Prisvindende ukrainske kunstnere går sammen med dansk forlag om støtteplakat

De to ukrainske kunstnere og illustratorer Romana Romanishin og Andrij Lesiv er gået sammen med det danske forlag Forlæns for at lave en støtteplakat for krigens ofre. Overskuddet går ubeskåret til Red Barnets indsats i Ukraine. 

Romana Romanishin og Andrij Lesiv, der bor og arbejder i deres hjem i Ukraine, har lavet et grafisk særtryk, der forestiller en gul kvinde, der omfavner et blåt barn ude i højre side af plakaten. Trykket afspejler på mange måder den stemning og energi, som de to kunstneres hverdag er præget af. 

”Der er en mærkelig stemning af depression blandet med optimisme her. Vi hjælper alle sammen hinanden, og der er en stærk energi mellem os. Vi skal genopbygge, og vi skal skabe en fremtid for Ukraine. Forhåbentlig kan plakaten være behjælpelig i den proces, og vi er så taknemmelig for den støtte, vi har fået fra Forlæns og fra det danske folk,” siger de. 

Internationalt anerkendte

Før krigen arbejdede Romana Romanishin og Andrij Lesiv i deres studie, men det er efter krigens begyndelse blevet byttet ud med gangen i deres hjem, eftersom det er det mest sikre sted i bygningen at befinde sig, når luftangrebsalarmen lyder. 

De to kunstnere, der går under navnet Art Studio Agrafka, har vundet over tredive priser for deres arbejde som illustratorer i løbet af de sidste femten år. Mest kendt er de for deres børnebøger ’Jeg ser det’ og ’Højlydt, stille, hviskende’, som Forlaget Forlæns udgav på dansk sidste år. 

Det er muligt at købe Ukraineplakaten i alle landets boghandlere og på Forlæns’ webshop. Plakaten koster 250 kroner og er trykt i et begrænset antal på 2.000 styk. 


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics