I denne weekend var jeg udsat for et ret vidunderligt syn. Jeg var på legeplads med mine børn og stod og kiggede på et klatrestativ, som var på størrelse med en bus, og som var konstrueret sådan, at hvis man kravlede op i toppen, kunne man derfra kravle ind i en rørformet rutsjebane og glide hele vejen ned. Det vidunderlige ved det var ikke kun, at dette stativ var befolket med glade børn, men at det også var befolket af alle disse børns fædre. Voksne mænd, som forcerede reb og forskellige forhindringer som en flok glade abekatte.
Jeg var også selv, skal det siges, oppe i det et par gange. Min egen søn havde nemlig lidt udfordringer med at komme rundt og finde modet til at balancere på stativet, når han kom op i højden. Jeg kravlede op til ham og viste ham, hvordan han skulle gøre, og efter lidt tid fandt han ligesom rytmen. Så kravlede han op og tog rutsjebanen igen og igen.
Rundt omkring på legepladsen stod børnenes mødre og lavede andre ting. Nogle ordnede madpakker, andre snakkede med hinanden.
Da jeg kom ned fra stativet igen, henledte min kæreste mig på dette sælsomme syn og fortalte mig, hvor glad hun egentlig var for, at jeg gad klatre rundt deroppe sammen med vores dreng. Hun havde taget noget rimelig upraktisk, men flot tøj på og gad slet ikke fare rundt på den måde. Og i den lille kompliment vil jeg vove den påstand, at der ligger noget fundamentalt i forhold til den diskussion om mænd og maskulinitet, som kører lige nu. Det var nemlig noget så sjældent som en positiv anerkendelse af, hvad der ofte er defineret som en maskulin egenskab.
Debatten om mænd og maskulinitet er igen blusset op, efter Martin Thorborg kritiserede udskamningen af såkaldte maskuline mænd i en podcast, hvilket blandt andet fik debattør og journalist Anne Kirstine Cramon til at gå i rette med hans synspunkter. Man kunne også for nylig læse et interview i Weekendavisen med formanden for Socialdemokratiets Ungdom, Katrine Evelyn Jensen, som her mente, at venstrefløjen svigtede unge mænd ved at fokusere på feminine dagsordner, hvilket sender dem i armene på højrefløjen.
Som altid var Herlige Svend også på banen, og i et meget populært opslag på Instagram skrev han, kort sagt, at vi skal være bedre forbilleder som mænd, hvis vi ønsker os en verden med bedre mænd i fremtiden.
“Lad os tale om det kæmpe potentiale, vi allesammen har for at være hele forbilleder. Vi må ikke trække os – heller ikke fra samtalen om maskulinitet. Vi skal vise, hvem vi er,” skrev han og uddybede, at mænd “skal kunne se værdien i maskulinitet, testosteron og værdien i os selv.”
Og selvom Herlige Svend aka Sebastian Lynggaard på ingen måde kan kritiseres for nogensinde at have trukket sig fra den her debat, kan man godt efterlyse, at han selv taler om drengenes og mændenes potentiale på en mere konkret måde. Ingen kan være uenige i hans budskab, ligesom ingen er uenige i budskabet “mere fred”, men det store spørgsmål er: hvordan?
Hvordan skal mænd være bedre forbilleder?
Én af Sebastian Lynggaards teser er, at vi bliver bedre forbilleder ved at vise vores sårbarheder som mænd. Mænd skal med andre ord turde vise, hvem de er indeni og fokusere mindre på at opnå værdi ved at handle med aktier og køre store biler. Det er helt sikkert rigtigt, men hvis den her samtale nogensinde skal rykke sig for alvor, bliver vi nødt til at være konkrete med hensyn til, hvilke ydre maskuline egenskaber der har positiv værdi.
Og det er selvfølgelig, derfor jeg startede den her tekst med det med klatrestativet. Det er lige præcis et billede på, hvor værdifulde alle abekattene egentlig er for vores små drenge. Skal vi koge scenen ned til en enkelt personlig egenskab, handlede det selvfølgelig grundlæggende om at indgyde mod i min søn. Det handlede om at lære ham den livslektie, at han godt kan gøre noget, selvom han er bange for det. At skubbe sin grænse og på den måde blive stolt af egne bedrifter. Uden at klappe mig selv alt for meget på skulderen her, må jeg bare sige, at den mission lykkedes ganske forbilledligt i søndags. Min søn kunne ikke være i sig selv af endorfiner og selvovervurderet stolthed, nu hvor han var blevet lige så sej som Spiderman.
Vær ikke bange
For nylig interviewede jeg den danske forfatter Daniel Dalgaard i forbindelse med hans seneste bog, ‘Vulkanø’. Den handler om en del, men især om det at være et godt maskulint forbillede for sin søn. Han ønsker, præcis som Herlige Svend, en opbyggelig samtale om det at være mand, men han syntes også, det var svært at knytte positive egenskaber til maskuliniteten, fordi der er mange faldgruber i den samtale.
“Hvis jeg siger, at mod er en maskulin værdi, kan man hurtigt forestille sig de mænd og drenge, som ikke er modige, vil føle sig som umænd. Eller kvindelige og ikke rigtige mænd. Så der er mange fælder i den her samtale,” sagde han.
Det har han ret i, men efter min mening skal vi slet ikke være så bange for disse fælder. Vi skal blot lade intentionerne fylde mere, når vi taler om køn med hinanden – i stedet for at hakke på hinandens evner til at formulere os korrekt. Derfor håber jeg også, at det står klart, at mod selvfølgelig er en positiv egenskab, uanset om det er fædre eller mødre, der udviser det overfor vores børn.
Mænd og kvinder kan – og bør – glide frit mellem de maskuline og feminine egenskaber, alt efter hvad de har lyst til, og hvad der er brug for.
Men ideen om, at vi kan opløse den binære kønsopfattelse, er naiv, så længe langt størstedelen af mænd og kvinder identificerer sig med deres eget køn. Maskulinitet og femininitet spiller jo en kæmpe rolle i forhold til den måde, vi bliver tiltrukket af hinanden som mænd og kvinder.
Derfor skal vi også turde tale åbent om, at visse personlige egenskaber faktisk er maskuline, hvis vi nogensinde skal lykkes med at udstikke rettesnore for vores drenge.
Det samme gælder maskuline egenskaber som risikovillighed, styrke, initiativ, åbenmundethed, fattethed og stræben. Personligt vil jeg også mene, at det er en meget undervurderet egenskab at kunne bide tænderne sammen, når livet volder en modgang.
At føle sig maskulin og føle sig som en mand er en fed følelse. Og især som far må jeg bare sige, at det giver en eksistentiel følelse af meningsfuldhed at kunne bruge sin maskulinitet til at være noget for nogen.
Men som det er med mod, skal man passe på ikke at forveksle det med dumhed. Der er en fin grænse. Og da jeg kort efter svingede min datter så højt på en hængekøje, at hun mistede balancen og styrtede med hovedet ned i jorden og fik grus i hele sit smukke ansigt, blev hun så ked af det, at det i bagklogskabens klare lys nok havde været bedre med lidt moderlig omtanke.
Det styrt roste min kæreste mig da heller ikke ligefrem for.
