psykedelsisk
Foto: Shutterstock

Syretrip på statens regning: Psykedelisk stof testes som behandling af depression i England

Et nyt klinisk forsøg med det psykedeliske stof DMT har netop fået grønt lys af de engelske myndigheder, der håber, at det kan hjælpe folk med depression.

Normalt kan det koste syv år i brummen, hvis man bliver taget på gaden med det psykedeliske stof dimethyltryptamin, bedre kendt som DMT eller ‘the spirit molecule’. Det klassificeres som et klasse A-stof og er meget ulovligt. Sælger man det, risikerer man fængsel på livstid.

Men fra januar kan 68 udvalgte englændere nu alligevel komme på syretrip uden at komme på kant med loven.

Myndighederne har netop godkendt et nyt klinisk forsøg med DMT, der skal undersøge stoffets indvirkning på folk med depression. Det skriver The Guardian.

“Det psykedeliske stof nedbryder alle de dybe lag i hjernens tankeprocesser – det omgør bogstavelig talt de ting, der er blevet gjort enten af den stress, du er gået igennem, eller de depressive tanker, du har – og det øger i høj grad skabelsen af nye forbindelser,” siger Carol Routledge, ledende forsker fra Small Pharma, som kører forsøget med Imperial College London, til The Guardian.

DMT findes i mange planter, og det indgår i ayahuasca, som i sydamerika er blevet anvendt i mere end 3.000 år i forbindelse med shamanistiske ceremonier. I den konkrete forsøg, som man satser på vil køre fra januar 2021, vil man imidlertid anvende den mindst mulige dosis af stoffet, som fremkalder en psykedelisk oplevelse.

Efterfølgende er det planen at deltagerne omgående modtager psykoterapi – for at få styr på deres psykedeliske oplevelse og komme tilbage til sig selv.

Kan kurere mere

Fra forskernes side satser man på, at forsøgets resultater vil vise sig at være overførbare til behandlingsforløb af folk med andre problemer end bare depression.

“Vi tror, det her kan være en behandling for en række af forskellige depressive lidelser udover svær klinisk depression, inklusive PTSD, behandlingsresistent depression, OCD og muligvis visse typer af stofmisbrug,” siger Carol Routledge.

I første omgang tester man dog DMT på 32 frivillige raske deltagere, som aldrig tidligere har prøvet kræfter med psykedeliske stoffer eller ecstasy og ketamin. Herefter står 36 personer diagnosticeret med klinisk depression for skud.

Behandling tager form efter tidligere forsøg med psilocybin, der et aktivt stof i visse svampe, og deltagerne vil af fagfolk få guidelines undervejs, således at de er afslappede og behageligt til mode i deres trip.

Til forskel fra tidligere forsøg med psykedeliske stoffer som for eksempel psilocybin forventer man, at det forestående forsøg vil være hurtigere overstået.

“Hvor en psilocybin-session tager hele dagen – og hvis du er med i to eller flere sessions, er det en stor tidsinvestering – så tager en DMT-session alt i alt ikke mere end to timer,” siger Peter Rands, der er CEO i Small Pharma.

Danmark er med

Det engelske forkningsmiljø er ikke alene med kliniske undersøgelser af psykedeliske stoffer. I Danmark har vi også været med på vognen. På Rigshospitalet har man de seneste år kørt forsøg med psilocybin for at se, hvordan stoffet påvirker hjernen.

Da de første resultater tikkede ind fra de danske forsøgspersoner, udtalte læge Martin Korsbak Madsen fra Neurobiologisk Forskningsenhed på Rigshospitalet, at meget tydede på, at psilocybin “kan have en gavnlig effekt på behandling af nogle hjernesygdomme, som fx depression og Hortons hovedpine”.

Og for nylig udsendte Rigshospitalet en pressemeddelelse om, at endnu et dansk studie, som skal undersøge om psilocybin kan fungere som behandling af OCD, har fået en bevilling på 4,5 millioner og derfor forventes at se dagens lys.

Footer graphics