også pløjet igennem efter bedste evne. ’Catch Bull at Four’ har både de store ballader som ’Sitting’, ’18th Avenue’ og ’Ruins’, men også den uimodståelige ’Can’t Keep It In’. Lyder forrygende.”
Nick Cave and the Bad Seeds: ’Your Funeral, My Trial’ (1986)
”Nick Cave live i København i løbet af 1980’erne var ALTID en rystende, fantastisk, skelsættende og guldvindende oplevelse. Cave var allerede dengang en helt unik performer, som grådigt fortærede sit publikum. De albums, Cave og venner udgiver i det årti, går fra den mørke og golde debut ’From Her To Eternity’ (’84) til den smægtende og i Brasilien indspillede ’The Good Son’ (’90).
Et sted der i midten befinder ’Your Funeral, My Trial’ (’86) sig. Tempoet er sat lidt ned, de øverste 25 procent af trykket listet ud, og resultat er en popsyret bastard af et album (udgivet som dobbelt 12”) med nogle af mine favoritsange som ’Stranger Than Kindness’, ’She Fell Away’, ’Long Time Man’, titelsangen, ’The Carny’ og ’Sad Waters’. Det er som om, det er her, at resten af Caves karriere bliver varslet: mørket, poppen, croonet, mystikken, westerns. Det bliver ikke meget bedre.”
Iggy Pop: ’New Values’ (1979)
”Der er mange ting, jeg fortryder, men aldrig at jeg byttede Stray Cats for Iggys ’New Values’. Knastørt produceret af James Williamson med Scott Thurstons guitarer helt ude i pappet, højt tempo det meste af vejen, og Iggy ser sig sjældent tilbage på dette konsekvente album. ’New Values’ har altid ligget lidt i skyggen af forgængerne, ’The Idiot’ og ’Lust for Life’, men har sin egen ufortyndede energi.”
