Elysian

Luftens helte: De første store elektriske fly er på vej

Et hollandsk startup er ved at knække koden om for alvor at få flyvemaskinerne med på el-bølgen.

Batterier i stedet for benzin. Det er i mange industrier svaret på, hvordan vi kan belaste klimaet mindre. Elbilerne kører på vejene i stor stil, og lige nu kæmper flytrafikken for at ride med på den grønne bølge.

Under sloganet ‘Redefining zero-emission air travel’ har det hollandske startup Elysian sat sig et stort mål for. I 2033 vil de sende det elektriske E9X-fly af sted mod skyerne.

Det er sådan set ikke, fordi tanken om et el-fly er spritny. I 2022 testfløj et elektrisk Eviation-fly, men det havde kun plads til ni passagerer. Ligeledes forholder det sig med de andre el-fly, der pt. bliver arbejdet på. De har så lidt plads og kan flyve så korte distancer på en opladning, at de ikke er blevet spået en fremtid som en reel konkurrent til de konventionelle fly.  

E9X-flyene, som Elysian har på tegnebrættet, har derimod plads til op mod 90 passagerer, og så kan de flyve op til 800 kilometer på et fuldt opladet batteri. Det rækker altså til en tur fra Københavns Lufthavn til Berlin og lidt mere til. 

Foto: Elysian

Drømmen for den hollandske virksomhed er at være med til at håndtere en signifikant del af et stort globalt problem. Halvdelen af verdens flyvemaskiner flyver i forvejen mindre end tusind kilometer ad gangen, og de flyvninger står for en femtedel af flybranchens samlede CO2-udledning. Det er imidlertid lige præcis de fly, som de nye E9X-fly kan erstatte. 

Tidligere har man troet, at det ville være tæt på umuligt at sende store el-fly af sted, fordi batterierne simpelthen ville være for store og for tunge. Men dén udfordring har Elysian et bud på at løse. De har retænkt flyvemaskinens design i form af en mindre ‘krop’ og større vinger. 

Og hvad gør man, hvis batteriet dør højt oppe i luften? Det er der selvfølgelig tænkt over. En benzin-reservetank tager over, hvis der opstår utilsigtede forsinkelser eller uplanlagte derouter. 

“Vi tror på, at vi kan levere et fly i 2033, der faktisk kan være en god økonomisk beslutning for flyselskaberne og ikke bare en bæredygtig en,” siger Daniel Rosen Jacobson, der er co-CEO i Elysian. 

Find mere om
Footer graphics