Telia har lavet en ny reklamefilm med titlen ‘Hvem taler du med på vej hjem?’ Og den er noget af det mest tonedøve, jeg længe har set. Fordi den… bruger unge pigers frygt til sælge mobilabonnementer?
I reklamen står en meget ung kvinde af bussen og ringer med det samme til en veninde. Hun siger:
“Du holder mig lige med selskab, ikke?”
Det er mørkt, og kvinden går langs gadelygterne på en affolket gade. Hun lytter til veninden i røret, men ser ikke helt tryg ud. På et tidspunkt hører hun en lyd og kigger sig skræmt over skulderen.
“Jeg troede bare, jeg hørte noget,” siger hun usikkert ned mod telefonen.
Der var ikke noget. Lige bagefter låser hun sin hoveddør op og siger:
“Jeg er kommet hjem nu, så vi snakkes ikke?”
Reklamen slutter med spørgsmålet: “Hvem taler du med på vejen hjem?” Og jeg ved da med det samme, hvem jeg ville ringe til. (Hej Sara, jeg elsker dig.) Men helt ærligt, man kan da ikke bare fortælle dén historie om at gå alene og bange hjem i nattelivet, for så bagefter at lade som om, et opkald er løsningen på problemet?
Modsat, hvad statsminister Mette Frederiksen har meldt ud de senere år, er vi danskere faktisk tryggere i dag, end vi nogensinde har været før. I 2021 foretog Justitsministeriet, Rigspolitiet og Det Kriminalpræventive Råd i samarbejde med KU en omfattende undersøgelse af danskernes tryghed. Den viste, at kun ni procent ofte er bekymrede for at blive udsat for kriminalitet, hvilket er det laveste niveau, siden man begyndte at måle tryghed i 1970’erne. Men på ét område er trygheden faldet: hos kvinder mellem 18 og 29 år, når de færdes ude efter mørkets frembrud. Faktisk er tallet steget fra 28 procent i 2015 til 38 procent i 2021. Den her frygt er altså rimelig udbredt.
Og måske har Telia tænkt, at de gør os opmærksomme på det problem. Fordi den del er der jo sådan set ikke noget i vejen med. I hvert fald ikke, hvis de rent faktisk havde tænkt sig at gøre noget ved det. Det ville være fantastisk, hvis en stor virksomhed virkelig gjorde en indsats for at hjælpe unge kvinder ved at fokusere på de strukturelle og kulturelle tendenser, der er skyld i utrygheden. Men det her er tonedøvt og uetisk. Vi skal ikke bruge unge menneskers frygt til at sælge mobilabonnementer.
Jeg kan tydeligt huske, hvordan det var at gå hjem alene i mørket midt om natten i mine sene teenageår. Jeg kan mærke det helt ned i maven, da kvinden i videoen hører en lyd og bliver bange. Mørket tilsat frygten og visheden om, at ingen ville kunne høre mig skrige, hvis nogen kom og overfaldt mig lige nu. Jeg har talt skridtene, til jeg ramte mine forældres dørtrin og senere til min egen hoveddør, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg har powerwalket hele vejen, gået så hurtigt jeg kunne uden at løbe, så det trods alt ikke ville se fjollet ud, hvis nu nogen ikke-ondsindede personer så mig. Det bliver helt ubehageligt, at Telia bare udnytter de følelser.
Som det sidste inden teleselskabets logo toner frem på skærmen, står der: ‘Et godt netværk er tryghed.’ Men selv jeg, som stadig den dag i dag gør brug af opkald på vej hjem fra byen for at styrke mig selv, ved jeg jo godt, at det er en falsk tryghed. Hvis jeg bliver overfaldet på vej hjem i nattelivet, er det ikke et mobilabonnement, der kommer til at redde mig.
Det er som om, det er blevet moderne at sælge ting på frygt. Om det så er mobilabonnementer eller socialdemokratisk politik. Og det er sikkert nemt, men det er også pissefarligt. For ved at tale om frygt, så puster vi til ilden. Jo mere vi viser utrygheden, jo mere logisk virker den. På den måde kan Telias reklame komme til at virke kontraproduktiv, den kan komme til at gøre frygten større, fordi de får den til at se naturlig ud.
Når alt kommer til alt, er det ægte mennesker, som går rundt ude i mørket og er ægte bange. Hvis vi skal tale om det, skal vi også tage det alvorligt.
