Ryan Adams
Dan Hallman/AP/Ritzau Scanpix

Ryan Adams ved, hvordan bunden af en MeToo-skandale ser ud: Tre år efter forsøger han at rejse sig

Tre år efter, at MeToo-anklager destruerede rockmusikeren Ryan Adams karriere og gjorde ham til en paria i branchen, er han albumaktuel igen. Ingen ved, hvad de skal stille op. Kun Ryan Adams, der bare bliver ved og ved med at lave musik. Men er verden klar til det?

Ryan Adams har en gammel skrivemaskine stående i sit studie, som han bruger til at skrive på. Da han en dag omkring 2018 satte sig ned for at nedfælde teksten til sin nyeste sang, havde han nok ikke forestillet sig, at ordene ville ende som en profeti.

“It is so quiet, that it’s loud.” 

I 2022 er stilheden omkring den 47-årige indie-rockmusiker imidlertid præcis dét. Larmende. Ingen taler om ham. Der tikker ingen pressemeddelelser ind hos journalisterne, og medierne skriver ikke om, at han netop har udgivet en ny plade, ‘FM’. Den femte på bare to år.

Sådan plejede det ikke at være. Da han i 2017 udgav albummet ‘Prisoner’ – en for ham klassisk break up-plade efter bruddet med sin eks Mandy Moore – toppede han rock-hitlisten. Medier som Pitchfork, Rolling Stone og The Guardian var som altid på pletten, ikke som sådan overstrømmende, men anmeldelserne var der. Dengang skulle han ikke foretage andet end af bøvse lidt på Twitter, før det fik omtale. Og det gjorde han i øvrigt en del. 

Men den 13. februar i 2019 ændrede alt sig for Ryan Adams. Og det betyder, at historien om den succesfulde rockmusiker fra Hollywood Hills, der flyttede fra North Carolina som 15-årig med et sjældent musikalsk talent og store planer, i dag er blevet en historie om MeToo i musikbranchen, om kunstnermyter og cancel culture.

I 2019 bragte The New York Times en artikel, hvor Adams blev anklaget af syv kvinder for krænkende adfærd – fra følelsesmæssig manipulation til dårlig seksuel opførsel. Blandt anklagerne var flere ekskærester og musikere, men også hans ekskone, musikeren og skuespilleren Mandy Moore. Hun  beskrev Adams som en kontrollerende, befalende og ekstremt krævende partner, og hun mente, han havde stået i vejen for hendes musikkarriere. 

Også musikeren Phoebe Bridgers, som Adams tog under sine vinger, da hun var et ungt stjernefrø på bare 20 år, for at hjælpe med indspilninger i sit studie i Los Angeles, var blandt anklagerne i artiklen. Efter sigende og i tråd med de øvrige anklager skulle han have truet med ikke at udgive hendes musik og aflyse planlagte opvarmningskoncerter på hans tour, efter at deres forhold, som sidenhen havde udviklet sig i en romantisk retning, var gået i vasken. 

Bridgers fortalte også, at Adams skulle have bedt hende om at tage noget med op på hans hotelværelse på den første tour-dag, hvorefter han havde åbnet døren nøgen. 

Phoebe Bridgers under koncert i New York sidste år. Foto: Andy Kropa/Invision/AP

Den mest alarmerende anklage var dog, at Ryan Adams skulle have sex-chattet med en mindreårig, en vis Ava, som han indledte kontakt med, fordi hun var fan. Han benægtede ikke, men ifølge eget udsagn havde han ikke været klar over, hvor gammel hun var. Faktisk havde han flere gange forsøgt at få hende til at bekræfte sin alder, men uden held. “Hvis folk vidste det, ville de tro, jeg var ligesom R Kelly lol,” skulle han have skrevet til hende.

FBI undersøgte sagen og finkæmmede mere end 3.000 beskeder, men stoppede igen, da der ikke blev fundet nogle beviser for ulovlig opførsel.

Cancelled

Derfra sneboldede alting i den forkerte retning for Ryan Adams. Hans kommende album, ‘Big Colors’, der skulle være det første i en trilogi, blev afblæst af pladeselskaberne Capitol og Blue Note. Også Adams’ gear-sponsorer gav ham sparket. Hvilket i og for sig var ligegyldigt, fordi der heller ikke længere var nogle koncerter for ham at spille.   

Branchen frøs ham kort sagt ude, han blev aflyst eller cancelled, som man siger, og efter at medierne havde hængt ham til tørre, var han brændemærket som en paria: Persona non grata.

Udover et tweet, hvor Adams rettede en undskyldning til alle dem, han nogensinde “utilsigtet” havde såret, forholdt han sig i ro. Først året efter udsendte han et statement i Daily Mail, hvor han lagde sig fladt ned og desuden fortalte, at han fik professionel hjælp til at blive ædru.

“Der er ingen ord, der kan beskrive, hvor skidt jeg har det over den dårlige måde, jeg har behandlet folk på gennem mit liv og karriere. Det eneste jeg kan sige er, at jeg beklager. Så simpelt er det. Den her periode med isolation og refleksion har fået mig til at indse, at jeg har brug for at nogle markante ændringer i mit liv,” skrev han i Daily Mail.  

“Jeg håber, at de mennesker, jeg har såret, vil hele. Og jeg håber, at de finder måde at tilgive mig på.”

Umiddelbart virkede det som ren ønsketænkning. I kølvandet på MeToo-anklagerne landede støtten og opbakningen kun ét sted, og det var hos de kvinder, der var stået frem. 

Som 46-årig sad Ryan Adams derfor for sig selv med en karriere, der var totalsmadret. Mange af hans tætte venner og kolleger var væk, selv personer han havde talt med så sent som dagen inden, den afgørende artikel udkom i New York Times. Et par måneder senere smækkede hans manager så med døren og skred med ordene: “Jeg vil have min karriere tilbage… jeg er ikke interesseret i det her healingspis.” 

Den perfekte kunstnermyte

Selvom det er en farlig sti at betræde, virker det her et par efter ikke som om, at skandalen omkring Ryan Adams kom ud af det blå. Eller sagt på en anden måde: Han havde alle de rigtige, hvilket selvfølgelig vil sige forkerte, forudsætninger for at ende i midten af en MeToo-orkan. 

Dels er hele kronologien i Adams’ liv en inkarnation af vores romantiske idé om kunstnermyten. Han var den her utilpassede knægt, en punk, der ikke duede til andet end at skabe kunst, og derfor blev nødt til at gøre det, koste, hvad det ville. Allerede fra starten af hans karriere som forsanger i bandet Whiskeytown, der spillede noget så umoderne som alternativ country i 1990’erne, blev Adams opfattet som et male genius. Det store gennembrud kom dog først i 2000 med soloalbummet ‘Heartbreaker’, der indstiftede Adams’ position som en af tidens største melankolikere, når det kom til det at skrive kærlighedssange.

Den mest rammende, man kan sige om Ryan Adams virke som musiker, er nok, at han altid har lidt af kreativ inkontinens. Han har simpelthen spyttet plader ud. Alene som soloartist har han udgivet tyve af slagsen – herunder et coveralbum af Taylor Swifts ‘1989’.

Som live-musiker blev han tidligt kendt for en særlig uforudsigelighed, hvilket i virkeligheden bare er en pæn måde at sige, at han kunne være ekstremt dramatisk og smide publikummer ud eller sågar ringe anmeldere op for at skælde dem ud. 

Ryan Adams i 2015. Foto: Dan Hallman/Invision/AP

Det samme kan siges om hans adfærd på de sociale medier de senere år. Han tilhører utvivlsomt den pikante kategori af kunstnere, hvor man naturligt sår tvivl om, hvorvidt det er en god idé overhovedet at være online. Adams er notorisk berygtet for at lave underlige videoer af nærmest manisk karakter, mens han for eksempel er ude at handle – eller taler med en af sine mange katte. Meget sigende sagde hans publicist også op, efter Adams gik på Instagram for at tigge pladeselskaber om at give ham en chance til.  

På Twitter er han kendt for at skrive sindssyge ting, som han sidenhen sletter. Han har ad flere omgange lagt sig ud med andre musikere og tilsyneladende uprovokeret svinet både Father John Misty og The Strokes til.

Forklaringen skal man nok finde i hans narkotiske misbrug. Ryan Adams har ikke lagt skjul på, at han i perioder har taget heroin og cokain, ligesom han også har været misbruger af alkohol.   

Men forklaringen skal man nok også finde i myten om det kunstneriske geni som sådan. Det er et koncept, der isolerer perfekt mod alle former for synd – og dårlig opførsel. I vores del af verden har vi været vant til at hædre passion, visionær tænkning og ilterhed i kunstneriske sammenhænge. Vi har anset hedonisme for at være et tegn på autenticitet, og vi har troet på, at man skal bløde for at opnå stor kunst. Især for de mandlige kunstnere har det at være hysterisk – i modsætning til kvinder – bare bidraget positivt til billedet af det store geni. 

Alt det er Ryan Adams et perfekt eksempel på. Dermed er han også et eksempel på al den line han har fået i kunstens navn – og måske på trods af etik og moral. 

Ord mod ord

Det var i hvert fald en del af budskabet i Phoebe Bridgers udmelding efter sagens udbrud. I et officielt statement påpegede hun, at Ryan Adams så at sige ikke havde handlet alene.

“Venner, bands, mennesker han arbejdede med. Ingen af dem stillede ham til ansvar. De viste ham med det, de sagde eller ikke sagde, at det, han foretog sig, var okay. De validerede ham. Han kunne ikke have gjort det her uden dem,” skrev hun med henvisning til de konkrete anklager.

Det faldt imidlertid en række kvinder fra Ryan Adams’ tour-crew for brystet. De har siden været ude og taget afstand til det billede, Bridgers malede af ham og påpegede i øvrigt, at roadie-holdet omkring Adams var et for branchen sjældent velfungerende og rart arbejdsmiljø at være i som kvinde. Blandt andet fordi halvdelen af hans crew atypisk nok faktisk var kvinder. 

En af hans tidligere kvindelige roadies undrede sig over den konkrete hændelse, hvor Adams ifølge Bridgers pludselig havde været nøgen, fordi han normalt altid sov i sin tourbus, når han var på turné. Adams selv har også sagt, at han ikke har noget minde om den pågældende episode. 

Også Ava, den unge kvinde, som Adams havde chattet med, har efterfølgende taget ham i forsvar, kaldt ham et godt menneske og forklaret, at de i modsætning til fremstillingen i artiklen i New York Times begge to deltog på lige fod i sexchatten.

Ryan Adams til koncert i Falconer Salen i 2015. Foto: Mathias Bojesen/Scanpix

Aflysningen af Ryan Adams har imidlertid været en realitet, uanset hvad han, eller nogen andre, har sagt. Og billedet af ham som et følelsesmæssigt misfoster med et misogynt forhold til kvinder fik kun ekstra nuancer, da en journalist fra Rolling Stone i 2019 gennemgik teksterne i Adams’ bagkatalog for at nå frem til den erkendelse, at hans grænseoverskridende opførsel hele tiden havde været der, formuleret af ham selv direkte i hans egne sange.

“Det er nemt nu at se, hvordan Adams brugte sin kunst som en slags iscenesættelse af de magtudøvende misbrug og overskridelser, der fandt sted i hans privatliv,” skrev journalisten og konkluderede, at der i teksterne var tale om maskulin narcisisme forklædt som sårbarhed og ærlighed. 

Men hvis der virkelig er tale om misogyni i Adams’ tekster, er den – som en anden journalist formulerede det i L.A. Magazine – lige så nem at finde i hele den chauvinistiske del af den øvrige musikhistorie, som inkluderer Neil Young, The Rolling Stones og Bob Dylan. Musikere, som vel at mærke stadig bæres frem i de medier, der har frosset Ryan Adams ude. 

“Tydeligvis kunne nogle af de mest elskede skikkelser indenfor klassisk rock, R&B og hip hop ikke overleve den samme form for granskning, som fik Adams cancelled,” lød det. 

Det lysner (måske)

Nu står vi så her. Vi skriver 2022, og Ryan Adams har allerede udgivet tre albums på sit eget pladeselskab PaxAm siden årsskiftet. Så hvad stiller man op? Mange medier anmelder ham ikke længere. Heller ikke herhjemme, selvom Politiken rent faktisk gjorde det sidste gang, og nærmest lavede en gimmick ud af at anmelde de to plader ‘Wednesdays’ og ‘Big Colors’ fra 2020 og 2021, nu hvor ingen andre ville.  

Som anmelderen sluttede af med at skrive, kan man godt forholde sig til og anerkende Ryan Adams’ talent parallelt med afviklingen af ham som den store mytologiske rockstjerne. Med andre ord skille privatpersonen fra kunstneren, hvilket jo er et af MeToo-tidens mest grundlæggende kulturelle dilemmaer. 

Og uanset om man kan lide Ryan Adams eller ej, og uagtet at hans liv er fuldstændig fucked, så er hans sangskrivertalent stadig intakt. Skal man undsige sig det på grund af det politiske klima, sker det på bekostning af den (måske) store kunstneriske oplevelse – omend han ikke ligefrem har genopfundet sig selv på pladerne ‘Chris’, ‘Romeo & Juliet’ eller ‘FM’ fra i år.

Til gengæld virker det til, at mennesket Ryan Adams efter sit livs krise har fundet hidtil hengemte sider af sig selv i 2022. På Instagram tæller han stolt ugerne som ædru og poster billeder af sig selv på løbeture i Hollywood Hills. I maj skrev han i netop sådan et opslag, at han aldrig har følt sig mere inspireret, ydmyg og fredfuld. Det lover pludselig godt for ham – og står i stor kontrast til den mand, omverdenen mødte i L.A. Magazine sidste år i hans hidtil eneste interview siden skandalen, der tegnede et billede af en mand i dyb, dyb krise. På de tilhørende billeder havde hans depression og angst nærmest gjort ugenkendelig. 

Spørgsmålet er så bare, om verden er klar til, at Ryan Adams rejser sig. Er tiden moden til, at den første fugl føniks rejser sig fra MeToo-asken? Det mangler vi stadig at se. Men konturerne af hans genkomst er begyndt at træde frem, og til november tager han på sin første lange USA-turné i årevis. 

De første shows er allerede udsolgt.  

Find mere om
Footer graphics