Jeg elsker at kunne gøre ting alene. At rejse, tage i biografen, til koncert eller teatret uden at være afhængig af andre og deres kalendere.
Tag ikke fejl, det er ikke fordi, jeg ikke også nyder andres selskab, ligesom det er skønt at være fælles om gode kulturelle oplevelser. Men det at kunne gøre ting alene giver mulighed for spontanitet, uden at man skal vente på, at andre får et hul i deres ellers travle hverdag.
Ligesom man undgår at gå glip af gode oplevelser, man ellers ikke ville have været foruden, fordi der ikke var andre, der lige havde mulighed for at tage af sted.
Jeg synes, det er godt at øve sig på at være og kunne gøre ting alene.
Faktum er, at flere og flere bor alene. Ifølge tal fra Danmarks Statistik er der i 2026 omkring 1,2 millioner 1-personshusstande. Sammenligner man med tallet 40 år tidligere i 1986, er der tale om en stigning på mere end 60 procent.
Selvfølgelig er vi også blevet flere danskere i perioden, men flere lever alene, og meget er altså sket, siden Tøsedrengene rendte rundt og sang ”Vi kan ikke leve alene” i 80’erne.
Men et er, at vi i højere grad lever alene. Noget andet er, om vi er gode til det.
For nylig var jeg til et bryllup, hvor jeg talte med en, der også bor alene. Hun blev overrasket over, at jeg solorejste, skønt fly- og togbilletter er relativt tilgængelige. Faktisk beskrev hun det som sejt. Og det er lidt et sjovt ord – medmindre man taler med en 12-årig dreng, der lige har fået nogle smaddersmarte nye sko. For hvad er der i grunden sejt ved at tage på ferie i sig selv, medmindre man skal bestige Mount Everest eller gå Caminoen.
Jeg elsker virkelig at rejse alene. Der er mere frihed, fleksibilitet og færre kompromisser. Ligesom man jo sjældent er helt alene, da der ofte er rig mulighed for at være sammen med andre rejsende eller de lokale, skulle man få lyst til selskab.
Tilsvarende var jeg for nogle år siden til en sommerfest, hvor jeg faldt i snak med en kvinde midt i 30’erne, der netop havde oplevet at blive forladt af sin kæreste. I den forbindelse måtte hun desværre konstatere, at mange af hendes gamle venner pludselig havde travlt med deres egne liv. Derfor var de ikke længere så tilgængelige, som de var engang.
Hun måtte i den situation lære sig selv at være og gøre ting alene. Hvor havde det dog været hjælpsomt for hende, hvis hun havde gjort den erfaring tidligere og ikke skulle lære det midt i et brud.
Forstå mig ret. Jeg er da helt med på, at det for mange mennesker er en grænse, man skal ud over. Første gang jeg gik i biografen alene, bekymrede jeg mig da også over, hvad andre måtte tænke. Men den bekymring om andres reaktion blev hurtigt gjort til skamme.
Min erfaring er, at folk er bedøvende ligeglade med, hvad man foretager sig. Hvis de overhovedet ænser en. De fleste passer nu engang bare deres egen tallerken.
Kun en gang er jeg blevet spurgt om, hvorvidt jeg skulle anmelde filmen. Men det var kun, fordi jeg faldt i snak med en, der også var journalist. Og det ville da heller ikke være usædvanligt.
Så hvis man nu skulle gøre noget alene for første gang, er biografen virkelig et godt bud, da man nemt kan skjule sig i mørket.
Da jeg skulle rejse selv første gang, havde jeg også flere bekymringer, eftersom jeg er nervøs af natur. Hvordan ville det nu gå, nu hvor jeg var afsted på egne ben? Hvad nu, hvis noget gik galt, eller jeg fór vild, da jeg ingen stedsans har.
Men indtil videre må jeg bare konstatere, at det hver evigt eneste gang er gået rigtigt fint. Google Maps er opfundet, og skulle jeg have problemer eller spørgsmål, er der igen ofte hjælp at hente hos de lokale.
Selvom jeg den dag i dag er glad for at gøre ting alene, er det ikke noget, det er kommet af sig selv. Det er noget, jeg har måttet tillære, da jeg som så mange andre før mig nåede til et sted i livet, hvor mine venner begyndte at gifte sig og stifte familie. Og selvom de lykkelige omstændigheder havde en række positive konsekvenser for dem, havde det også konsekvenser for mig.
Den mest tydelige var, at vennerne pludselig ikke var så tilgængelige som før. Hvor mine venner skulle finde tid i deres kalender, skulle jeg finde noget at bruge tiden på.
For det er jo helt fair, at folk gerne vil stifte familie og som konsekvens deraf får mere travlt og bliver mindre tilgængelige. Men det er jo ikke det samme som, at det så skal være slut med rejser eller kulturelle oplevelser. Og man kan jo ikke blive ved med at sidde og vente på, andre får tid til at støve passet af.
Selvfølgelig er der forskel på at være studerende midt i 20’erne med relativt få forpligtelser, og så en mor til to, som netop er flyttet ud af byen og skal til babysvømning hver søndag klokken 10.
Livsomstændigheder ændrer sig hele tiden. Ironisk er det dog, at hvor man som studerende ikke havde alverdens midler at rejse for, har de fleste en væsentligt mere robust økonomi i 30’erne. Nu skal man så bare finde tiden til det.
Ligesom flere danskere lever alene, er der desværre også en anden interessant tendens i tiden. Nemlig at en stor del af befolkningen føler sig ensomme.
Den Nationale Sundhedsprofil for 2025 viser, at lige under 11 procent af den voksne del af befolkningen føler sig ensomme. Hvor det for kvinderne ser værst ud i aldersgruppen 16 til 24 år, er det for mændenes vedkommende faktisk i min egen aldersgruppe, det står værst til. Nemlig for de 25 til 34-årige.
Faktisk fyldte ensomhed slet ikke noget i de første udgivelser af Den Nationale Sundhedsprofil, hvor det ikke er nævnt med et ord. Man kan derfor kun følge udviklingen fra 2021 og frem.
Ensomhed er alvorligt og har en række negative konsekvenser. Men det er vigtigt at huske, at det at være eller bo alene ikke er det samme som at være ensom.
Selvfølgelig kan man godt føle sig ensom, når man er alene, ligesom det nok er urealistisk at gå igennem et helt liv uden at føle sig ensom på et tidspunkt.
Min egen erfaring her er bare, at det typisk er, når jeg sidder alene i lejligheden uden noget på programmet, at følelsen af ensomhed kan komme snigende.
Det sker til gengæld næsten aldrig, når jeg er ude at rejse, i biografen eller teatret.
