I sidste uge gik Roskilde Festival ud med det fulde program for den 52. udgave af festivalen, og hvis det lærer os én ting, er det, at vi nu endegyldigt har entreret en fuldtonet pop-æra. Tidens store danske popartister som Gilli, Gobs, Ida Laurberg og Medina har vippet fordums store bands af pinden, og det kommer egentlig ikke som nogen overraskelse. Det har – som så meget andet – været en glidende overgang, som cirka startede dengang Thomas Helmig spillede på Northside i hvidt tøj fra top til tå.
For nylig kom det også frem, at det er Tobias Rahim og Andreas Odbjerg, der står bag de mest indtjenende sange i Danmark, og de spiller som bekendt sårbar dansk popmusik, så det gynger. Borte er de dage, hvor man måtte tørre borde af på Mucki Bar for at få det til at hænge sammen. Selv Guldimund, dansk musiks store parforholdspoet, er musikalsk gået popplanken helt ud på sin seneste single, ‘Storebæltsbroen’, og de falsetsyngende dagdrømmere fra Blaue Blume har gjort det samme. Det er et skred i den lille andedam.
Efter flere år, hvor danske musikere har nærmet sig popmusikken og trukket på 80’ernes store klichéer med en vis ironisk distance, er det nu blevet tydeligt, at lytterne er blevet groomet tilstrækkeligt til at drikke den rene popeleksir helt uden at kny. Og det skal egentlig ikke lyde som nogen kritik, for den sårbare popmusik, der bliver skrevet lige for tiden, er virkelig god. Men i min bog er Gilli det nærmeste, man kan komme musikalsk tortur. Det er så forbandet fladpandet og smagløst. Men hvem var den mest streamede artist i Danmark for femte år i træk? Ja, Gilli. Jeg fatter det ikke. Og jeg fatter heller ikke Branco og Kesi og Lamin og alle deres Red Bullske calypsorytmer.
På Roskilde Festival bliver der ikke længere leflet for det lidt ældre publikum, dem med hang til guitarrock og langhårede musikere, der spiller på deres instrumenter selv. Årets program er blevet kaldt det endegyldige farvel til myten om den store rockfestival, og det er der selvfølgelig nogle, der er skuffede over. Som Berlingskes musikredaktør (der er en midaldrende mand) så rammende og retorisk spurgte i en kommentar, “er der stadig plads til mig?”
Modargumentet vil altid lyde noget i retningen af, at det ikke er festivalen, der er på afveje, men at det er typer som musikredaktøren, der er blevet for gammel. Roskilde Festival har altid og skal altid være et øjebliksbillede på tidens tendenser og strømninger indenfor musikken.
På den anden side har Roskilde Festival altid haft en position som den gode smags festival. Hvis man ville synge med på noget dansk populærmusik, så måtte man tage til Grøn Koncert eller Skanderborg. Med en booking som Medina brænder Roskilde Festival alle deres fine fornemmelser på bålet. Og med både navne Gilli og Gobs cementeres det, at man samtidig er blevet mere villig til bare at give de unge festivalgæster det, de vil have, selvom det egentlig er noget skrald – set ud fra smagsdommers perspektiv. Disse bookinger ligger dog i fin tråd med den skamløse omfavnelse af den danske popmusik, som vi har set hos både artister og lyttere de senere år. Det er den sammen tendens, der pludselig har givet Infernal en renæssance, og her taler vi altså om et band, der har kaldt deres egen musik “direkte dårligt.”
På internettet florerer der masser af muligheder for at købe t-shirts med påskriften ‘Hating pop music doesn’t make you deep’, og det bliver næppe mere sigende for zeitgeisten lige nu. Skulle man forme det slogan i modellervoks, ville det være en stiv fuckfinger henvendt smagsdommerne og alle snobberne med deres gamle, dybe pladesamlinger. Men hvordan blev poesi, skønhed og dybde pludselig latterlige kvaliteter?
Det er oplagt at spekulere i, at dyrkelsen af Gillis, Gobs og Medinas kalorierige popmusik er et udtryk for et kulturelt modtræk, der vejer op for alle de kriser, vi oplever i verden lige nu. Når verden føles tung og trist, så gider man jo ikke også lytte til tung og trist musik i sin fritid. Slet ikke når man står på en festival.
Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget det står kontrast til den kvalitetsbevidsthed, den konstante opbyggelighed og den politiske korrekthed, der ellers præger ungdomskulturen i dag. Der er så mange gode og reflekterede, men også formynderiske samtaler om verden og samfundet, men musikalsk foretrækker man at fodre sin hjerne med, hvad der svarer til buræg. Fordi hvad? At man ikke vil skamme sig? At det ikke skal være tabu at elske noget, der er dårligt? Det er rimelig besynderligt.
LÆS OGSÅ:
