I mine tyvere har jeg aldrig delt bolig med færre end fem personer ad gangen. Alt fra big-size kollegieliv til den nu mere noble syv-persons pakke – jeg har været der. Nu er 70’er-hyblen ubestridt kommet stærkt tilbage, enten vælger man den af fornuft eller af frygten for at kede sig ihjel alene i en 6.000 kroner dyr etværelses ude i Gentofte.
Selvom jeg uden tvivl står i sidste lejr og (næsten) elsker alt med ”fælles-” stillet foran, så lad os bare være helt ærlige: At bo i kollektiv er også benhårdt arbejde. Du er nødsaget til at give afkald på privatliv og basale sanitære forhold.
Her skal jeg bekræfte nogle af fordommene med 10 ting, jeg selv hader ved at bo i kollektiv.
1. At observere andre skære løg dumt
Pas dit eget skærebræt, kan man sige. Men med et halvt liv tilbragt i et fælleskøkken må jeg bare slå fast: millennials er tåbeligt dårlige til at skære løg, og det svier mere i øjnene at være vidne til end selve løget. Min daglige kamp for ikke at gribe ind i det langsomme færdselsuheld, når nogen skærer et løg fuldstændig vilkårligt i store og uens stykker, er en elitedisciplin. Se nu bare en YouTube-video.
2. Folks fødder
Naturligt nok stiger densiteten af fødder, når du bor i kollektiv. Uheldigt for en udiagnosticeret fodfobiker som mig. I stedet må jeg bide ubehaget i mig, når de store klumper af voksenfødder i sok eller au naturel dumper ned i sofaen tæt på mit ansigt eller (gisp!) på stuebordet, hvor jeg helt forsvarsløst må se min frygt i øjnene.
3. Den evige ”Hvad skal du så lave i aften?”
Når du bor med bymennesker, mister du også retten til bare at være til uden nogen bagkant. Du skal helst give en daglig køkken-brief om, hvad du skal med dit liv, som en lille eksistentiel stikpille henover kaffen. Så har du tænkt dig at bruge en torsdag aften med et noller DR-program og Digestive kiks, må du lige romantisere på dine ikke-planer, så du kan overbevise de andre om, at du altså har et liv. Om ikke andet dig selv.
4. Mange vanedyr på få kvadratmeter
De fleste går ukritisk rundt i verden med den overbevisning, at deres måde er den eneste måde. I et kollektiv med seks individer af samme indbildning betyder det i praksis, at du aldrig kan regne med, at ting står, hvor du sidst stillede dem. Og for eksempel skal bruge tid på at rode et helt køkken igennem for at finde et lille rivejern. Det er et lydløs magtspil, hvor ingen nogensinde giver sig.
5. Klamme karklude og gammel ristaffel
Det er et rent sisyfos-arbejde at tro på det gode i menneskeheden, når det kommer til dets evne til selvstændigt at skifte stivkrampe-klamme klude ud eller fjerne sit efterladte ristaffel fra vasken. Flere end du tror, evner det ikke. Og i et kollektiv må du bare leve med det.
6. Mandehørm og kvindebrok
Ganske, som jeg troede, jeg skulle leve i et fatamorgana af ligestilling, måtte jeg indse, at selv kollektivet ikke kan undvige kønskasserne. Mens mændene ”bro”’er den over kvantiteten af dates, træning og vinterbade, sidder vi kvinder som ufrivillige trad-wifes og brokker os over igen at stå for al planlægning og gaveindkøb.
7. Hår
Kollektivgyseren over dem alle. Jeg vænner mig (heldigvis) aldrig til den evige touchdown, der finder sted, når man fjerner den tilbagevendende hårbolle i brusebadet.
8. Datingliv på medhør
Skyklapper og listetæer, når du bringer din date den lange vej fra hoveddøren ind på dit værelse. Du bor i et overvågningssamfund med seks potente overvågningskameraer, der konstant holder øje med aktiviteten af udefrakommende gæster, der krydser din dørtærskel. Få dig først en kæreste, så får du et privatliv.
9. Kollektiv dovenskab
Særligt, når det drejer sig om konsensus-demokrati. Processen fra idé til handling i et kollektiv kan føles som en doven stafet uden ende. Alle skal have deres mening indført, hvad end det gælder indkøbet af en ny køkkenrulle-holder eller indføring af telefon-politik. Det føles ikke som altruisme, men ren og skær dovenskab. Vi har brugt et halvt år på at skaffe os en ny køkken-si.
10. Morgenkø ved badet
Nogle mennesker lever i den tro, at det er OK at køre halve timers lange bade og fuld beauty-routine en mandag morgen. Det er det ikke.
