Det er med en sund portion fordomme om, at jeg nu krydser grænsen til Fritz og Poul-land, da jeg parkerer min cykel ved Operahuset i København. Anledningen til mit besøg er nemlig noget så ekstravagant, at jeg som en af de første er blevet inviteret til at smage på de nye desserter på Almanak, restauranten på Operaens fjerde balkon.
Ja, jeg troede faktisk, at det var en form for phishing-mail, da invitationen landede i min indbakke. “Du er hermed inviteret til skaldyrsfrokost på Almanak i Operaen,” lød oplægget. Hvorfor det, var min første tanke – hvad er catchet her? Invitationen fortsatte med lovning på håndfangede kammuslinger, danske østers og sorthummer, der angiveligt skulle serveres med sprøde forårsvine og ‘formidabel udsigt over København’.
Okay, jeg kan godt den dag. Invitationen æggede med en nyhed allernederst: Almanaks spritnye dessertvogn, vil til slut blive trillet ind i restauranten med et sæsonbetonet udvalg af desserter og kager.
Tilbage i foyeren i Operaen bliver jeg tager imod af restaurantchefen fra Almanak, der i jakkesæt og en høflighed, der ville få Emma Gad til at smile tilfreds i graven, eskorterer mig med elevatoren op til øverste etage og forsikrer om, at der bliver rig mulighed for at ‘nyde Københavns skyline’ under frokosten.
Ganske rigtigt, et panoramavinduesparti med Marmorkirken i centrum, møder os på toppen. Bøgen indrammer Operaen i lysegrøn, himlen er blå, havnen glitrer, og solen skinner. Det er så smukt, at det er alt ‘for maje’, siger den aalborgensiske, skeptiske stemme i mit hoved.
Invitationen havde som sagt på én gang fortryllet og mystificeret mig. Jeg havde nok forestillet mig en slags åbent hus med en masse mennesker, der stående kunne nippe til de forskellige skaldyr og desserter, men der er sirligt dækket op til fem i første parket til udsigten.
Vi bliver altså kun mig, en udsendt fra Børsen, lokalavisen og to Instagram-anmeldere. “Så kan I rigtig hyggesnakke,” siger restaurantchefen og overlader os til os selv og den perlende champagne, han har skænket op i vores glas. Endnu engang føler jeg, at jeg er med i ‘Rytteriet’. Er det her virkelig en arbejdsdag?
Klip til at et nydeligt anrettet fad bugnende østers, rejer, kammuslinger, spiselige blomster og krabbekløer bliver serveret, mens chefkokken introducerer os til en Sauvignon Blanc med noter af gule æbler, en god krop og fedme og en perfekt blanding af sur og sød’, som går rigtig godt til fadet.
Der er simpelthen sørget for alt. Også for lune, fugtige servietter, der dufter af hotel, til at tørre skaldyrsfingrene i. Glassene fylder sig selv, og samtalen med de andre glider let, og jeg befinder mig overraskende godt i de her øvre luftlag.
De eneste andre gæster end os, er fire amerikanske pensionister, der har forvildet sig ind i restauranten ‘by accident’. De er fra New Jersey og Idaho, og ham, der fører ordet, lyder umiskendeligt som Clint Eastwood – faktisk ligner han ham også -, da han fortæller, at de bare tog ‘the water taxi’ og landede lige her. Tænk, at man bare sådan lige kunne støde på en ‘gem’ som den her.
Pludselig bliver den bløde Khruangbin-playliste afbrudt af en klirren og raslen, da dessertvognen trillende gør entre hen over marmorgulvet. En sød duft breder sig og minder os om, at det jo er selve grunden til, at vi er der. Nu skal der smages.
Arrangeret på stenopsatser og muslingeskaller er der moussekager, rabarberkompot, scones, romkugler, citronfromage, friteret camembert. Et begejstret hvin går gennem den lille forsamling. Jeg kan heller ikke undsige mig et lille udbrud, for det ligner små kunstværker, og altså ikke på Poul Pava-måden. Syv forskellige små desserter bliver placeret foran os af selveste chefkokken. Han præsenterer og snakker om rene råvarer, og jeg tror på ham.
Jeg føler mig ikke så ostet, så jeg lader den friterede camembert stå. Mine øjne er fanget af citronfromagen, og det er jeg nødt til at handle på. Den er drysset med friskrevet citronskal, og jøsses kristus, en fløjsblød smag, der oprigtigt talt er til at dø over, breder sig i min mund. Den minder på ingen måde om den, som min farmor lavede på pulver, da jeg var barn.
Romkuglen insinuerer heller ikke ligefrem, at den er lavet på daggamle kagerester, for den smager himmelsk. De andre desserter følger trop, og jeg er ked af, at jeg faktisk ikke har mere plads i min mave. En af de andre udsendte journalister finder imidlertid en løsning på dét problem og lister resterne ned i sin taske.
Det er fråds i yderste potens, fordi… hvem har egentlig brug for syv desserter på én gang? Der er en Marie Antoinette-agtig tilgang til måltidet, som er umulig ikke at blive lidt forelsket i, når man først har fået herlighederne serveret.
I takt med at hvidvinen bruser ud i mine årer, fordufter min skepsis, og jeg overgiver mig til overflødighedshornet af nipse-desserter og høj cigarføring. Mest af alt, fordi mine sanser ikke har lavet andet end at gå amok, siden jeg kom. Smag og æstetik er on point.
Jeg tager elevatoren ned til den virkelige verden, og da jeg igen sidder på min cykel med kurs mod vasketøj, aftensmad, der skal handles ind, og børn, der skal puttes, tænker jeg, at det var da lige godt satans. Den kritiske stemme i mig ville gerne lave lidt sjov med ‘fine dining’. Det kan man bare ikke, når alt spiller, og jeg kan kun anbefale enhver at tage en virkelighedsflugt til Operaens fjerde balkon og nyde et skaldyrsfad, den overdådige dessertvogn og ditto udsigt.
Almanak i Operaen er en á la carte-restaurant, der er åben for alle året rundt. Menuen varierer efter årstidens råvarer. Man behøver ikke være gæst til en operaforestilling for at spise derinde. Netop kan du nyde forårsmenuen, skaldyrsfadet og lækkerier fra dessertvognen.
LÆS OGSÅ
