Det er en sørgelig dag.
En, du elsker, er død. Bisættelsen forløber godt. Der er smil, mens man husker tilbage på de gode tider, og tårer over, at der ikke kommer nye.
Kisten bliver båret ud til rustvognen, hvorefter bedemanden kører den væk. Den skal til krematoriet, hvor liget skal brændes, til der kun er aske tilbage, som du så får udleveret i en urne.
Men hvordan kan du være sikker på, at det er din kæres aske, som ligger i den urne, du får udleveret?
Efter at have set HBO-dokumentarserien ’The Mortician’, er det en nagende tvivl, der ikke er lige sådan at slippe af med. Den handler om bedemanden David Sconce, som i 1980’erne gør kremering til en lukrativ millionforretning.
Hvordan gjorde han det? Ved masseafbrændinger, hvor lig blev radbrækket og mast ind i krematorieovnenes flammer, og de høje temperaturer gjorde deres arbejde. Indtil der kun var en stor portion aske tilbage, som blev ligeligt fordelt i det antal urner, der nu engang var.
Og så var der alle de ting, Sconce og hans assistenter gjorde, før ligene blev brændt. Alt bliver blotlagt i ’The Mortician’, hvor den kriminelle bedemand selv sætter ord på gerningerne. Både dem, han er blevet dømt for, og også de mange vedholdende rygter om, at han har myrdet konkurrenter eller folk, som på en eller anden måde har gjort ham vred.
Barbarisk bedemand
’The Mortician’ minder på mange måder om nyklassikeren ’The Jinx’.
Opbygningen er nogenlunde den samme, hvor interviewet med hovedpersonen står i centrum. Tidligere medarbejdere, journalister og forskellige former for eksperter udgør persongalleriet, som leverer supplerende oplysninger til at male det fulde billede.
For David Sconce fortæller ikke alt.
Bedemanden bekræfter kun de ting, han er blevet dømt for, og selv dér forsøger han at negligere det.
”De gjorde det alle sammen,” er for eksempel et argument, han kommer med i forbindelse med massekremeringerne. At man aldrig kunne være hundrede procent sikker på, at der ikke var en smule rester tilbage i ovnene fra den forrige kremering. Han effektiviserede det bare.
I stedet for at bruge to timer på en enkelt, var det langt smartere at smide 10 lig i ovnen på én gang og bruge 2,5 timer på det. Respekt for mennesker tilsidesættes for økonomisk vinding. Kapitalisme i dens reneste form.
Serien illustrerer fint, hvor mange ting man kunne slippe af sted med, før de teknologiske kvantespring i 1990’erne. Især i en præ-internetæra, har man kunnet svindle lokalt, uden at rygter er blevet spredt med steppebrandens hast.
Perfekt til true crime
Udover massekremeringer udnyttede David Sconce og hans forældre, der også var en del af den flere generation-lange familieforretning, ligene fuldt ud.
Tænder blevet hevet ud og knust, så guldfyldningerne kunne blive erhvervet, og organer samt andet væv blev høstet og solgt med stor profit. En lig var ikke bare et lig. Det er ligesom en bil, der bliver sendt til skrot. Hvis der er nogle enkeltdele, som kan bruges, så bliver de fjernet, genbrugt og karrosseriet skrottet.
En brutal og effektiv praksis, som man et eller andet sted kunne forsvare, hvis de afdøde eller efterladte vel at mærke havde givet tilladelse til det. Ellers er det, som så meget andet i Sconces forretning, gravrøveri.
Som karakter er David Sconce perfekt til true crime.
Han er veltalende, charmerende og møghamrende usympatisk 99 procent af tiden. Kort sagt, den perfekte antagonist. Eneste tidspunkt, den facade krakelerer, er, da han taler om sine bedsteforældre og deres død. Der er der knækket stemme og tårer, som bliver holdt tilbage, i øjnene.
Hvad end sympati man får for ham i det sekund, forsvinder den hurtigt igen. For han har absolut ingen anger omkring sine gerninger. Tværtimod sidder han og småpraler af de ting, han har gjort. Især af de ting, som han ikke kan sige foran kameraet, men som han gerne vil tale om, når der er slukket.
Instruktør Joshua Rofé takker dog pænt nej, og man kan næsten se skuffelsen i Sconces smilende ansigt. Det er en mand, der er sluppet afsted med langt mere, end han er blevet dømt for, og han higer efter at komme ud med det.
Selvom ’The Mortician’ slutter efter tre afsnit, føles det unægteligt, som om der er mere til historien. Med den nye bevågenhed omkring sagen og ikke mindst David Sconces ytringer i serien, ville det ikke undre, hvis der kom en eller anden form for efterspil.
Og som vi kan konstatere efter at have set ’The Mortician’ – bare fordi liget er koldt, er det ikke ensbetydende med, at sagen ikke er brandvarm.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤
