Det dufter ikke bare lidt af ’Goodfellas’ i ’The Alto Knights’. Det hørmer langt væk, så selv en person med nedsat lugtesans ikke kan være i tvivl om, hvilken skuldre gangsterfilmen står på.
Hvor Scorseses film fra 1990 er en indiskutabel klassiker, står det anderledes til med den HBO Max-aktuelle film. ’Goodfellas’ har her snart 35 år efter premieren stadig en frisk duft omkring sig, mens ’The Alto Knights’ snarere afgiver en heftig dunst af mødding.
Der er ellers nok dygtige folk involveret til, at det ikke burde kunne ske.
Robert De Niro spiller de to gangsterbosser Frank Costello og Vito Genovese, der på trods af, at de har været venner siden ungdommen, ender som dødelige fjender.
’The Alto Knights’ lægger endda ud med at vise et mislykket mordforsøg på Costello. Genovese-håndlangeren Vincent Gigante skyder den aldrende gangster i hovedet, som overlever på mirakuløs vis. Herefter springer filmen i tid, så vi får hele forhistorien til, hvad der førte til det øjeblik, samt hvad der skete derefter.
Flere gange er det Costello selv, der kommenterer på handlingen – præcis som Henry Hill (Ray Liotta) gør det i ’Goodfellas’ og Frank Sheeran (De Niro) gør det i ’The Irishman’.
Måske er det ikke så underligt, da ’The Alto Knights’ er skrevet af Nicholas Pileggi, som ja, også stod bag manuskriptet til ’Goodfellas’ og Scorseses spirituelle efterfølger ’Casino’.
Men ’The Alto Knights’ når desværre ikke Scorsese-filmenes niveau til sokkeholderne.
En halv De Niro havde været nok
Instruktør Barry Levinson er ikke nogen hr. hvem som helst.
Selvom veteranens storhedstid ligger tilbage i 80’erne og 90’erne, skulle man alligevel tro, at ophavsmanden til ’Good Morning, Vietnam’, ’Rain Man’, ’Bugsy’, ’Afsløring’, ’Sleepers’ og den fremsynede politiske satire ’Wag the Dog’ ville være leveringsdygtig i en bedre film, end det er tilfældet med ’The Alto Knights’.
Som gangster er Frank Costello forfærdelig kedelig. Han holder sig for det mest hjemme sammen med hustruen Bobbie (Debra Messing) og undgår at bruge vold som et middel.
Genovese er omvendt højtråbende, rablende paranoid og ser fjender over det hele. De to modpoler i temperaments-afdelingen giver Robert De Niro fine muligheder for at vise forskellige sider af sit skuespillerrepertoire.
Tilsat en god portion makeup og proteser, når han spiller Genovese, er det en overbevisende maskerade.
Men samtidig udstiller det også, at ’The Alto Knights’ havde været en langt mere interessant film, hvis man havde valgt Vito Genovese som den bærende hovedperson. Det er omkring ham, at al koloritten i filmen er til stede, hvorimod Frank Costello er en halvkedelig grå mus.
Gangstergenren er efterhånden så gennemtrawlet, at det kræver noget ekstraordinært for at have en eksistensberettigelse. Og udover det kuriøse med Robert De Niro i dobbeltrollen er det svært at komme på, hvorfor man skal bruge tid på ’The Alto Knights’.
Begrænset begejstring
Forbudstiden i USA, hvor Costello og Genovese er på vej frem i verden, bliver kun vendt i grimme flashbacks, men har masser af potentiale. Det er nemlig den vilde tid med blodige opgør som konfliktløsning.
Den periode er på mesterlig vis blevet skildret i både Sergio Leones americana-epos ’Once Upon a Time in America’ og HBO-serien ’Boardwalk Empire’. Første afsnit af sidstnævnte var for resten instrueret af Martin Scorsese, og serien føles som en genialt miks af ’The Sopranos’, ’The Wire’ og ’The Godfather’ – så bliver roserne næsten ikke større.
’The Alto Knights’ fremkalder kun begrænset begejstring.
Filmens bedste scener er uden tvivl dem med Genovese. Der er masser af humor og den skræmmende uforudsigelighed, som hersker i gangsterverden. En joke kan det ene øjeblik høste kæmpe latter og det næste være katalysator for en blodig vendetta.
En diskussion om byen Palmyra og mormoner udvikler sig uforudsigeligt grinagtigt med trusler om vold ulmende under hver eneste tilsvining og meningsudveksling. Det er perfekt gangsterkomik og giver, desværre, løfter om en film, vi ikke fik at se.
Forsøget på at sætte Costello og Genovese op som to sider af samme mønt lykkes ikke ordentligt, da den ene er langt mere fascinerende end den anden.
Og med langt bedre film og serier tilgængelige er det småt med argumenter for, hvorfor man skal bruge knapt to timer i selskab med 2 x gange Robert De Niro, når kun den ene gør indtryk.
Karakter: 🖤🖤
