Foto: Rita Kuhlmann

Vi ved alarmerende lidt om ludomani

De penge, der bruges til behandling af spilafhængighed, er såkaldte ”skadestuepenge”. Det vil sige, at samfundet først punger ud, når skaden er sket. I stedet burde vi bruge langt flere penge på forskning, der kunne gøre alle klogere på både forebyggelse og behandling. Det skriver Thomas Stokholm, der har lavet en podcastserie om sin egen søns spildjævel, i dette indlæg.

Sponsoreret af:

I det sidste års tid har jeg forsøgt at finde ud af, hvorfor og hvordan min søn, Bastian, endte som ludoman. Det er blevet til en masse samtaler mellem ham og mig. Det har gjort ondt, men det har også gjort os klogere på hinanden, og hvordan vi kommer videre, styrket, sammen. 

For min søn har en afhængighed, og den vil han bære på resten af sit liv. Nogle bliver afhængige af for eksempel alkohol, stoffer eller porno på nettet. Min søn er afhængig af spil. 

Der er en masse fællestræk i de forskellige misbrug. Det ved vi, for det viser forskningen. Det kan for eksempel være ensomhed, manglende evne til at udtrykke følelser eller simpelthen den hurtige, forbigående lykkerus. 

Udfordringen er, at vi ikke kan bremse eller behandle de forskellige misbrug med samme recept. Og det er derfor, at forskning i de forskellige afhængigheder er så vigtig. Derfor ved vi i dag en masse om, hvordan vi kan hjælpe alkoholikere og stofmisbrugere, og hvordan vi kan sætte ind med massiv hjælp og forebyggelse.

Men vi ved alarmerende lidt om ludomani. Det har jeg opdaget i min søgen efter svar på min søns misbrug. Ofte, når jeg har talt med behandlere og psykologer, har jeg spurgt ind til deres viden. De ved en masse, og tak for det. Men de ved ikke nok. Hver eneste gang de skal løfte blikket og tale om de store træk, den landsdækkende viden eller dybere indsigt om for eksempel ludomani blandt kvinder, så har det ofte lydt: ”Vi har ikke så meget forskning herhjemme på området. Men en undersøgelse fra udlandet viser at…”

Ofte er den mest udbredte viden om ludomani i Danmark ren statistik, som intet har med forskning at gøre. Men det vi ved, med noget statistisk usikkerhed, er:

  • Der er er cirka 10.000 ludomaner i Danmark
  • Der er yderligere cirka 115.000, som har et problematisk forhold til spil, uden at være fuldblodsludomaner
  • 9 ud af 10 ludomaner er mænd. Ofte unge.

Det burde jo principielt være et godt udgangspunkt for grundig forskning. Hvis ikke det var fordi, at tallene stammer fra en undersøgelse fra 2016 fortaget af VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Det er mere end fem år gammel statistik. Og på de fem år er der kommet flere online-spil, og flere spil, som kvinder godt kan lide, og som derfor markedsføres primært til dem. 

Det betyder, at vi ikke aner, om kvinder i dag udgør blot 10 procent af ludomanerne. Almindelig sund fornuft taler for, at tallet er vokset.

Så vi har en forældet statistik, hvis tal ikke er genstand for forskning. Til gengæld har tallene udløst over 30 millioner offentlige kroner om året til behandling. De millioner er jeg evig taknemmelig for. De var med til at sikre min søn en fantastisk behandling, som trak ham op af sumpen og tilbage til et godt liv. Men med det sagt, så er pengene skadestuebehandling. De bruges, når ulykken er sket. For hvordan sikrer vi som samfund, at færre nogensinde ender på ”skadestuen” og får en endnu bedre behandling, når først de bløder. Det gør vi gennem forskning. Og det beløb, der går til det vigtige område, kender vi ned til sidste krone. Det er 400.000 kroner. Om året.

Vi kan godt kalde det for en lille halv million i stedet for. Men det gør det ikke bedre. Jeg gentager. 400.000 kroner til forskning. Det kan vel knap betale varme, strøm og husleje til de forskere, som har mod på at kaste sig over et så underprioriteret område. 

Det er så her, at partierne bag finansloven kan gå i argumentautomaten og trække forklaringer som ”vi skal prøve at tilgodese så mange som muligt,” eller ”der er andre områder, som slet ikke får noget.”

De argumenter vil jeg gerne skyde ned. For der er penge nok. Staten tjener tykt på spil i Danmark. Sådan cirka 2-2,5 milliarder kroner om året afleverer spiludbyderne i spilafgifter. Og på toppen af det, viser bundlinjen hos spilleselskaberne selv et positivt resultat på cirka 10 milliarder om året. Vel og mærke efter de har udbetalt præmierne.

Nu lyder det måske som om, at jeg er på vej ud i et korstog, som skal forbyde spil eller for den sags skyld spilreklamer. Men det er ikke min pointe. Det ville aldrig have reddet min søn. Er trangen til spil stærk nok, finder ludomanerne deres veje. Vi forbyder jo heller ikke alkohol, fordi folk bliver alkoholikere. Og helt grundlæggende tror jeg på det enkelte menneskes eget frie valg. Vi kan ikke lovgive os ud af alt. Men det er tilladt at blive klogere. Gennem forskning.

Så lad mig komme med følgende forslag. For fremtiden skal både staten og spilleselskaberne afsætte en kvart procent, bare sølle 0,25 procent af deres indtjening på spil. Det kan næppe vælte noget læs? Pengene skal bruges til FORSKNING. Det ville konservativt sat koste staten cirka fire millioner om året, mens spilleselskaberne skulle aflevere 20 millioner. Man kan få ret meget forskning for 24 millioner om året.

Værsgo! Ideen er gratis. Det er det til gengæld ikke at gøre ingenting. Stilstand vil blot få endnu flere spillere og deres familier ødelagt af den ludomani, som vi ved så forbandet lidt om.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics