Skal man bolle for at blive bryllupsgæst? Eller må jeg tage min veninde med som plus-one?

Jeg er næppe den eneste, der er ramt af seasonal escapism. I ren afmagt over vintersjappet flygter jeg ind i planlægningen af sommermånederne. Mine venner og jeg køber festivalbilletter, diskuterer færgeafgange og bagagebehov, lejer feriehuse, biler på sommerleasing og jeg skal komme efter dig. Årets udesæson tegner til at blive fuldstændig vidunderlig. 

Og dog. For som det ser ud lige nu, så risikerer jeg at gå glip af sommerens højdepunkt; vores årlige ødegårdstur til Sverige. Det er rigtig træls, synes jeg, især fordi det skyldes et bryllup, som jeg får mindre og mindre lyst til at deltage i. Igen handler det om, at jeg er single. Og om et regelsæt for plus-ones, der bare ikke er fulgt med tiden.

Jeg har, i hvad der føles som en menneskealder, haft min veninde Katjas bryllupsdato stående i kalenderen. En sommerlørdag på det perfekte naturskønne landsted somewhere i Sønderjylland, overflod af mad, vin, ingen smalle steder. Så langt så godt. 

Tilbage i oktober, da jeg begyndte min lille detox fra romantiske relationer, var jeg til middag hos Katja og hendes forlovede. Vi mødtes oprindeligt back in the days til en kollegiefest, hvor hun viste mig det bedste vindue at smugryge ud af, hvis man ikke ville sætte brandalarmen i gang, Jeg vidste bare med det samme, at vi ville blive veninder. 

“Altså, jeg skal lige forstå det her, hvad så hvis du aldrig finder en kæreste?” udbrød hun, da jeg fortalte hende, at jeg havde besluttet mig for at tage et års fri fra al jagt på kærester, dates og romantik. “Du risikerer jo at ende alene resten af dit liv,” fortsatte hun ufortrødent. Man kan ikke klandre hende for at lægge fingre imellem. 

Jeg prøvede at forklare, at jeg for det første ikke mente, at risikoen ved at holde et års pause var så stor, nu hvor jeg de sidste 10+ år ikke havde haft succes med at finde den eneste ene. Altså, what’s another one? Og for det andet pointerede jeg, at man måske også er bedre tjent med at finde en god kæreste og ikke bare en kæreste. At livet som single ikke nødvendigvis er et liv alene, at kærlighed kommer i mange former, og så videre og så videre – min efterhånden ret udtrådte svada, som jeg har gentaget så mange gange både før og siden. 

Hun forstod det ikke, men hun accepterede det, og det er egentlig også fint nok til mig. Katja og jeg er som dag og nat, og det overraskede mig slet ikke, at hun ville synes mit eksperiment var meget *alternativt*. Især fordi hun står midt i planlægningen af et bryllup, der efter hendes eget udsagn skal være “den største fest i verden, seriøst, der må ikke mangle noget”. 

Siden universitetstiden er vores liv stukket i to vidt forskellige retninger, og det sker tit, at vi har svært ved at sætte os i den andens sted. Hun bor nu lidt udenfor byen, har en hund, en plan for hvornår hun skal blive gravid, hun arbejder 60 timer om ugen og elsker det, og hendes version af en våd aften er et stort glas pinot gris med isterninger i hjemme på køkkenøen. Det føles nogle gange som om, at vores eneste fællestræk er, at vi begge to langt om længe er stoppet med at ryge. For mig at se, er det også noget af det smukkeste ved vores venskab. Der er i hvert fald ingen risiko for, at vi nogensinde havner i et kedeligt ekkokammer. 

Da invitationen omsider landede i min postkasse, stod det klart, at Katja på ingen måde lowballede, når det kom til festen. Vi snakker guldbogstaver på håndlavet kunstpapir, udførlig dresscode, malerisk beskrivelse af landstedet og overnatning i nærheden, og naturligvis en ønskeliste, som man kunne gå på opdagelse i på den dertil indrettede hjemmeside. Wowsa! Jeg smilte ved tanken om den store fest, hængte invitationen op på køleskabet og tænkte ikke så meget mere over det – indtil her for nogle uger siden, hvor Katja inviterede mig på besøg.

Hvad jeg troede skulle være en ganske almindelig kvartals-ish middag med Katja og hendes forlovede, viste sig at være et vaskeægte polterabend-komplot. Han var sendt ud af huset, og hun havde hidkaldt mig, to veninder fra yoga og hendes nærmeste kollega, fordi hun godt kunne tænke sig, at det var os, der stod for at arrangere hendes polterabend. Hun kunne også godt tænke sig, at vi ikke klæder hende ud, at vi ikke skal ud i “noget med mikrofoner”, men det er OK hvis vi bestiller en partybus. Vi fik også en venlig reminder om, at hun ikke drikker hård sprut. 

Altså, jeg synes, det er LOL nok, at hun er så upfront omkring det hele – når hun er så klar i spyttet om sine egne forventninger og ønsker, så er det meget nemmere at gøre hende glad. Og det er jo i sidste ende det, vi gerne vil. Alligevel gav middagen mig en knude i maven.

Første øjeblik af forlegenhed opstod, da de andre damer troede, at jeg var Katjas svigerinde. Det er der som sådan ikke noget galt i, men både Katja og jeg blev pinligt bevidste om, hvor lidt vi er involveret i hinandens omgangskredse. Og de andre virkede overraskede over, at de aldrig havde hørt om mig, om denne Ellen, der nu var en del af den tætte circle of trust, der skal tage ansvar for brudens næstvigtigste dag. 

Nummer to akavede situation indtraf, da snakken faldt på de overnatningsmuligheder, som jeg på det her tidspunkt ikke havde fattet, man allerede skulle være i gang med at booke. Jeg var dog ikke den eneste, for rundt om bordet var der panik over, at det nærmeste hotel ikke havde flere dobbeltværelser tilbage. “Hvad gør I, Ellen,” blev der spurgt, og da jeg svarede, at et singleværelse var helt fint til mig, blev jeg opmærksom på, at jeg jo var inviteret som kun mig. Noget, jeg egentlig ikke ville have tænkt så meget mere over, hvis ikke en af yoga-pigerne benyttede lejligheden til at snakke om sin egen manglende gæstebillet.

Hun var for nylig begyndt at date én, og nu spurgte hun forsigtigt Katja, om han måtte komme med til brylluppet. Det var et stort og rungende JA fra bruden, og hun kvitterede endda med talrige lykønskninger, fordi veninden her nu ENDELIG havde fundet én. Altså, som i fundet én, her for et par uger siden.

Og der sad jeg så, mere single end nogensinde. Det er vildt, hvor hurtigt man kan blive gjort mindre – ikke fordi man er det, men fordi nogen har taget en beslutning om, at det er man. 

Jeg blev og hjalp Katja med at putte i opvaskemaskinen, da de andre var taget hjem. Måske fordi jeg håbede på en form for redemption. 

“Ellen, jeg har tænkt på noget,” sagde Katja pludselig, og jeg livede op i forventningen om, at hun skulle foreslå, at jeg kunne få en gæst med. Jeg har masser af mennesker, jeg kunne invitere, og det er alle sammen typerne, man rigtig gerne vil have med til fest.

Men hun spurgte mig bare, om jeg kunne have lyst til at komme et par dage inden og hjælpe med at sætte op til festen. Dække bord, folde servietter og den slags. Da jeg sagde, at jeg jo egentlig skal til Sverige i den uge, stod det klart at Katja troede, jeg havde aflyst turen på grund af brylluppet. 

Hvorfor troede hun det? Indrømmet, det er ikke just nogen kort køretur fra min svenske ødemarksferie til brylluppet i Sønderjylland, men at aflyse overfor mine andre venner havde aldrig været på tale. Jeg forklarede hende, at jeg stadig havde planer om at skulle til Sverige, men at jeg da godt kunne kigge på at tage af sted en dag eller to før.

For et par dage siden fik jeg så en sms, hvor Katja ville have mit hot take på hvilken DJ, der ville være fedest at fragte til Sønderjylland. Hun skrev, at det var meget vigtigt for hende, at det var noget musik som jeg kunne danse til, så jeg kan hanke lidt op i alle de kedelige par. En lille bøn, der blev ledsaget af sytten blinkesmileyer. Hendes største frygt er, at folk bare bliver siddende ved deres borde, når dj’en går på. Så derfor håbede hun inderligt, at jeg lige kunne være en trooper og sætte gang i dansegulvet. 

Og det var her, jeg begyndte på et mentalt regnestykke – et som jeg både skammer mig over og føler mig tvunget til at lave.

For lad mig ridse op, hvad der forventes af mig som gæst til det her bryllup: For det første er jeg åbenbart selvskrevet som polterabendsarrangør, hvilket altid er en rimelig omfattende opgave. Dertil skal jeg gerne tage et par dage ud af min ferie, for at hjælpe med at gøre klar. Under selve festen skal jeg sørge for, at kedelige mennesker kommer ud og danser. Altså, jeg skal begive mig ud i den olympiske disciplin, det er at være påvirket nok til at starte floor, men undgå at blive så stiv, at jeg kapitulerer for tidligt. For det ville med et hundrede procents sikkerhed være komplet haram i Katjas øjne. 

I virkeligheden har jeg slet ikke noget imod at gøre alle de her ting. Jeg ville selv have fundet frem til Katjas andre veninder og taget initiativ til en polterabends-snak. Jeg havde nok også selv spurgt, om jeg kunne hjælpe med noget i planlægningen, og det har da altid 100 procent været planen at drikke mig fuld og danse løs til det bryllup, uanset om det blev krævet af mig eller ej. Men det er sgu for singlecore at forventningerne er så åbenlyse, når invitationen er så snæver.

Alt dette taget i betragtning: Jeg vil fandme også have en plus-one. Jeg vil have min veninde Rosa med, for vi ville kunne følges hele vejen fra Sverige, vi ville kunne sove i Rosas ombyggede Berlingo med madras i bagsmækken, og vi ville kunne tage vores matchende Coperni-kjoler på, som vi købte på januarudsalg med manifestationen om, at der ville komme en festlig anledning for os begge to i løbet af 2026. 

Jeg vil ikke komme alene, sidde alene, overnatte alene, danse alene, når jeg jo de facto IKKE ER ALENE. Jeg er jo bare single?

Så jeg skrev til Katja, at jeg faktisk godt kunne tænke mig at få én med. 

“Jeg troede ikke du datede nogen?” skrev hun prompte. Jeg forklarede, at jeg tænkte, jeg kunne tage en veninde med, især nu hvor jeg ikke rigtig kender andre end brudeparret. Hun stoppede med at svare. Og der er stadig helt stille. 

Jeg ved jo godt, at kuvertprisen er dyr. Jeg ved godt, at et bryllup er noget helt særligt, og at det slet ikke handler om mig, men om dem der skal giftes. Men jeg synes alligevel, der er noget absurd i, at hvis jeg havde datet én, hvis vi havde haft en romantisk relation, så havde jeg snildt kunne tage vedkommende med, no questions asked. Skal jeg virkelig have sex med min veninde, før hun kvalificerer sig som ledsager til det her bryllup? 

Måske handler det også om, at Katja og jeg har venner på to meget forskellige måder. Mine venskaber er på mange måder top priority i min hverdag – og jeg tror, det er svært for Katja at forstå, at relationen til mine venner ofte er stærkere end de bånd, jeg har knyttet til romantiske partnere. Kærligheden er dyb, og den er mere modstandsdygtig. Den er faktisk alt det, jeg troede, ville være adgangskravet for en plus-one til et ægte kærlighedsbryllup: en relation, der holder ved. 

Lad os lege med tanken om, at jeg aldrig får en kæreste, sådan som Katja selv udtrykte bekymring for. Vil jeg så skulle gå gennem alle livets fester alene? Vil det ikke være mig forundt at føle glæden ved at introducere dem, jeg elsker, til andre mennesker? 

Bryllupper handler om kærlighed, siger vi. Men invitationerne afslører, at nogle relationer regnes for mere rigtige end andre – uanset hvor dybe de er. Måske er det på tide at gentænke traditionen.