Kun 8.138 kulturpas er blevet aktiveret .
Det er alt for få. Og det får nu kulturministeren til at tage konsekvensen.
– Tallene taler sit tydelige sprog. Der er for få unge, der rent faktisk bruger kulturpassets betalingskort. Nu flytter vi penge fra kortet til kulturpasforløbene. Der har været stor efterspørgsel på de skræddersyede forløb, siger Zenia Stampe i en pressemeddelse fra Kulturministeriet.
Der er i 2026 afsat 30 millioner kroner til det såkaldte kulturpas. Men nye tal viser, at der kun er blevet brugt cirka 6 millioner kroner af de midler. Kulturpasset er målrettet en gruppe på cirka 50.000 unge mellem 15-24 år.
På baggrund af de dårlige resultater med kulturpasset vil kulturminister Zenia Stampe (B) nu flytte 20 millioner kroner fra puljen med kulturpas til puljen med lange kulturforløb.
De 15 længere forløb har indtil videre modtaget i alt 40 mio. kroner. De blev udvalgt i april 2025 på baggrund af 130 ansøgninger. Ifølge Kulturministeriet skal forløbene fremme personlige og sociale forudsætninger for uddannelse og arbejde.
Forløbene drives af institutioner, organisationer og foreninger. Nogle forløb rekrutterer få unge om længere og individuelt tilrettelagte indsatser, mens andre forløb prioriterer mange unge om kortere indsatser.
Hvad er kulturpasset?
Med Jakob Engel-Schmidt som Kulturminister blev et politisk flertal i november 2024 enig om en politisk aftale om forsøg med kulturpas. Passet er målrettet de 43.000 unge mellem 15-24 år, der hverken er i job eller uddannelse og de cirka 8.000 unge, der er i gang med en forberedende grunduddannelse (FGU).
Dansk Kulturliv og DIF står for at indgå aftalerne for kulturpas med organisationer inden for blandt andet idræt, forenings- og kulturlivet. De udvalgte partnere står for at tildele kulturpasset på 1.000. kr. årligt via et digitalt betalingskort på mobilen.
I første omgang er der tale om en forsøgsordning fra 2025-2026, og det er ikke besluttet om ordningen fortsætter.
I en opgørelse fra Slots-og Kulturstyrelsen fremgår det, at 67,5 procent af midlerne er brugt på biografbilletter.
Et tal, der blandt andet har vakt harme ved Liberal Alliances kulturordfører, Katrine Daugaard.
– Men hvorfor skal vi finansiere it-systemer, administration og et nationalt partnerskab for primært at sende unge i biografen? Skrev hun på X den 19. august.
