Foto: PR

Han var en moderne Robin Hood: Bill Gates’ far – og manden bag hans fond – er død

Bill Gates Sr. er død som 94-årig. Udover at være Bill Gates’ far var han også manden, der styrede verdens største humanitære fond – The Bill and Melinda Gates Foundation.

En dag i 1994 var Bill Gates og hans kone Melinda i biografen med Bills far, Bill Gates Sr., og mens de står der i billetkøen (desværre melder historien intet om, hvad de skulle ind og se, men ’Forrest Gump’ kunne være et godt bud) fortæller den yngre Bill – der allerede på det tidspunkt som grundlægger af Microsoft var lunt placeret på listen over verdens mest velhavende mennesker – at han havde et stort problem af den slags, vi andre nok ville placere i kategorien luksus.

For mens pengene fossede ind på milliardærens bankkonto, steg antallet af henvendelser i lige så hurtigt tempo, fra folk som krævede, tryglede eller spurgte pænt om at få bare lidt af snablen ned i hans efterhånden temmelig velvoksne tegnebog. 

Historien kan man læse i New York Times, der i går bragte en lang nekrolog over Bill Gates’ far. For den dag i 1994 foreslog den på det tidspunkt 69-årige og pensionsmodne advokat, at han da godt kunne tage sig af at se lidt på bunken af henvendelser om penge – og måske skrive et par checks til nogle værdigt trængende. En uge senere havde han sat 100 millioner dollars til side, for da han først dykkede ned i sin søns post, opdagede han dusinvis af papkasser fyldt til randen med bønner om det ene og det andet.  

Sådan ser en pengetank ud. Foto: Shutterstock

Resultatet blev The Melinda & Bill Gates Foundation, som siden voksede til at blive verdens største humanitære fond og har postet formuer i at bekæmpe børnedødelighed, polio, opbygge skoler og udvikle en vaccine mod AIDS – og gjort Bill Gates til en af verdens store filantroper. 

I 13 år drev Bill Gates Sr. fonden og gjorde dens profil skarp: At forbedre sundhed og uddannelse og mindske fattigdom i Amerika og den tredje verden. Han er blevet kaldt ”Gates-familiens samvittighed”, fordi han havde den holdning, at når man har så mange penge, er man også forpligtet til at gøre noget godt. 

Noget kunne tyde på, at unge Bill ikke var helt så let at overbevise. Der er blevet fortalt mange historier om, hvor svær den godt begavede, men socialt introverte, dreng var at styre for forældrene, da han som dreng kunne finde på at overfuse sine forældre i sine anfald af ungdommelig opblæsthed. En gang måtte gamle Bill endda kaste et glas vand i hovedet på sin søn for at få ham ned på jorden, og forældrene sendte ham til en psykolog, som opfordrede forældrene til at give ham friere tøjler.

Bill Gates jr. blev sendt til Lakeside, en privatskole i Seattle, hvor han fik lov til at arbejde med computere. Her mødte han også Paul Allen, en anden nørd, de blev venner og startede et firma de kaldte Microsoft. Og resten er, som man siger, historie marineret i dollartegn.

Find mere om
Footer graphics