Efter to år med et nyt liv hvor jeg deler tiden med min nu snart fireårige søn, har jeg sat mig for i en kort og simpel tekst at sætte ord på, hvorfor det er nedtur at dele sit barn.
Jeg ved det: Det lyder ikke som et konstruktivt fokus at anlægge, men hvor er der dog en stor lettelse i at få kortlagt problemerne, og hvor kan man dog efterfølgende bedre arbejde med tingenes tilstand.
De fleste deleforældre vil nok kunne nikke genkendende til, at man lige når man bliver ”alene” med sit barn, befinder sig i en sammenblandet suppe bestående af lige dele overraskelse og eufori over den store frihed, man pludselig har, når barnet er hos den anden forælder, samt en udefineret dårlig samvittighed og et savn efter sit barn. En kompleks blanding af modsatrettede og intense følelser.
Det tog mig lidt tid, men efter, at jeg efterhånden har dannet mig et overblik over de svære ting, der er ved at være delemor, skal jeg ikke – hver gang det er skiftedag – undre mig over, hvorfor jeg har det svært eller bruge en dag på at finde ud af, hvordan jeg har tænkt mig at håndtere det. Derfor er det rart at have formuleret, hvad der kan være svært. Eftersom næsten halvdelen af alle par går fra hinanden og at du dermed med 50% sandsynlighed er, kommer eller har været i samme situation, sender jeg så tilmed tankerne ud i cyberspace.
Så her kommer en liste over alle de ting der er nedtur ved at være deleforælder (og så er det altså heller ikke værre).
Listen over nedturs-ting ved at dele sit barn rummer både de ting, jeg kan ændre på, og dem jeg ikke kan ændre på.
Så kan man anføre, og det vil nogle typer, som jeg godt ved hvem er helt sikkert gøre, at der ingen grund er til at spilde tankekraft på ting, man ikke kan ændre på – men der er der:
Alene det at man kender årsagen til sit dårlige humør, det her slags dårlige humør ”hvorfor er jeg ikke glad, når jeg er i en situation, der burde gøre mig glad”, kan være en lettelse. Så slipper man for at gå og undre sig eller bebrejde sig selv for sin blues. Livet med delebørn er, som alt andet i livet, en balancegang mellem at agere og acceptere. Og det første punkt på listen er et livsvilkår, som alle forældre kender til, og som opstår med det samme barnet er kommet til verden.
1. Biologien
Som forælder er man knyttet til barnet. Jeg tror alle forældre, om man er på job, ude og rejse, syg eller deleforælder, kender følelsen af det fysiske afsavn der kan opstå ved at man ikke kan tage sit barn i armene og den pludseligt opståede altoverskyggende melankoli der kommer, når man hører børn på ens barns egen alder lege eller tale. Som deleforælder skal man leve med dette afsavn i de fleste tilfælde mere tid end de fleste.
2. Ansvaret
Enten er man helt på som forælder, eller også er man slet ikke på: når man er to forældre, er der mulighed for at slippe ansvaret eller barnet ude af syne, selvom man er sammen. Som deleforælder er man ene om ansvaret fra morgen til aften, eller også har man slet intet ansvar fordi han/hun er hos den anden forælder. Ansvaret for barnet kan være svært at slå til eller fra, så jeg har oplevet at man er lidt stresset, når man overtager, mens det i endnu højere grad kan være svært at slippe ansvaret igen.
3. At følge barnets udvikling
Iagttagelse af barnets udvikling: Når man bor sammen som par med børn, har man muligheden for at dele sit barn med en, der elsker barnet ligeså højt som en selv. Man kan dele barnets udvikling og fremskridt. Den mulighed er sværere og mindre umiddelbar, når man ikke bor sammen.
4. Voksensamtaler
Når man er alene med et mindre barn, vil der opstå behov for at tale om voksenemner: dagen der gik, eller hvad der stod i avisen. Man kan indvende, at man bare kan invitere andre voksne over og det er bestemt en mulighed, men den afslappede voksensamtale finder nemmest sted med en voksen, som barnet kender indgående.
5. Opdelt tilstedeværelse
Som deleforælder er livet meget opdelt i livet med og livet uden barn. Det kan bestemt have sine fordele, men det kan også virke usammenhængende og kræve en hel del energi at omstille sig.
6. Opbakning til opdragelse
At bive bakket op eller set udefra i sin ”opdragelse” af en anden, man stoler på: jeg tror, at de fleste forældre til tider er i tvivl om, hvordan man skal håndtere sit barn. Som alene mor eller far kan man hurtigt komme til at mangle en at dele situationen med, en person som kan bakke en op eller dele overvejelser om håndtering med. En person, som kender barnet godt, og som måske endda var tilstede i situationen.
7. Et parallelt liv
Barnet får en uvirkelig opfattelse af forælderens liv: som deleforælder er det en risiko, at man lever sit liv, når barnet er hos den anden forælder og så, for at kompensere for den manglende tid brugt sammen, sidder lårene af hinanden og har fuldt fokus kun på barnet i de dage man har det. At man lever et parallelliv og risikerer ikke at inddrage sit barn i alt det, man ellers oplever. Barnet får derved ikke et retvisende indtryk af forælderens liv med alt hvad det indeholder af venner, job og forpligtelser.
Når alle de her nedturs-ting er oplistet, vil jeg lige afslutte med en indrømmelse: Det, du ikke vidste, var, at nedturslisten er skrevet oppe i et sommerhus med fem dages børnefri, gin&tonic(s) og befriende forskudte døgnrytmer. Vilkåret med at dele sit barn kan ikke ændres. Men det kan den måde, man forvalter tiden – både med og uden barn.
I begge situationer handler det om at være der, hvor man er. At acceptere at være mor, når man er mor, og acceptere ikke at være mor, når man ikke er det. For ellers giver strukturen ikke mening. På den måde kan delelivet gå hen og blive en fin øvelse i nærvær. Og så tænker jeg på noget min veninde med mand og to børn altid siger, som er, at uanset i hvilken konstellation, er ”familie” det muliges kunst. Der vil altid være ting, som ikke er optimale. Den dejlige familie er ikke der, hvor tingene står perfekt. Den dejlige familie er den familie, hvor livets foranderlighed afspejles og håndteres.
