Forestil dig, at du sidder til et middagsselskab med gode venner og halvbekendte. Der er rødvin i glassene og varme samtaler rundt om bordet. Det er blevet sent. Gæsterne over for dig er havnet i en intim og personlig samtale om sex og lyst. Du lytter nysgerrigt med.
Podcastserien ’Uafbrudt Samleje’ giver dig den personlige og bramfrie samtale om sex over et glas rødvin. Journalisterne Mathias Bundgaard og Sara Skaarup er det umage værtspar, og sammen eksperimenterer de med sex-podcasten som fænomen. Her er ingen brevkasse, ingen musik. De to værter kender nærmest ikke hinanden på forhånd, hvilket er det eneste benspænd i podcasten. Her er de personlige oplevelser og tanker i fokus, og hver anden gang dukker en gæst op i studiet og deler seksuelle erfaringer.
”Sex fylder utrolig meget i offentligheden i dag, men den vedkommende og personlige vinkel fylder ikke så meget. Jeg oplever, at mange mennesker føler, at de er forkerte i deres sexliv, andre keder sig bare, fordi de ikke forstår, at det er dem selv, der skal skabe et spændende sexliv. Vi skal skabe en inspirerende og utæmmet samtale om sex,” siger Sara Skaarup, som udover at være journalist, også er sexolog og forfatter.
Hvorfor skal vi egentlig snakke om sex? Kan vi ikke risikere at snakke lysten ihjel?
”Det eneste, jeg kan huske fra seksualundervisningen i folkeskolen, er min lærer, som fortalte om sin egen seksuelle debut, og den lille personlige fortælling var det eneste, jeg tog med fra det. Dér tænkte jeg nemlig: Det skal nok gå. Folk vil ikke belæres. De vil spejle sig i andres historier, derfor mener jeg også, at vi skal dele lidt mere ud af vores personlige oplevelser med sex”, siger Mathias Bundgaard.
Sexsnak uden filter
”Jeg har som sexolog en faglighed, og jeg taler aldrig ud fra mit privatliv. Den præmis vil jeg egentlig gerne udfordre. Det er okay tale fra vores eget liv engang imellem. Jeg ser det som en slags eksperiment, og det er faktisk grænseoverskridende for mig”, siger Sara Skaarup.
Der findes mange podcasts, hvor værterne er ens og kender hinanden godt, det er faktisk de færreste, hvor værterne er vidt forskellige og ikke kender hinanden. Det var egentlig udgangspunktet for ’Uafbrudt Samleje’ – for hvad sker der, når to ‘sex-nysgerrige’ mennesker mødes?
”Jeg blev overtalt, fordi sex er kedeligt alene og sjovt sammen med andre, hvilket gælder både i virkeligheden og i samtalen”, siger Mathias Bundgaard.
Podcastserien ’Uafbrudt Samleje’ kører de næste seks uger. Hver anden udsendelse med en gæst og et tema. Programmets første gæst er journalist og debattør Ida Rud. Næste gæst er journalisten Adam Holm. Lyt med og bliv pirret!