Foråret er kommet til Danmark, og det er tiden på året, hvor et hav af landets teatre offentliggør deres udbud af forestillinger i den kommende teatersæson. Med hundredvis af forskellige forestillinger at vælge imellem, har vi udvalgt fem teaterstykker, som vi tror kan få os væk fra solen eller Netflix i sofaen.
Den relaterbare: Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag
Nu vender den musikalske komedie baseret på Morten Münsters bestsellerbog af samme navn tilbage til Nørrebro Teater. Forestillingen blev opsat for første gang i 2022 og var næsten fuldt udsolgt inden premieren. De relaterbare temaer, ørehængende numre og absurde situationer vil få dig til at vende dig til din sidemand og sige: “det kender jeg godt!”
Spilleperiode: 23. november 2023-20. januar 2024.
Teater: Nørrebro Teater.
Billetpris: 110-395 kr.
Medvirkende: Karoline Brygmann, Niels Ellegaard, Gustav Dyekjær Giese, Magnus Haugaard og Lila Nobel.
Den tankevækkende: “Grubleren”
Hvis du foretrækker de intime og personlige teaterstykker, så skal du ind og se ”Grubleren” på Aveny-T til efterår. I denne forestilling møder vi et menneske, der står overfor at skulle træffe en stor beslutning, og som gang på gang farer vild i jagten på den ”rigtige” beslutning.
”Grubleren” er Anna Juuls dramatikerdebut med Nina Rask på scenen i en stand-up-monolog, hvor tvivlen slippes løs og grublerierne er umulige at overdøve.
Spilleperiode: 21. september – 13. oktober 2023.
Teater: Aveny-T.
Billetpris: 130-200 kr.
Medvirkende: Nina Rask.
Den uhyggelige: “GRIMM”
“GRIMM” udforsker de dæmoniske og mørke sider af kendte eventyr, vi alle er vokset op med, som i realiteten sjældent havde lykkelige slutninger. Det er en intim forestilling, som bringer publikummet helt tæt på de oprindelige fortællinger uden det fortryllende element af Disney magi.
I dette univers er der ingen gode feer eller muntre jamaicanske krabber, men i stedet perverse prinser og fraværende mødre. Denne forestilling er dermed ikke for sarte sjæle, da den omhandler voldsomme tematikker såsom overgreb, svigt og perversioner.
Spilleperiode: 25. januar 2024 – 2. marts 2024.
Teater: Revolver.
Billetpris: 135-235 kr.
Medvirkende: Anton Hjejle, Mathilde Arcel og Freja Klint Sandberg.
Den hjerteskærende: “Man skulle nok have været der”
Til efterår kan publikummer fra hele landet glæde sig til at opleve Thomas Korsgaards prisvindende bestsellerbog, “Man skulle nok have været der”, når den opsættes som teater og sendes på landsdækkende turné.
Forestillingen følger 17-årige Tue, en aspirerende forfatter med en hård opvækst i bagagen, som hustler sig igennem tilværelsen. Da han igen bliver boligløs, flytter han ind på sofaen hos en veninde og hendes prisbelønnede arkitektmor. Tues konstante søgen efter et hjem resulterer desværre i, at han inden længe går langt over stregen for, hvad man kan tillade sig som gæst.
Spilleperiode: 7. november 2023 – 14. december 2023.
Teater: Turné, som spiller på 18 forskellige spillesteder landet over.
Billetpris: 80-300 kr.
Medvirkende: Kasper Dalsgaard og Patrick Baurichter.
Den sjove: “Urinetown”
Kender du det, når du bare virkelig skal tisse? Altså, du er ved at få gule øjne, så slemt er det. Forestil dig så, at du ikke må. Det er desværre den barske realitet, for karaktererne i musicalen “Urinetown”
I en dystopisk fremtid har en klimakatastrofe skabt ekstrem tørke, og gjort vand til en luksusvare. Hvis man skal lade vandet, skal man betale for adgang til de offentlige toiletter. Alt andet tisseri er strengt forbudt, og straffen afsones i et berygtet og frygtet sted kaldt Urinetown.
Musicalen var et kæmpe hit i USA, hvor den blev mødt af et hav af priser, da den blev opsat på Broadway i 2001. “Urinetown” er siden hen blevet spillet i utallige produktioner verden over, og kan opleves på Østre Gasværk i foråret 2024.
Spilleperiode: 22. marts 2024 – 14. april 2024.
Teater: Østre Gasværk.
Billetpris: 195-595 kr.
Medvirkende: Kurt Ravn, Julie Steincke, Mads Rømer Brolin-Tani, Maria Skuladottir, Sicilia Gadborg, m.fl.