I 1970’erne frygtede man, at lommeregneren ville ødelægge børns evne til at regne. I 90’erne mente nogle, at internettet blot var en døgnflue. Og i et interview i 2015 erklærede Jens Olaf Jersild, at mediernes monopol på nyheder var døende. De havde alle én ting til fælles: De tog fejl.
Teknologi ændrer verden, uanset hvor skeptiske vi er. Og jeg er – som mange andre – overbevist om at kunstig intelligens, der er vores tids største teknologiske opfindelse, bliver en af de opfindelser, som for alvor kommer til at forme vores fremtid.
Men med fare for at lyde som en mavesur gammel mand og blive stemplet som en af dem, der ikke følger med den teknologiske udvikling, vil jeg alligevel advokere for én ting:
Der er nemlig et sted, hvor kunstig intelligens ikke hører hjemme. Og det er i dansktimerne i gymnasiet.
Det gjorde min lillebror mig forleden opmærksom på, og han har en pointe.
Min lillebror går i 3.g på STX, og i deres seneste danskaflevering havde 80 procent af klassen samme vinkel i det essay, som skulle skrives ud fra spørgsmålet: “Hvorfor føler så mange unge sig pressede?”. Tilfældigt? Det tror jeg ikke.
Som den moderne, nyuddannede unge mand jeg er, var min første reaktion selvfølgelig, at kunstig intelligens er kommet for at blive, og man bare skal lære at bruge det rigtigt. Og det er jeg stadig enig i, til en hvis grad. For jeg måtte lægge mig fladt ned, da min lillebror sagde:
“ChatGPT giver os ikke bare svar, den giver os de samme svar.”
Problemet er ikke, at kunstig intelligens og chatbots som ChatGPT ikke kan hjælpe. Men når de gør arbejdet for os, fjerner de den nødvendige proces, hvor vi eksperimenterer, fejler og udvikler vores egne idéer. For hvilken ung teenager ville bruge en hel aften på at kæmpe med den perfekte indledning, når man på et splitsekund kan få fire gode bud fra ChatGPT? Jeg ville i hvert fald ikke.
Det kan godt være, at 80 procent af klassen fik topkarakterer for deres AI-producerede essays, men jeg tvivler på, at de lærte særligt meget i processen. Det er i den hårde tænkefase, når man sidder og sveder ved skrivebordet og kæmper for at få en idé frem, at udviklingen sker.
Forestil dig et øjeblik hvis vi altid havde haft chatbots til at skrive for os. Ville vi så have haft en Shakespeare, der opfandt over 1700 nye ord og skabte tidløse dramaer? Ville vi have haft en Franz Kafka, hvis absurditet og fremmedgørelse nu er blevet et begreb i sig selv? Ville en Virginia Woolf have eksperimenteret med bevidsthedsstrøm, hvis hun bare kunne have fået en AI til at strukturere sin roman for hende?
Verdenslitteraturen er ikke blevet til ved at følge skabeloner eller gengive allerede eksisterende tanker. Den er skabt af mennesker, der turde tænke nyt, skrive anderledes og kæmpe med sproget. Hvis vi overlader den kreative proces til en chatbot, risikerer vi at miste netop den kant, den tvivl og den originale stemme, der gør litteratur stor.
Danskfaget handler ikke kun om at finde den rigtige analyse af en tekst. Det handler om at udvikle en original tanke, om at formulere et argument, om at tænke kreativt og kritisk. Børne- og undervisningsministeriets anbefalinger understreger, at AI kun bør bruges, når det giver “faglig, didaktisk og pædagogisk mening”. Mit spørgsmål er: Giver det mening i et fag, der i sin kerne handler om at lære at tænke selv?
En anden vigtig faktor er, at ChatGPT meget hurtigt kan fjerne glæden ved processen. For lige så irriteret og frustreret, jeg kan blive, når jeg sidder med en tekst og ikke kan finde det ord eller den sætning, der får det hele til at spille sammen, lige så glad og næsten lykkelig bliver jeg, når det endelig lykkes. Den tilfredsstillelse, der opstår, når jeg efter lang tids kamp, finder det ord, som binder hele sætningen sammen. Filosoffen Søren Kierkegaard skriver i sine værker ‘Begrebet angst’ og ‘Frygt og Bæven’ hvordan det at kæmpe med noget svært, at blive ramt af fortvivlelse og angsten for at fejle er en nødvendig proces for at finde tilfredsstillelse og personlig vækst. Det samme tror jeg, gør sig gældende, når man skriver en danskstil.
ChatGPT udgør en ekstra kæp i det hjul, der er vores skolesystem, som i forvejen er bygget op omkring test og karakterer, der kvæler kreativitet og originalitet. Når vi ikke længere kæmper med opgaven, når vi ikke selv sidder og finder løsningerne, men i stedet lader en robot gøre arbejdet, går vi glip af følelsen af at have opnået noget svært og værdifuldt på egen hånd.
At skrive er ikke bare at få ideer, det er at kæmpe med dem.
Modstand er ofte det, der tvinger os til at tænke nyt. Når vi skriver en tekst, maler et billede eller komponerer en sang, møder vi udfordringer: Hvordan formulerer jeg den her sætning bedst? Hvad mener jeg egentlig? Hvordan kan jeg gøre det anderledes? Det er i den kamp, at originalitet opstår.
Jeg frygter, at kunstig intelligens skaber en generation, der kan skrive fejlfrit, men ikke fortælle noget nyt.
