Foto: Kristina Pedersen

30 betragtninger om voksenlivet

Jeg bliver 30 og officielt en voksen dame. Her er en liste af livserfaringer opstillet i punktform til andre fortravlede voksne eller koncentrationshæmmede unge.

Snart begraver jeg mit pigeliv i dåseøl og de cigaretter, jeg havde lovet mig selv at stoppe med at ryge, inden det her store vendepunkt. På torsdag bliver jeg nemlig 30.

Selvom det er skræmmende sådan for alvor at træde i voksenskoene, så er der egentlig noget meget fedt ved tanken om at være officielt livserfaren.

Det har fået mig til at studse over, hvad ungdommen egentlig har lært mig. Om sex. Ydmyghed. Om økonomi, kærlighed og venskaber. At der pludselig findes unge mennesker, man ikke selv er en del af, som man kan betragte undrende på afstand.

Om alle de ting, der pludselig har ændret sig, nu vi har råd til nye klinker i andelslejlighederne og små cockerpoodles, der kan forstyrre vores nattesøvn, inden vi skal op om morgenen og reelt bruge hele dagen på at sidde i møder med andre voksne mennesker. Og fordi voksenlivet blandt andet indbefatter, at man har rimelig travlt, er her en liste med 30 erfaringer med at være 30, som du måske kan se dig selv i.


1.        Du møder ikke op til brunch med tømmermænd længere.

2.        Du ved, hvordan man lægger et budget, folder et stræklagen pænt sammen, og at tennisbolde skal bruges til at vaske dyner med.

3.        Du køber aldrig vin, der koster mindre end 60 kr.

4.        Det er længe siden, du har fået en ny ven, der ikke er en af dine venners kærester.

5.        Du synes, LinkedIn er the shit. Fortæl mig om dine følelser ovenpå skilsmissen, mellemleder i Novo Nordisk!

6.        Du kender intet af den musik, de spiller på P3. Ukendt kunstner er faktisk ukendt for dig. Til gengæld kender du hele sendefladen på P2. Du laver jo alligevel ikke andet end at arbejde, og klassisk kan man koncentrere sig til! 

7.        Hvem har tid til stoffer?

8.        Du stønner ikke længere som en pornostjerne – medmindre du mener det. 

9.        Engangsknald er totalt overvurderede og kun det værd, hvis man er ved at omkomme af hudsult eller kærestesorger. Kærlighed er det frækkeste, der findes.

10.  At være en god kæreste er ikke betinget af de store romantiske gestusser, men at give den anden plads til at være alene og indrømme, når man tager fejl. That’s Amoré!

11.  Mænd er oprigtigt interesserede i at få én til at komme, hvis man viser dem, hvordan man gør.  

12.  Det positive ved at miste overblikket over, hvor mange (og i nogle tilfælde hvem) man har haft sex med, er, at man efterhånden har så meget erfaring, at man instinktivt ved, hvordan man undgår de største brølere. Man giver kun en hånder bag Understellet klokken 4 om morgenen én gang.

13.  Missionær er den overlegne stilling.

14.  Den, der har opfundet glidecremen, bør få en eller anden nobelpris.

15.  Man taler ikke længere om sex med sine venner, medmindre det handler om følelser, tryghed eller gnisten, der har forladt parforholdet. Ikke fordi man er blevet bornert. Det er bare ikke rigtig spændende mere. I hvert fald ikke lige så meget som BOLIGRENOVERING.

16.  Du er begyndt at læse debatbøger. Fortæl noget om Harry Potter, Rune Lykkeberg!

17.  Du har erkendt, at der er drømme, du ikke vil opnå.

18.  Du sætter mere pris på maden og selskabet end gaverne juleaften.

19.  Du er en af dem, der taler mest til familiesammenkomster.

20.  Uhøflige børn trigger dig. Sådan var det altså ikke, da du var lille!

21.  Du forstår ikke y2k-mode, og hvorfor alle de unge på Nørrebro ser ud som om, de lige er trådt ud af en mose. Og hvorfor tager I ikke tøj på, der passer?

22.  Du har aldrig gået med i en Palæstina-demonstration, og du gider ikke længere samle ind for Red Barnet.

23.  Du stemte Enhedslisten, da du var yngre. Nu er du begyndt at læse Berlingske.

24.  Du ved, du er god til dit arbejde. Bedragersyndrom er for børn og andre uprofessionelle.

25.  Stress, angst eller depression er en del af tilværelsen.

26.  Du er snalret på hverdage til fyraftensøl med dine venner. Fredag og lørdag efter kl. 20 er du kun på Blågårdsgade ved en fejl, fordi du har glemt, at den overtages af folk under 25.

27.  Du er kun fuld til bryllupper. Folk skal lægge hundredtusind, før du kridter danseskoene.

28.  Man bliver fuldstændig smadret af at arbejde 37 timer om ugen. Alligevel gør alle det.

29.  Alle drømmene om voksenlivet var totalt illusion. Der findes ikke nogen lykke i voksenlivet, som man kan arbejde sig til, og forelskelser falmer. Den endelige løsning på alle dine problemer er døden. Så lær at tage let på dem.

30.  Du er begyndt at køre med cykelhjelm.

Footer graphics