Heartbeats anbefaler: Surdej, Instagram-comedy og 90’er gyser

Hvad skal du få december til at gå med, hvis ikke du skal se julekalender? Her er tre gode bud til den kommende uge.

Lille bagefugl

Det populære Nordvest-bageri Flere Fugle, som ret beset også er et surdejspizzeria, en madskole og et kulturhus, hvor der arrangeres koncerter og diverse arrangementer med kryptiske poeter, har fået vokseværk og har netop åbnet en ny bagværkscafé i Indre By. Den har fået navnet Lille Fugl og er en del af kunstinstitutionen Gl Strand, hvilket jo nok gør den til en museumscafé. Men det bør ikke afholde dig fra at svinge forbi for at fange en af deres gastronomiske genistreger; en surdejsfrembragt spandauer eller en kardemommesnurre, som er decideret afhængighedsfremkaldende. Der er også andre simple anretninger på menuen, fx eggs benedict, fra klokken 7.30 hver dag, og så kan man hver fredag i december komme forbi og drikke glögg. Og nu er det det eneste, der kan få mig til at genoverveje at købe mine julegaver i fysiske butikker i Indre By.

/Thomas Balslev


Papà-parodier

Laura Ramoso er en tysk-italiensk komiker bedst kendt for sine Instagram-videoer, hvor hun laver geniale og meget nøjagtige parodier af blandt andet sin tyske mor, italienske far og den type mennesker, der kommer hjem fra ferie og ikke kan tale om andet. Man kender typen. Som udgangspunkt er jeg ikke så meget til parodier. Der skal ikke meget til, før jeg synes, det bliver svært at relatere til, men Laura Ramoso formår at gøre det mindre karikeret og mere som et meme. Selv hendes parodier af sin italienske far, som jeg ikke har nogen forudsætning for at relatere til, er geniale. Laura Ramoso har baggrund i teater, men under corona begyndte hun at lave Instagram-videoer. Siden har hun fået knap en million følgere på Instagram. I foråret tager hun på Europa-tour med sit sketchshow ’SIT UP STRAIGHT’, hvor hun også kommer forbi Bremen i København. 

/Frederikke Hinsby


Nattevagten går igen

Der tegner sig et mønster af danske 90’er film og serier, der her godt 30 år senere får en opfølger. Først var det Lars Von Triers ’Riget’, nu er det så ’Nattevagten’. I etteren følger man Martin, der får et studiejob som nattevagt på Retsmedicinsk Institut, hvor der sker mærkelig ting. Kvinder bliver slået ihjel og skalperet, og selv er Martin ved at blive slået ihjel af den psykopatiske seriemorder kommissær Wömer. Fast forward til 30 år senere og anden film, ’Nattevagten – Dæmoner går i arv’, hvor Martins datter, Emma, også bliver ansat som nattevagt med det formål at finde ud af, hvad der skete på Retsmedicinsk Institut, der nær kostede begge hendes forældre. Emma opsøger den psykotiske kommissær Wömer i hans isolationscelle, men mødet vækker Wömer fra en mangeårig komatilstand og sætter gang i endnu en omgang af bestialske mord. Da etteren kom ud, blev den en kæmpe succes både herhjemme og i udlandet, og traileren til ’Nattevagten – Dæmoner går i arv’ giver lige så klamme håndflader som den foregående film.

/Frederikke Hinsby

Footer graphics