For halvandet år siden flyttede jeg til København. Og det var en meget mindre omvæltende oplevelse, end jeg var blevet ledt til at tro. For jeg var jo blevet fortalt, at de der københavnere er dumme, dovne og snobbede. Men også at de var mere kulturelle, frisindede og kvalitetsbevidste.
Men helt ærligt, så er forskellen fuldstændig tabt på mig. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad det er, der skulle være særligt ved københavnere, og hvad der skulle være særligt ved jyder. Der er ingen forskel på at gå en tur i Rema 1000 på Vesterbro og Netto i Vejle, hvor jeg er vokset op.
Jeg så dokumentaren ‘Støjbergs stemmer’ på DR, der blandt andet handler om jydernes foragt for københavneriet. Og jeg har også bemærket, at debatten har raset i medierne, særligt omkring folketingsvalget i efteråret, hvor vi dyrker vores forskelle. Jyderne mener ikke, københavnerne har øje for Jylland, og københavnerne finder stolthed i at bekræfte mistanken.
Men nu har jeg altså boet her i halvandet år. Og ved I hvad? Der er sgu også længere kø i København på McDonalds lørdag aften end hos den franske gourmetrestaurant. Der er flere, der møder op til den nyeste Marvel-film, end der kommer til poetry-slam.
Men når der endelig kommer en poetry slam-aften på landet, så skal du se alle de lokale traktorer fra Brønderslev opland brumme ind på parkeringspladsen ved forsamlingshuset. ”For nu skal vi dælme være kulturelle, Birte.” (Og det var naturligvis Birte uden h!)
Når jeg taler med folk i København, så er de ikke anderledes end i Jylland. De har samme drømme, værdier og håb for fremtiden. Eller man møder i hvert fald den samme vifte af forskellighed herovre som i Jylland.
Så hvorfor er det, at vi går rundt og tror, at københavnere er så meget anderledes end jyder? Som om vi ikke alle sammen kommer fra samme fold. Vi holder alle af at se Mads Steffensen i alt. Vi kan alle lide remoulade til vores pommes. Og vi kan alle synge omkvædet til ’Kald det kærlighed’. Lad os nu bare stolt stå ved, at vi i bund og grund, sammenholdt med den store vide verden, alle er en stor flok bonderøve.
/Mikkel Lau Kristensen
Ørkenblues fra Sahara
Det afrikanske band Tinariwen fra Mali bliver ofte kaldt kongerne af ørkenrock. En halvpsykedelisk genre, der bygger på tranceagtige guitarfigurer og groovy rytmer og måske derfor lever lidt i skyggen af mainstream, men det burde den egentlig ikke. Det er ret lyttervenligt og varmt at være i selskab med. Sangene synges ofte på modersmål tuaregsprog eller tamasheq, og personligt har jeg altid haft det sådan, at man tager musikken renere ind, når man ikke forstår en brik. Hvis man kommer på Roskilde Festival i år, kan man opleve dem på Orange Scene, og så kan med fordel lytte til deres nye single ‘Tenere Den‘, som udkom i forrige uge.
/Thomas Balslev
Hård voks
Dansk journalistisks store drillepind, Mads Brügger, er endelig lykkes med at finde en lokation til sit kuriøse nebengesjæft, Magtens Voksmuseum, hvor han – eller ret beset Frihedsbrevet – har fået fremstillet 10 voksfigurer af de embedsfolk, der sidste år fik kritik af Minkkommissionen for deres handlinger i forbindelse med minksagen. I weekenden åbnede udstillingen på Strøget, hvor den kan opleves de næste tre uger. Ideen er, siger de, at man så kan læse om hver og en af embedsfolkenes specifikke ansvar i forløbet, og hvilke konsekvenser sagen har haft for dem, mens man kigger nærmere på dem. Flere besidder stadig deres stillinger, præcis som før. Planen er, at udstillingen, som i øvrigt har kostet 300.000 kroner, efterfølgende skal turnere andre steder i landet.
/Thomas Balslev
Det bedste fra Heartbeats
Udvalgt af Emil Norsker
Mikkel Boe Følsgaard spiller hovedrollen i den nervepirrende film ‘Superposition’ om et par, der dropper hamsterhjulet og flytter off grid for at finde ro. Thomas Balslev og skuespilleren taler i dette interview om denne higen efter naturen og jagten på at finde sig selv og det gode parforhold.
En ny slankemedicin sælger som varmt brød, men er hundedyr og kræver en livslangt recept for patienterne. Ditte Giese mener, at staten bør hjælpe stærkt overvægtige med tilskud til medicinen, da man som overvægtig ingen hjælp kan få fra velfærdssamfundet.
Heartbeats har fået lov at bringe et uddrag fra den morsomme og altid skarpe newyorker Fran Lebowitz, der er aktuel med en samling af sine tekster. Her giver hun den fuld gas med fordele og ulemper ved at få børn.
