Hvad der er godt at spise, og hvad man bestemt skal holde sig fra, hvis man gerne vil være sund og ernære sig selv og sine kære korrekt, kan være noget af en jungle at finde rundt i.
Det blev jeg ved et forældremøde i min søns børnehave for nylig mindet om. Jeg bildte mig ellers ind at have meget godt styr på det. Det der med maden. Jeg er vokset op i en glad og madglad familie, hvor vi allerede ved morgenbordet talte om, hvad vi skulle spise til aften. Jeg forsøger selv at give glæden ved mad videre til mine børn og samler dem gerne i køkkenet både morgen, eftermiddag og aften for at spise noget godt. Og spise sammen.
Men ved dette forældremøde var mad altså et punkt på dagsordenen. Et punkt, der skulle vise sig at gøre selv de kvikkeste forældre meget forvirrede.
Sagen er, at de små poder hver dag får frokost leveret ude fra. Firmaet, som laver maden, veksler mellem varm og kold mad – supper, grød, rugbrød med pålæg, indiske gryderetter, frikadeller og alt muligt andet lækkert er hver dag på menuen.
Når klokken bliver 11.30, og maverne skal fyldes op, er det således med masser af grøntsager og fibre, ikke noget sukker, og alt er godt. Men, for der er et men, børnene har også en madkasse med hjemmefra, som skal indeholde et lille eftermiddagsmåltid.
Og her var det så, at det blev svært. Meget svært måtte jeg forstå ved forældremødet. For der var nemlig regler for indholdet af madkasserne, som ikke blev overholdt. Og nu skulle de altså friskes op for de fremmødte forældre, så det kunne stå lysende klart, hvad der var tilladt og ikke tilladt at give sit barn med.
Alt, hvad der decideret var, eller som blot lignede en kiks, var strengt forbudt. Også grovkiks, blev der spurgt. Ja, lød svaret. Det var ikke i orden at give sit barn grovkiks med i madkassen. Et barn havde endda fået en kiks konfiskeret en eftermiddag, hvilket han var blevet temmelig rystet over, kunne hans mor berette.
Men da det jo var en kiks, var den forbudt og skulle væk. Godt. Det var til at forstå. Kiks er forbudt.
Men hvad så med en müslibar? Den var vel heller ikke i orden så, spurgte en opvakt mor. Joeh altså, nogle müslibarer var ok, men ikke dem med chokolade. De var forbudt.
Så alt chokolade er forbudt, spurgte jeg nu, og følte mig allerede temmelig sikker på svaret. Men der blev jeg overrasket. Nutella og pålægschokolade er tilladt, men kun på rugbrød. Ikke på hvidt brød, grovbrød og selvfølgelig slet ikke på kiks. I øvrigt var det kun den mørke variant af pålægschokoladen, der befandt sig på listen over godkendte fødevarer.
Smoothies og drikkeyoghurter kom på pluslisten, mens kakaomælk og almindelige juicebrikker var på minus. Figenstænger i indpakning var ikke så godt, mens små pakker rosiner var helt i orden. Og sådan fortsatte det, indtil samtlige såkaldte ressourcestærke forældre til stede på dette forældremøde på Frederiksberg C var så forvirrede, at der slet og ret blev spurgt til en manual.
En manual. Som skulle man til at betjene en ny opvaskemaskine eller indstille sit fjernsyn, skulle man nu også have plads i køkkenskuffen til en manual over tilladte fødevarer til madkassen, i børnehaven.
Og så var det, at jeg kiggede efter det skjulte kamera. Dette måtte være en joke. Om lidt sprang der nok en eventmedarbejder fra sundhedsministeriet frem bag en reol og holdt et spændende oplæg om kost og ernæring og om, hvorfor mad skal være glæde – og ikke videnskab. I hvert fald ikke i et børnehavebarns verden.
Det skete bare ikke, og manualen er nu under udarbejdelse. Men indtil den kommer, har jeg sat mig for at bryde reglerne hver eneste dag. For det er da absurd, at vi gør det at spise så kompliceret. At vi så tidligt i børns liv lærer dem, at der er fødevarer, der er slemme. Så slemme, at de skal konfiskeres som var de en lommekniv eller en larmende mobiltelefon.
For når vi fjerner naturligheden ved det at spise og ved det at glæde sig til at spise, som jo er halvdelen af et måltid, hvad gør vi så ikke ved vores børn? Hvilke frø sår vi ikke i deres bevidsthed, som sidenhen kan blive til store stikkende kaktusser med spiseforstyrrelser og lavt selvværd hængende på?
Selvfølgelig skal børn have ordentlig mad. Mad, de kan vokse af, og som deres kroppe og hjerner har godt af. Men vi skal droppe vores sukkerhysteri, servere noget fornuftigt og lækkert og nogle gange også noget sødt. Og så i øvrigt holde kæft og give børnene madro.
Ps. Der blev serveret småkager til mødet.
