Vi er en del, der har stået ude på venstrefløjen i et årti og råbt op om, at vi har et problem med tonen i debatten. At hyggeracisme og dem-og-os-retorik er farligt. At vi langsomt godtager en mere og mere hård og rå tone fra politikerne i deres jagt på stemmer og strammerkurs.
Jeg er sikkert det, som Paludan ville kalde en ’landsforræderisk skrigeskinke’ nu, eller måske endda et “nazi-svin”, men engang reagerede vi prompte, når Glistrup talte nedladende om ”muhamedanerne”. Ja, i 2000 blev Mogens Glistrup dømt for racisme i byretten for under Fremskridtspartiets landsmøde i 1999 at have udtalt:
”Jeg skal redde Danmark. Muhamedanerne venter på, at de bliver stærke nok, så de kan slå os ihjel”. Det var et chokerende udsagn dengang, men adskiller sig kun med marginaler fra, hvad vi hørte Paludan sige i partilederrunden. Vi reagerer dog ikke så voldsomt længere. Vi har nærmest vænnet os til fornærmelserne, og vores omgangstone er i det hele taget blevet mere rå og hæmningsløs.
Siden Glistrup-tiden har de sociale medier, digitale medier, youtubere og blogs ført en tsunami af racisme, sexisme, trusler og hadefulde online-ytringer med sig. The Dark Side of WWW. Og den måde, vi debatterer politik og især indvandring, integration og flygtninge på, er totalt ændret.
LÆS MERE:
I dag står partileder Rasmus Paludan i politiske debatter og kalder muslimer for ’berigere’, kriminelle, samfundsnassere og taler om lav-IQ-lande og vil forbyde Islam og smide flere hundredetusinde herboende muslimer ud af landet. Altså afskaffe religionsfrihed.
Paludan fremlægger den samme konspirationsteori som Glistrup, at ’muslimerne’, dette store, fælles hadeprædikat, går rundt med en hemmelig, krigerisk muslim-plan, som de faktisk er kodet til at efterleve via koranen, nemlig at de vil masseformere sig og overtage Danmark fra danskerne og Vesten fra vesterlændingene.
Det her citat indgår i en video på Youtube fra Paludan:
“Det bedste ville selvfølgeligt være, at der ikke er en eneste muslim tilbage på vores kære jord, og jeg håber, at det vil ske en dag, og så ville vi have nået vort endelige mål – med sikkerhed! Og vort endelige mål vil jeg minde om ved at vise V-tegnet og ytre sejr”.
Det er fandeme en vild ting at sige. Det lyder som etnisk udrensning. Og jeg påpeger lige, at Paludan altså laver det V-tegn, når han optræder offentligt. Det er i gang med at køre fuldstændigt af sporet det her.
Derfor vil jeg vende tilbage til det indledende spørgsmål og på vanlig Anne Marie Helger-fredsvagt-vis anmode om, at vi måske kan genoptage debatten om ’tonen i debatten’ nu? Før det er for sent.