I Osaka siger man mōkarimakka – “laver du penge?” – når man møder hinanden. Er man lokal, svarer man bochi-bochi denna, “så som så”, også selvom det i virkeligheden går strygende. Og så går man hvert til sit.
Det fortalte den franske ejer af en lille café, mens jeg for anden dag i træk drak min morgenkaffe hos ham. Lidt kækt havde jeg indledt med et konnichiwa, et “hej” hentet direkte fra Google Translate, men blev straks rettet.
Franskmanden, som hed Gaspard, havde boet og arbejdet i Osaka i elleve år.
Jeg skiftede til engelsk og spurgte, hvorfor han dog var flyttet til den anden side af jorden: ”Europe ees dead, monsieur. It ’as been like zis for many years now”, sagde han med sin bløde, franske accent.
“Ah,” svarede jeg og nikkede, som om jeg forstod præcis, hvad han mente.
Det gjorde jeg ikke.
Gaspard åbnede caféen klokken syv hver morgen, når de første mænd i jakkesæt, med en Lenovo-computer under armen, kom forbi efter en americano. Han lukkede først ved elleve-tiden om aftenen, når de sidste gæster drak deres japanske Asahi øl. Kun om søndagen holdt han fri, for der skulle han handle ind til ugen.
Han virkede ikke som et menneske, der talte sekunder til fyraften. Han elskede sit arbejde, og netop derfor havde han valgt at bo i Japan, fortalte han.
Et land hvor årets slogan blev: “Arbejd, arbejd, arbejd.” Ordene blev lanceret af Sanae Takaichi, ny leder af regeringspartiet LDP, der i sin indsættelsestale fortalte, at hun selv kun ville sove tre timer om natten og arbejde som en arbejdshest.
Jeg ved godt, at Japan også er landet med karoshi, død af overarbejde, og fædre, der næsten aldrig ser deres børn. At respekt for arbejdet kan slå over i selvudslettelse. Men netop derfor undrede Gaspard mig: hvordan kan det samme system frembringe både værdighed og destruktion?
Og lad mig slå det fast med det samme: Jeg er ikke fortaler for, at vi skal arbejde mere. Tværtimod. Det handler ikke om timer eller tempo, men om noget mere grundlæggende. Noget jeg så hos Gaspard og siden mærkede overalt i Japans gader.
En respekt for selve arbejdet.
For nylig beskrev journalisten og Zetland-medstifter Hakon Mosbech i Politiken, hvordan han en nat vågnede midt i et skrig og kort efter lå bag i en ambulance uden at kunne huske sit eget cpr-nummer. Stress, viste det sig. I dag mener han, at der er »noget fundamentalt galt med den vej, vores arbejdsliv er på vej ned ad«. Ikke bare for ham, men på tværs af brancher. 430.000 danskere oplever dagligt alvorlige stresssymptomer, og hvert år dør omkring 1.400 mennesker af stress i Danmark.
Tallene peger på noget strukturelt, men de forklarer ikke, hvorfor to mennesker kan arbejde lige meget, og kun den ene bryder sammen. Hvorfor den ene kan lægge sit arbejde fra sig, mens den anden tager det med i søvnen.
Hakon Mosbech peger i artiklen på et helt batteri af uvaner: industrialiseringens arbejdstider overført til vidensarbejde, manglen på pauser, besættelsen af kortsigtede mål og en kultur, hvor travlhed er blevet en proxy for produktivitet.
Men måske handler det ikke kun om tempo? Måske handler det også om, hvad vi overhovedet forstår som arbejde.
Som freelancer mærker jeg hele tiden et pres for at udføre mit arbejde strategisk. Hver artikel føles som endnu et punkt, der skal give mening på et cv, og mine valg bliver ofte styret af, hvad der kan betale sig på sigt.
Jobsamtaler er blevet upersonlige og filtreret gennem automatiserede systemer. CV’er scannes, kompetencer krydses af, personligheder vurderes på afstand. Meget arbejde bliver først synligt, når det kan dokumenteres, måles og fortælles rigtigt.
I sådan et system giver det mening kun at engagere sig, når nogen ser det. Kun at yde, når det kan betale sig. Alt peger fremad: næste job, næste titel, næste skridt. Arbejdet bliver et middel til noget andet, aldrig et mål i sig selv.
Måske er det her, noget går tabt: meningen.
Vi arbejder for noget, vi ikke længere ved, hvad er.
Når vi møder nye mennesker herhjemme, spørger vi ofte: Hvad arbejder du så med? Måske burde vi i stedet spørge: Hvad interesserer du dig for?
I Wim Wenders’ film ’Perfect Days’ følger vi Hirayama, der gør rent på Tokyos offentlige toiletter. Set udefra lever han et tilsyneladende kedeligt og stille liv. Han bor alene og kunne let forveksles med en ensom skæbne.
Men ser man nærmere, åbner der sig et andet menneske: Han lytter til Lou Reed og Patti Smith på slidte kassettebånd, læser Faulkner, Kōda og Highsmith, fotograferer træernes grene og det lys, der filtreres gennem bladene. Hirayama er bestemt ikke fattig på liv, han er derimod en observerende person, hvis arbejde ikke er hans identitet, men rammen om et kultiveret og nærværende liv.
”Næste gang er næste gang, nu er nu.”, siger han.
Og netop dér, i det mest banale, ligger noget, jeg savner i vores måde at se arbejde på herhjemme: en accept af, at arbejdet ikke altid skal føre videre til det næste.
Den sidste morgen i Osaka gik jeg igen forbi caféen. Gaspard var allerede i gang ved La Marzocco’en. Jeg bestilte min kaffe og satte mig ved vinduet.
Denne gang lagde jeg mærke til, at han ikke kiggede op, da jeg gik ind. Ikke fordi han var uhøflig, men fordi han var optaget.
Jeg kom til at tænke på, hvor hurtigt jeg selv havde gjort ham til et billede på noget, jeg savnede hjemmefra. Ikke hans mange arbejdstimer, men måden, han så arbejdet på.
Udenfor forsvandt mænd i jakkesæt ned ad gaden, én efter én.
Jeg forestillede mig mit eget arbejdsliv som en “rejse”. En kort én, bevares. En uge til Mallorca er måske det, mit ene år i hamsterhjulet kan svinge sig op på, hvis vi skal blive i analogien.
Men i det år har det ofte føltes som at klatre op ad en karrierestige og hele tiden prøve at nå næste trin. For til sidst at nå enden.
Men arbejdslivet har intet endemål. For hvad gør man så, når man har nået det?
Jeg tænkte på hans ord igen.
Europe is dead, monsieur.
Måske mente han ikke, at Europa er dødt, men at den måde, vi har lært at tale om arbejde på, er det. At vi i Vesten ser arbejdet som en lineær rejse, mens man i Østen ser det langt mere cirkulært, som en del af et livshjul. I Vesten ligger værdien ikke i det udførte, men i dets afledte effekt. I den bevægelse kan arbejdet hurtigt miste sin tyngde.
Ikke fordi vi arbejder for meget, men fordi blikket hele tiden er rettet væk fra det, vi faktisk er i gang med.
