Benjamin Hav
PR-foto

Benjamin Hav: ”Jeg vil gerne elske med dig i en sovepose under en dyne af døde duer ude bag Vestforbrændingen”

Benjamin Hav har lyttet til sin psykolog og udgiver nu et soloalbum for at gøre noget for “lille Benjamin” og blive elsket endnu mere end før.

Det var i 1997, at Spice Girls udgav singlen ‘Spice Up Your Life’, fuld af godt humør, party og girl power. Nu udgiver den danske musiker og rapper Benjamin Hav en single og et album, der også hedder ‘Spice Up Your Life’.

Det er hans solodebut, han er mest kendt som halvdelen af duoen Benal, sammen med produceren Albert, der har udgivet tre EP’er og tre albums.

“Det her er ikke et farvel til Albert eller Benal. Det her er en nænsom bevægelse med hoften i en proppet elevator. Jeg har lavet dette soloalbum for endegyldigt at imødekomme min psykologs gentagne opfordringer om at gøre noget for lille Benjamin. Benjamin har også følelser, men det er du ligeglad med. Du har nok i dig selv. Selvom vi alle ved, at det jo umuligt kan være nok. Nu er det kun mig og kærligheden. Vi skal danse og være glade, og jeg har købt ti lange roser, og en vandseng som et venligt kip med hatten til den virkelighed de kalder ‘extreme succes’.  Det her er mit forsøg på at blive elsket endnu mere end før”, udtaler Benjamin Hav om soloprojektet.

Benjamin Havs version af at spice sit liv up er noget mere følsomt og sårbart end Spice Girls’ version, da hans sang af samme navn handler om svær kærlighed:

Når jeg lukker mine øjne, er det dig, jeg ka’ se
Jeg drømte om dig nu i nat
Spice up your life

Benjamin Hav er kendt for at have en rimelig krøllet hjerne og rigeligt med humor både i sine tekster og sine citater til pressen. Derfor beskriver han det nye album sådan her: ”Jeg vil gerne elske med dig i en sovepose under en dyne af døde duer ude bag Vestforbrændingen”. Så er vi vist alle med.

Benjamin Hav var for nylig gæst i Heartbeats-podcasten ‘Rejsen’:

Footer graphics