Den lille, pink og blå plastikkapsel skriger på opmærksomhed på det hvide natbord, hvor den ligger klar ved siden af glasset med vand. Julie Mortensen glemmer sjældent sin morgenpille, men hvis hun skal stå ud af sengen for at tage den, får hun det ikke gjort. Det kan føles, som om hun er lænket fast til sengen. Sådan kan hun snildt bruge en hel weekend, hvor hun aldrig står op.
Så nu ligger pillen altid klar på natbordet, så hun får taget sin ADHD-medicin.
På den måde vågner hun ligeså stille, når pillen gør.
”Okay, nu skal vi ud af sengen.”
29-årige Julie Mortensen blev diagnosticeret med ADHD og autisme i maj i år. Inden da troede hun ikke, at hun ville være på arbejdsmarkedet om ti år. I dag har hun tiltro til, at hun nok skal klare det. For hun er i en proces, hvor hun lærer at forstå og takle sine udfordringer og stole på sine styrker. Hun ville bare ønske, hun havde fået redskaberne for mange år siden.
Det er en tidlig mandag morgen i Julie Mortensens kolonihavehus i Hedehusene. Selvom hun har en lejlighed i nærheden med sin kæreste, sover hun de fleste af ugens nætter her. De ejer den sammen, men for hende, som er her mest, er det blevet en form for helle, hvor hun kan trække sig og lade op. Det har hun brug for for at kunne rumme et fuldtidsarbejde og de mange krav og indtryk, hverdagen indeholder. Ting stopper med at eksistere for hende, hvis de ikke står fremme, så de mange vitamintilskud har sin egen ø i køkkenet. På spisebordet skiller en sommerbuket af LEGO-blomster sig ud fra den ellers afdæmpede indretning. Blomster pynter også andre steder i rummet, men de er af den tørrede slags.
“Jeg kan holde liv i dyr, men ikke blomster,” fortæller hun grinende.
”Kolonihaven er mindre, så det er mere overskueligt. Her er det mest bare mig, hvor i vores fælles hjem, der er det jo os, og fælles opgaver, som jeg også skal bidrage til.”
Det har altid været vigtigt for Julie Mortensen at have et arbejde og tjene sine egne penge. Det gør op for alle de ting, hun måske ikke formår. Men det kræver det meste af hendes energi, og det har tit været på bekostning af overskud til sig selv, sin kæreste og alt andet.
Det er svært at forklare andre, at hun har brug for meget alenetid, og hvorfor det kan være nødvendigt at sove hver for sig i hverdagene. Især, fordi hun udadtil virker energisk og udadvendt. Men bag masken er hun for det meste fuldstændig udmattet. Hendes kæreste lider af slem søvnapnø, og for Julie Mortensen er søvn både en udfordring og fuldstændig afgørende for, hvordan resten af hendes dag forløber.
En dueblå sweater er lagt frem på spisebordet sammen med arbejdstasken og en frysepose med mandagens vitamintilskud.
”Jeg skal bare lige være sikker på, at jeg har det hele. Jeg ved, jeg glemmer ting. Telefon, computer, arbejdstelefon, nøgler. Adgangskort ligger derude,” remser hun op og vender om for at tage den turkise drikkedunk fra køkkenbordet. Hun har to. En til derhjemme og en til arbejdet. Ellers glemmer hun at drikke vand.
Udredning blev et vendepunkt
Julie Mortensen har en skrivebordsplads i hjørnet af det åbne kontorlandskab på DSB Hovedkontor, hvor hun arbejder som trafikplanlægger. Det store rum summer første dag efter weekenden. Stemmerne laver parkour op ad væggene og svinger sig som Tarzan fra hjørne til hjørne i det akustikudfordrede storrum.
Men Julie Mortensen er forberedt. Hun går næsten altid med ørepropper. I dag er det nogle blå slags, som ikke blokerer fuldstændig for lyd, men “ligesom bøjer den af.”
“Så går de der sindssygt irriterende lyde ikke helt ind i sjælen,” som hun siger.
”Da jeg startede, var min plads faktisk dér”, siger hun og peger på en plads i midten af lokalet.
Det var for distraherende, så hun bad om et hjørne, der var mere gemt væk. Og så foretrækker hun ikke at have en sidemand. De grå skærmvægge, der omslutter pladsen, hjælper også. På siden, der vender ud mod de andre klynger af skriveborde, hænger det genkendelige ”DSB Stillezone”-skilt. Det er mest for sjov, men hun håber måske alligevel lidt, folk tænker over det. Selvom lyde trigger hende, tør hun ikke sige noget til folk af frygt for at fremstå dobbeltmoralsk. Hun ved, at hun selv kan være et støjende element. Så er det bare nemmere at bruge noise cancelling-hørebøffer ovenpå sine ørepropper.
Julie Mortensen er glad for sit arbejde. Der er en familiær stemning i DSB, som hun siger. Hendes kollegaer kender allesammen til hendes diagnoser. De har støttet hende gennem hele udredningsforløbet.
Men det var en svær start på afdelingen, da hun begyndte i stillingen som trafikplanlægger for halvandet år siden. Hun er egentlig uddannet dyrepasser, så for bare seks år siden vidste hun ingenting om tog. Hun startede som udkaldspige i Banedanmark og avancerede sig til sin nuværende stilling, som hun landede blandt ingeniøruddannede kandidater. Selv har hun ikke en gymnasial uddannelse.
Men da hun begyndte i jobbet som trafikplanlægger, kom det bag på hende, at hun havde svært ved at løse sine nye arbejdsopgaver. På det tidspunkt var hun ikke blevet udredt, og de projekter, hun skulle køre, strakte sig over længere tid, end hun var vant til fra sit tidligere job. Hun havde problemer med at holde overblikket, og de ukonkrete rammer for, hvornår en opgave var færdig, stressede hende. Når hun forsøgte at sparre med sin chef, havde hun svært ved at forklare, hvad der udfordrede hende.
”Jeg forstod ikke ham, og han forstod ikke mig. Vi kunne ligesom ikke finde ud af, hvad det var, der gik galt, og hvorfor det var så svært.”
Da hun samtidig mistede sin hest, der har fulgt hende, siden hun var barn, slog det Julie Mortensen helt ud. Hun blev syg med stress og havde svært ved at lægge de timer, hun skulle på arbejdet. Udfordringerne fik hendes chef til at tvivle på, om hun kunne fungere i stillingen, og det gjorde hun også selv.
“Min hest var mit safe space. Blackie var et plaster på alle de sår, det giver at have en svær opvækst og to diagnoser, der aldrig er blevet opdaget. For mig føltes sorgen større, end hvis jeg havde mistet et familiemedlem.”
Fakta
Ubehandlet ADHD koster 2,8 mia. kr. om året
– Det svarer til 150.000 kr. om året pr. ubehandlet individ
Størstedelen af udgifterne skyldes, at mennesker med ADHD har sværere ved at komme i beskæftigelse.
Lidt over 60% af voksne med ADHD har grundskolen som højeste uddannelsesniveau
55 % af voksne med ADHD har oplevet at blive fyret fra et job.
I den generelle befolkning er tallet 23 %.
Ca. 66 % af de danskere, der først er blevet diagnosticeret med ADHD som voksne, er ikke i arbejde.
Flere cost-benefit analyser viser, at udgifter forbundet med ADHD reduceres markant i et langsigtet perspektiv, når der ydes en tidlig og relevant indsats.
Kilde: ADHD-foreningen, Socialstyrelsen: Mennesker med ADHD – sociale indsatser, der virker.
Men forløbet blev også det, der fik Julie Mortensen til at søge svar på de udfordringer, hun har oplevet hele sit liv. Dem får hun, da hun langt om længe bliver udredt. Det viste sig, at hun har ADHD og autisme.
”Den her enorme skam, som jeg lever med over, at jeg ikke kan, når alle andre kan. Lige pludselig er der en legitim forklaring på, hvorfor jeg ikke kan komme i gang med ting. Og jeg kan ligesom tilgive mig selv for det.”
Da Julie Mortensen til et statusmøde fortæller sin chef, at hun skal udredes for ADHD, overrasker han hende. Hun havde forberedt sig på fordomme, men det viser sig, at han har læst op på emnet.
Han var stødt på en artikel i Politiken om en kvinde, der var blevet diagnosticeret som voksen, og det havde mindet ham så meget om Julie. Derfor havde han læst, hvad han kunne finde om emnet, og nu ville han meget gerne vide, hvad han kunne gøre for at hjælpe hende på arbejdet.
”Jeg følte mig jo lige pludselig set og hørt. Nu forstod han, at det ikke handlede om, at jeg ikke gad eller kunne finde ud af det. Jeg kan bare ikke altid lære af, at du fortæller mig en masse ting. Jeg har brug for at vide, hvorfor det hænger sammen, som det gør. Og hvorfor vi ikke gør det på den her anden måde. Jeg har brug for flere lag, fordi jeg faktisk kan forstå ting dybere end andre, hvis jeg bare får besvaret mine spørgsmål.”
Følte sig dum i folkeskolen
I folkeskolen fik Julie Mortensen tit skældud, når hun spurgte ”hvorfor” til ting, hun blev bedt om at gøre. Hun forstod aldrig, hvorfor de voksne blev sure. Til sidst stoppede hun med at spørge. Og med at høre efter, selvom hun sad med noget, hun egentlig gerne ville forstå. Andre gange fik hun skældud, når det var for nemt for hende, og hun havde lavet frem i bogen.
Da Julie Mortensen bliver udredt som 29-årig, finder hun også ud af, at hun tilhører de to procent af befolkningen, der er højt begavet.
Det kom som en overraskelse, for siden folkeskolen har hun ellers altid følt sig som den dummeste i lokalet.
”Der er virkelig mange, der har en sindssygt høj IQ, men som aldrig har fået den brugt til en skid. Jeg forstår godt, at vi har en barre for, hvad der skal læres. Men der er altså nogen, der har brug for at lære på en anden måde. Og hvis der er børn, der er virkelig gode til noget specifikt, skal vi gribe dem, så de også har motivation for at lære.”
I dag er Julie Mortensen landet godt i sit arbejde.
Hun kan være ærlig med sin chef, hvis hun har særlige behov uden at føle sig forkert eller misforstået. Hun er kommet på medicin og har sat sig ind i sine diagnoser, hvilket hjælper hende med at kortlægge sine udfordringer og finde systemer og strategier, der hjælper. Samtidig har hun fundet ud af, hvor hun brillerer, og det har givet hende en masse succesoplevelser. Ligesom andre med ADHD eller autisme har hun bl.a. evnen til at hyperfokusere, når noget interesserer hende. Det har den fordel, at hun kan forstå og løse nogle opgaver meget hurtigere end andre, og det har hun nu lært at bruge aktivt i sit arbejde.
”Jeg griber jo opgaver, som ikke nødvendigvis er noget for andre i afdelingen og løser dem skidegodt, fordi de måske passer bedre til mig. Alle opgaver skal laves, så hvis nogen er bedst til at lave én slags opgaver og andre er bedre til nogle andre, så er det jo perfekt,”
Julie Mortensen har ikke fundet alle sine mestringsstrategier, og hendes medicin er heller ikke landet på den helt rigtige dosis endnu. Hun har stadig mange dage, hvor hverdagens krav og opgaver føles som at bestige Mount Everest.
Sådan vil det blive ved med at være. For medicin og strategier fjerner ikke diagnoserne og de udfordringer, der følger med. Men hun er i en proces, hvor hun prøver at sætte barren ned, og hun er blevet bedre til at tilgive sig selv. For hun bliver en bedre kæreste, når hun har mulighed for at trække sig og lade op. Og hun har accepteret, at hun er nødt til at prioritere sin energi for at kunne overskue hverdagen. Derfor bliver indkøb handlet på nettet og bragt, ligesom måltidskasserne på køkkenbordet, der sikrer, hun får aftensmad. På den måde er der stadig lidt overskud tilbage til at falde sammen i sofaen med sin kæreste, Anders, og nusse hunden Maya, der svarer tilbage med våde hundekys.
I aften bliver det take away.
