Årets sommerhustur: Meyer og Sivas
Hvornår har det nogensinde krævet TO MAND at hælde vandet fra kogt spaghetti? Sker kun for meget forelskede. Ingen havde set den her romance udspille sig på Udsholt Strand.
Årets ferietøj: Lars
Alle har prøvet at være på en ferie og købe en dum hat, som man bilder sig ind, man vil gå med hele tiden derhjemme. For Lars Løkke Rasmussen faldt valget på en brugt vadsæk med hanløvetryk og påskriften Lion. Han er sød.
Årets nævn: Pakkerejse-Ankenævnet
Før der for alvor var ting at tale om i 2023, talte alle om The Jencels og Szhirleys all inclusive-ferier, som blev afbrudt af diarré og andre menneskers druk. Vi konkluderer, at pakkerejser er lort.
Årets don’t go there: Elvira Pitzners Dubai-eventyr
Folk med dårlig smag tager til Dubai. Og så kommer de i fængsel.
Årets personlighed: Stephanie Lose
Venstrekvinden svarer modvilligt, men koncist på, hvad hun godt kan lide i et interview med Politiken. Det viser sig, at mennesker også kan være en Skoda Octavia.
Årets ord: “Konspiranella”
Zetlands Lea Korsgaard ville ikke interviewes af Frihedsbrevet om sin deltagelse i Barbara Berthelsens 50-års fødselsdag med begrundelsen, at hun ikke vil deltage i såkaldt “konspiranella,” der på Zetlandsk betyder shitstorm.
Årets morgenmad: Inger Støjberg
Støjberg fortalte Euroman, at hun spiser tre overskårne boller med lys Galle og Jessen til morgenmad og giver den fjerde til sin hund, hver dag, og efterfølgende skyller ned med Cola Zero. Klassisk White House potential.
Årets regel: Eftervederlag
Mia Wagner var minister i cirka 20 minutter, og hele det liberale Danmark fik kollektiv orgasme, indtil det gik op for dem, at det bare var en investeringsmulighed for den tidligere løvinde at gøre brug af reglen om eftervederlag. Som Mette sagde: Lev med det.
Årets frelser: Nicklas Brendborg
Hvis han skal leve for evigt, så er det måske ikke så slemt, at vi andre skal dø en dag. Ingen gider høre på frelste longevity-guruers højrøvetheder og akademiske fatshaming, bare fordi de selv lever af kosttilskud og dødløft.
Årets Greglings: Mads Brüggers ansatte
Se den lille hær af helt ens kloner. Dét er frihed.
Årets mugshot: Donald Trump
Det første forbryderfoto af en tidligere amerikansk præsident nogensinde.
Årets citat: Lars Ulrich
Formentlig befippet under et interview med Stéphanie Surrugue forsøgte Metallica-manden at blære sig med et omskrevet Zlatan-citat, bare om sig selv: “You can take the dane out of Denmark, but you can’t take the danishness out of the dane.” Det er vist ikke sådan, den er.
Årets kontaktannonce: Lars Von Trier
“Uden at vide det mindste om sociale medier søger jeg en kvindelig kæreste skråstreg muse,” lød det fra den prisvindende filmskaber i et rystende ærligt opslag på Instagram. Vi hungrer efter en opdatering.
Årets mozzarella: Stracciatella
Og stop så nu.
Årets helsehys: Professorens grønne grød
Professorens grønne grød fra Oluf Borbye Pedersen fik salget af powerblendere og indtaget af babymos til at stige i 2 uger, indtil alle fandt ud af, at det smagte ad helvedes til og gav livslede, mismod, klamydia, fodsvamp og skilsmisser.
Årets vold: Dansk politi
Det københavnske politi har ryddet Pusherstreet cirka hver anden dag hele 2023, alligevel kører hashhandlen lystigt, styret af tatoverede Mate-cyklende brider med lommerne fulde af gryn. Klart, at der må slås lidt på tilfældige familiefædre for at opveje frustrationerne.
Årets omvendte Morten Albæk: Kaare Dybvad
Hvert år håber nogen på at lave en bog-sællert med lommefilosofiske sandheder om livet, præcis som Morten Albæk gjorde sidste år og Hella Joof året før ham. Kaare Dybvad begik den fejl med ‘Arbejdets land’, at folk, som arbejder fuldtid, ikke har tid til at læse en bog om at arbejde fuldtid.
Årets ø: Ærø
Aldrig har vi hørt så meget om Ærø som i 2023, hvor det enten handlede om at dovne den på et nedlagt landbrug eller at svigte produktionssamfundet ved at vende arbejdsmarkedet ryggen og vælge en tilværelse som digital nomade/food blogger/hjemmepasser i det sydfynske øhav.
Årets fake brystvorter: Kim Kardashian
Dem stod Kim Kardashian naturligvis for med sin nude Skims-BH med påstøbte stive brystvorter som modsvar til den globale opvarmning og kedelige bløde babser.
Årets strabadser: Ung mand fra Tarm
Ringkjøbing Skjern Dagbladet bragte 27. marts en historie om en 18-årig mand, som gav den lige lovlig meget gas. Vi bringer et uddrag:
Årets far: Dennis Knudsen
Der kæmpede så hårdt for sine børns ret til røde pølser på kombardo-færgen i sommer, at han forsøgte at køre ombord på en færge, han var kommet for sent til og senere blev dømt for vanvidskørsel og hærværk af færgebomme og computerskærmen. Man skal aldrig underkende, hvor presset sultne børn, larm i kabinen og en tung dunst af lorteble kan gøre selv den roligste forælder.
Årets on brand: Henrik Qvortrup
Den populære danske podcastvært ved godt, hvordan man svarer på spørgsmål, som Euromans chefredaktør stiller.
Årets massepsykose: Airfryer
Hør nu her, folkens: Det er bare en ovn. En lille, kraftig, ret elforbrugende miniovn. De fleste af os har en glimrende ovn i forvejen, og vi behøver ikke flere pomfritter i hverdagen. Claus Holm kan tage sin nye kogebog og airfrye livet ud af den og give os andre noget ro. 4 EVER TAK!
Årets overskrift: Politiken
Den eneste – muligvis tilsigtede – uklarhed er, at man kort tror, at Lars Løkke driver netfisse.dk. Det gør han nemlig ikke, men derimod en Jeppe Søe, der i sine baggrundstjek ikke fandt noget ildevarslende på hverken Kristian Klarskov (serieiværksætterslyngel), Jon Stephensen (med den lækreste krop) eller Mike Fonseca (talblind).