To Sultne Piger splitter op – men podcasten og profilen lever videre

Den ene pige fra anmelderduoen har valgt at trække sig ud på grund af manglende lyst, men podcasten og Instagram-profilen fortsætter som hidtil.

Hvis du kan, skal du sætte sangen ‘2 become 1’ af Spice Girls på lige nu. En rigtig sjæler.

Sådan lyder beskeden fra To Sultne Piger, der netop har valgt at splitte deres anmeldersamarbejde op. Beslutningen blev truffet allerede før nytår, og siden da har deres populære Instagram-profil været drevet af den anonyme Pige 1.

Baggrunden for beslutningen er, at Pige 2 efterhånden har manglet det nødvendige overskud, som det kræver at drive projektet. Derfor overlader hun det nu trygt i hænderne på Pige 1, som fortsætter alene.

De slår fast, at der ikke har været noget drama forbundet med beslutningen.

“Det handler om, at det altid har været et lystbetonet projekt for os at drive den her profil. Og vi har altid sagt til hinanden, at hvis det ikke var sjovt at gøre det længere, så skulle vi bare lade være. Og jeg er åbenbart så meget hedonist, at når der er noget, der begynder at lugte lidt af pligt, så mister jeg lysten til det,” fortæller Pige 2.

Hvorfor er det ikke sjovt længere?

“Det er det også. Vi har jo stadigvæk kunnet gøre med profilen, hvad vi ville. Men i og med at der er kommet flere og flere følgere, er der også kommet et stort ansvar med, og det skal man også have lyst til at påtage sig. Det er jo nogle ting, vi bruger vores fritid på, men det er jo bare vokset og vokset, og det kræver et andet overskud nu, end det gjorde helt i starten,” siger Pige 2.

80.000 følgere på fire år

To Sultne Piger har siden 2020 haft deres populære og totalt anonyme anmelderprofil på Instagram, hvor de har anmeldt restauranter på deres helt egen uhøjtidelige og underholdende måde. Selvom det startede som et undergrundsforetagende, er profilens indflydelse blevet så betydelig for branchen, at man taler om To Sultne Piger-effekten.

Sådan går det, når man har mere end 80.000 følgere, en podcast og en fast anmeldelse lige her på Heartbeats.

Og To Sultne Piger vil fortsat tæppebombe deres følgere med madanmeldelser fra de nyeste restauranter i byen.

“Vi har godt nok spist mange steder nu, så jeg føler, vi begge to er ret kompetente i at kunne snakke om, hvad der er godt, og hvad der ikke er godt på restaurantscenen. Jeg er ikke færdig med at dele ud af mine oplevelser og holdninger,” lyder det fra Pige 1.

Navnet To Sultne Piger vil heller ikke ændre sig og vil ligesom resten af indholdet på profilen forblive det samme som hidtil.

“Vi fortsætter, som vi har gjort indtil videre på Instagram. Et af vores største principper har altid været, at vi ikke tager imod betaling fra restauranter, og vi holder os helt neutrale og stadig anonyme. Og den stil vil jeg køre videre med. Selvom Pige 2 kommer til at se mere med på sidelinjen, så er det jo noget, vi har skabt sammen, og jeg vil gerne ære den stil og opretholde det, vi har lavet,” forklarer Pige 1, der også fremover vil sidde bag mikrofonen på To Sultne Piger-podcasten.

Så der skal ikke en ny pige med?

“Nej, det kan jeg ikke lige se, hvordan skulle fungere. Vi har jo lavet det her sammen, og nu blive toer-rollen bare flydende jo. Vi kommer til at hive vores private venner ind i pige-community’et og åbne op, så der er flere forskellige medspisere, og så kommer producer-Emilie, som hele tiden været med, nok til at sige lidt mere,” siger Pige 1.

Okay. Pige 2, vi kommer til at savne dig. Har du lyst til komme med et par bevingede ord her til slut?

“Jeg trækker mig ud af det, men vi er jo stadig veninder og ses. Og det kan godt være, jeg kommer med i fremtiden – bare 100 procent inkognito. Så adjø. Skål. Og stay hungry.”

Første afsnit i den nye sæson kommer på torsdag den 22. februar

Footer graphics