panda
Foto: Ocean Park Hong Kong

30 lækkerier fra lorteåret: Smart i Teva, Weinstein bag tremmer & liderlige pandaer

Det har været et regulært annus horibilis indtil nu. Men trods pandemi, racisme, Yahya Hassan og alle de aflyste festivaler, har året også budt på gode ting. Vi har taget ja-hatten på og samlet alt det bedste fra lorteåret.

1. Bob Dylans album

His Bobness kom med sit første originale udspil i otte år. ‘Rough and Rowdy Ways’ er ikke kun for gamle mænd, men det en fordel, hvis man i forvejen er vild med at lytte til blues og slideguitar fra sin gyngestol.

2. Matias Faldbakkens nye roman

Den norske forfatter, der startede sin litterære løbebane under pseudonymet Abo Rasul, fik skrevet en ny roman og kaldte den ‘Vi er fem’ – om det svære ved at ‘have det lidt normalt’ i sit middelklassehjem, når hunden er død, og manden laver en levende hushjælp ud af en klump ler. Det er så brandgodt fortalt.

Fun fact: Matias Faldbakken er faktisk født i Hobro. Foto: Ivar Kvaal

3. Harvey Weinstein blev dømt

I marts faldt der dom over #MeToo-manden over dem alle. 23 år i brummen. Lad os huske, at han nu først og fremmest er en voldtægtsforbryder – dernæst filmproducer.

harvey weinstein
Foto: MEGA

4. The Love Coffins to’er

Et af landets bedste rockbands udgav deres andet album, ‘Second Skin’, i april, og det er pivfrækt. Nummeret ‘A Shrinking Thing’ har især gjort 2020 bedre.

5. ‘The Last Dance’

Vi takker 2020 for denne fabelagtige Netflix-dokumentar om sportsikonet Michael Jordan og alle hans umulige dunks i umulige situationer. Basketball har ikke været sejt i mindst ti år, men nu vil alle gerne være MJ, Scottie Pippen og Dennis Rodman igen.

6. Havnebusser på el

Endelig. Det er bare federe, at de ikke forgifter København indefra.

7. Nikolines musikvideo

Dansk musiks rappende skærebrænder instruerede selv videoen til sin nye single ‘Gourmet’, og vi har aldrig set noget lignende. Sosserne truer med sagsanlæg, men videoen kan altså stadig ses på joy-mogensen.dk.

Nikoline
Foto: Manuel Alberto Claro

8. Diez og Dan the Man på Instagram

Litteraten og klimakæmpens selviscenesættelse nåede en søndag i 2020 et niveau på over et milliard. Og tak for det.

diez dan jørgensen

9. ‘Tiger King’

Uden ‘Tiger King’ var der mange snakke ved kaffeautomaten, der aldrig havde eksisteret. Navnet Joe Exotic ligger bare ekstremt godt i munden.

10. Satankulten

På én gang gyseragtig og hjertelig dokumentar på DR om en dansk satankult, der i årevis efterlod sig mystiske spor i kirker og på museer rundt i landet. Den varer én time, og det er givet rigtig godt ud.

Foto: DR

11. Phoebe Bridgers ‘Punisher’

Alle der troede, at amerikansk indierock aldrig mere kunne blive cool igen, tog fejl den dag, ‘Punisher’ udkom. Phoebe har den bare.

12. Nick Cave på Diamanten

Nick Caves udstilling ‘Stranger Than Kindness‘ på Den Sorte Diamant, hvor man f.eks. kan bænke sig ved en rekonstruktion af musikerens skrivebord, har ikke kun gjort året, men også København til et bedre sted at være.

Foto: Anders Sune Berg / Royal Danish Library

13. Sex og udbrydertrang

Pandabjørne er som eliksir mod tristhed. Sådan er det hvert år. Men i 2020 slap Xing Er ud fra sit bur i København, og i Hong Kong begyndte et pandapar under karantænen at parre sig efter 10 års cølibat. Det dyr er bare blæret.

Foto: Ocean Park Hong Kong

14. ‘Parasite’ vandt

Den sydkoreanske komedie/thriller ‘Parasite’ vandt som den første ikke-engelsksprogede film nogensinde en Oscar for Bedste Film. Kæmpe kudos.

15. Renere luft

På grund af pandemien er der blevet udledt mindre CO2 end normalt i 2020. Det var faktisk rart så længe, det varede.

Foto: Marc Wieland/Unsplash

16. Amerikansk guld

Bare titlen på Ottessa Moshfeghs nyeste roman, ‘Mit år med ro og hvile’, der udkom på dansk i marts, burde gøre den selvskrevet på enhver læseliste i 2020. Men bogen, hvor man følger en depraveret, smuk blondines deroute i New York, er i sig selv af yderst høj karat.

Ottessa Moshfegh
Forfatter Ottessa Moshfegh. Foto: Dru Donovan

17. Nak & Æd

Det bedste og allermest forudsigelige program på DR er tilbage med en ny sæson, der blev skudt igang med kanindrab på en ø, som vi ikke kendte. Altid en fornøjelse at følge en forsigtigper med en gøb og en sindssyg kok på telttur.

Foto: DR

18. Alletiders plade

En aarhusiansk musiker, der kalder sig Alle, har lavet et album, der hedder ‘Alletiders’. Nummeret ‘Smiler mens jeg smelter lidt’ har nyklassiker-potentiale. Det er der få ting i 2020 har, der har.

19. Plantefilm

Den her lille Wes Anderson-agtige film om kunstneren og forfatteren Hilton Carter, der bor med virkelig mange planter, redder måske ikke dit år, men i hvert fald din dag. Eller tre minutter af din dag.

20. Genstart

Det mindst kontroversielle, man kan sige i Danmark pt. er, at DR’s nyhedspodcast Genstart er god. Selvom vi er landets mest polemiske redaktion, er vi enige. 2020 blev bedre 2. marts.

21. Danske nationalparker

Det blev besluttet, at Danmark nu får sine første nationalparker nogensinde med vild og uberørt natur. De skal være omkring Grib Skov og Fussingø ved Randers, og der kommer vildheste. Vildt fedt.

Foto: Josephine Amalie Paysen/Unsplash

22. Boltsaksens klang

Mens alle musikere troede, at coronakrisen var et slags dødsstød for en udgivelse, gik amerikanske Fiona Apple i den modsatte retning og udgav sit album ‘Fetch The Bolt Cutters’. Et eklektisk og fragmenteret mesterværk.

23. Brutalt godt spil

PlayStation-spillet ‘The Last of Us II’ har gjort det mest brutale spil nogensinde til det måske bedste på én og samme tid. Gamere over hele verden er lige nu i ekstase over, hvor god historien er.

24. Restaurant Møntergade

En af københavns bedste frokostrestauranter, Restaurant Palægade, genopstod heldigvis hurtigt efter en tragisk brand i en smuk, rød bindingsværksbygning på Møntergade. Alt på deres menukort er appetitligt.

PR-foto

25. Centrum

Den danske instruktør Jonas Risvigs ungdomsserie ‘CENTRUM’, som til dels er skrevet af unge selv under coronakrisen, har været et lyspunkt i en mørk tid. Og den kan sagtens ses af voksne. Hvis de altså kan finde YouTube.

26. Kogebogen

Camilla Skov, som står bag instagramprofilen og bloggen Vegetarisk Hverdag, har udgivet en kogebog med en hel masse grøn og god mad. Den hedder ‘Vegetarisk i aften?’ og er en stor anbefaling.

Foto: Vegetarisk Hverdag

27. Teva-tendens

Det har i årevis været et ubehageligt hyr at følge moden, men i 2020 er det endegyldig blevet accepteret at gå rundt i verdens næstmest behagelige stykke fodtøj (lige efter crocs), nemlig Teva-sandalen.

28. Sopranos podcast

Skuespillerne bag karaktererne Christopher Moltisante og Bobby Bacala fra den legendariske mafiaserie på HBO gennemgår i podcasten ‘Talking Sopranos’ alle afsnit. Mega insider-flex.

29. Afsked med afgift

På årets første dag blev landets nok tåbeligste afgift – afgiften på nødder, som har eksisteret siden 1922 – omsider afskaffet. Nu mangler vi bare, at supermarkederne sætter prisen på crunchy jordnøddesmør ned…

Peanut butter

30. Tessas Hævn

DR-serien ‘Tessas hævn’, der tegner et portræt af Theresa Ann Fallesen, som normalt gemmer sig bag aliasset Tessa, viste os, at der er mindst seks ting, vi kan lære af den 22-årige rapdronning.

Tessa
PR-foto

Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk. Hvis du kunne lide, hvad du læste, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev HER eller hoppe hen på forsiden og læse mere HER.

Footer graphics