Efter en hjemmearbejdsdag lukker Siv Werner computeren og hopper op på familiens knaldrøde christianiacykel for at hente sin søn, Vilmundur, i Svanholms børnehus små to minutter væk. Herfra samler de storesøster Ene op fra en af trampolinerne på vej over godsets allé, hvorefter de kan mødes med resten af storkollektivet til fællesspisning i den store spisesal.
”Vi deles om at lave mad. Vi deles om udgifter. Vi deles om at vaske op, og til gengæld har vi mere tid til at være sammen,” beretter Siv Werner om hverdagen for en godsejer anno 2024.
Hun har beholdt sit gamle job som projektleder og tager derfor toget til København nogle dage om ugen, men det at flytte til Svanholm har stadig beriget familien med mere tid, selvom hun arbejder lige så meget som før, fortæller hun.
”Det er ikke, fordi jeg arbejder mindre lige nu,” siger Siv og fortæller, at man ifølge Svanholms fællesøkonomiske politik godt må nøjes med at arbejde 30 timer om ugen.
”Det gør min mand. Han er ansat som kollektivist blandt andet med at administrere vores fællesbiler,” siger hun.
Mark-Sidsten
Svanholm Gods er placeret godt 10 kilometer sydvest for Frederikssund Station, der markerer slutningen på S-togets c-linje. Godset har ligget der siden midten af 1700-tallet, men i 1978 rykkede et storkollektiv ind på den 414 hektar store grund, som de dengang købte for 30 millioner kroner.
Alt fra landmænd og tømrere til folkeskolelærer og pædagoger flyttede ind på det gamle gods, og de mødtes hver aften til fællesmøder for at brolægge vejen mod, hvad de mente, var det gode liv. Med et klart fokus på landbruget blev de pionerer for økologibevægelsen, i deres forsøg på at blive det selvforsynende samfund, de er i dag.
Inden min ankomst til Svanholms idyl måtte jeg dog først begive mig ud på en togtur til Frederikssund efterfulgt af en en lang cykeltur på min citybike langs Sjællands snoede landeveje for til sidst at kunne trille ned mellem de to marker, som af kollektivisterne er blevet døbt ’Mark-Førsten’ og ’Mark-Sidsten’.
Ikke helt uden forventninger til dette mikrokosmos, skal jeg som frivillig sælge oksepølser og friskmalket mælk fra Svanholms egne kvæg under storkollektivets årlige fejring af forårets komme. Med et løfte om kost og logi i godsets frivilligkælder var det derfor med fuld oppakning, at jeg parkerede min cykel ude foran Svanholms Gårdbutik.
Hvad siger vi ja til?
På en bænk i en solstråle ude foran gårdbutikken sidder den 80-årige Bo Læssøe, der som ung i 70’erne var en del af flere forskellige københavnerkollektiver. Da han er en af Svanholms første beboere, har jeg derfor høje forventninger til mængden af ’flower power’ i hans udtalelser om storkollektivets første år.
Bo Læssøe retter på sin hat og kigger kækt udover kanten på sine briller, idet han byder mig velkommen til en snak på bænken i solen. ”Vi vælger solen,” siger han.
På trods af en god start må jeg dog forkaste min hypotese om et stillbillede á la Woodstock, da Bo Læssøe fremhæver, at han, inden han flyttede til Svanholm, var blevet træt af de mange demonstrationer og protester i København.
”Det var atomkraft. Det var også NATO og EU-udvidelser og alt det der. Det var sådan nogle ting, der var oppe i samfundet. Det var jo oftest nej-protester, og det syntes jeg altså blev lidt ensidigt,” siger Bo Læssøe.
Under sin landbrugsuddannelse i 70’erne boede Bo Læssøe i mange kollektiver, og hans konstante søgen bosatte ham også i enkelte jyske landbrugskollektiver. Men her gav ensidigheden igen anledning til frustration.
”Hvis man var i et landbrugskollektiv i Jylland, så havde det alt sammen noget med køer at gøre, og så var det det, man snakkede om. Eller også var man kommunister,” siger Bo Læssøe, som ikke var i tvivl, da han faldt over en annonce for Svanholm Storkollektiv i avisen.
”Det opfylder lige præcis det, at der er forskellige mennesker med forskellige interesser, forskellige uddannelser, og det er ikke kun landbrug,” fortæller Bo Læssøe og understreger samtidig den store tillid, der var til ham, som en af Svanholms første landbrugsuddannede i storkollektivets spæde start.
På de dengang daglige møder i spisesalen besluttede kollektivet nemlig at omlægge 10 hektarer ad gangen til økologisk landbrug, og Bo Læssøe var dermed en vigtig del af det, der i 1990 blev Danmarks første 100 procent økologiske landbrug.
Meget er dog sket siden 1990. Ligesom med atomkraften i 70’erne, bliver der i dag også sagt nej til landbruget, og det er ikke overraskende, hvis man spørger Bo Læssøe.
”Jeg synes, at landbruget, som altid har sagt, at de forvalter naturen, gør det rigtig dårligt.”
At nøjes med at sige nej til det dårlige er én tilgang til problemet, men efter sin erfaring med 70’ernes mange forskellige demonstrationer og protester prøvede Bo Læssøe for 45 år siden at tackle de politiske konflikter med en ny strategi.
”Jeg begyndte at efterspørge: Hvad siger vi ja til?” fortæller Bo Læssøe, der i 1979 takkede ja til livet på Svanholm Storkollektiv, hvor han senere mødte sin kone Elsebeth, der i dag har en akupunkturklinik på stedet.
Verdens lykkeligste land
Efter min snak med Bo finder jeg min vej til fællesspisningen i den store spisesal, hvor jeg tager plads ved en bænk i aftensolen med Svanholms nuværende hold af frivillige. Japanske Nanna har sammen med de andre internationale frivillige rundt om bænken sammensat den økologiske menu i kollektivets storkøkken, som jeg netop sidder og deler med dem.
”It’s the happiest country in the world,” fortæller Nanna mig, som argument for, hvorfor hun har valgt at besøge Danmark. Nanna, som oprindeligt kommer fra Osaka, skal i de næste to måneder nemlig observere verdens lykkeligste land, imens hun luger ud og høster grøntsagerne fra markerne på Svanholm.
Nanna har derfor fulgt denne aftens måltid fra jorden til bordet i den gamle kostald, som i dag agerer spisesal på godset. I spisesalen deler de omkring 100 kollektivister ikke kun sæsonens høst, men de deler også deres holdninger til kollektivets fremtid. Spisesalen er derfor et oplagt politisk knudepunkt for Svanholmerne, da det, der kommer på kollektivisternes tallerken, altid har været hovedingrediensen i Svanholms filosofi.
Imens forårssolen går ned, finder jeg min vej ned i godsets kælderkøkken, hvor et tapet af skøre tegninger, søde hilsner og andre vilkårlige tuschstreger fra de mange frivillige gennem tiden pryder væggene.
Efter et par øl og et glas rødvin med nogle af de frivillige kunne jeg derfor trygt lægge hovedet på puden i det gennemgangsværelse, jeg havde fået tildelt for at lade op til min kommende arbejdsdag på Svanholm.
Godsejerfamilien
Morgenen efter byder på en skål hjemmelavet yoghurt og en hurtig kop kaffe, før de hundredvis af udefrakommende gæster ankommer til godset. De er blevet lokket til af duften fra Svanholms grillpølser og musikken fra storkollektivets husorkester, og derfor er også de helt unge Svanholmere trukket i arbejdstøjet.
De har nemlig til ansvar at sælge de Hansens is, som er lavet på mælken fra Svanholms køer. Selv den kun syv-årige Ene har travlt ved isvognen, imens hendes lillebror Vilmundur får lov at holde fri. Deres mor, Siv, bruger sin fridag på at nyde en kop kaffe i gårdbutikken, hvor jeg møder hende til en snak om livet som familiemor på Svanholm.
”Når jeg siger, jeg bor i kollektiv med fællesøkonomi, er det det, folk synes, er mest radikalt, men i virkeligheden synes jeg jo ikke, at det er særlig radikalt, at vi deles om nogle af de ting, som gør hverdagen besværlig for rigtig, rigtig mange,” fortæller Siv, der efter sin betaling til Svanholms faste udgifter, beholder 20 procent af sin månedsløn selv.
Efter Ene har brugt sin pause fra isvognen på at tumle rundt i en halmborg, får hun kæmmet sit hår af sin lillebror, imens de bliver trillet hjem til frokost i den røde christianiacykel. På vejen passerer vi den gamle hestestald, som udgør nogle af Svanholms mange nyrenoverede familieboliger. Siv har dog inviteret mig ind i godsets sydlige porthus, som familien i to år har kunnet kalde deres hjem.
Siv, der selv voksede op i et mindre landbrugskollektiv, havde nemlig samme ambitioner for sine børns opvækst, men inden de flyttede til Svanholm, var virkeligheden en anden. ”Pludselig så jeg mig selv være københavnermor, og tænkte; skal mit barn vokse op herinde?” fortæller Siv Werner og understreger, at ”man skal tage stilling til sit liv.”
Familiens fire hoveder og de 80 procent af den månedlige indkomst gav dem en fjerdedel i porthuset, som består af fire værelser, et bad og et køkken. Herudover har de også fået del i storkollektivet, et økologisk landbrug og titlen som godsejere.
”Den eneste mulighed for os for at leve det her liv er jo ved at gøre det sammen med andre,” siger Siv Werner.
Poesi og politik
Jeg forlader Svanholms forårsfejring til tonerne af kollektivets husorkester, der spiller en sidste sang for de tilbageværende gæster. Da jeg henter min rygsæk i frivilligkælderen på godset, får jeg mig et glas vand i køkkenet, imens jeg igen betragter de tuschstregede vægge.
De frivilliges farverige hilsner og tegninger beretter ikke kun om de gode stunder på Svanholm, men de bærer også budskaber med alt fra poesi til politik. To ting, der i fremtiden bliver en udfordrende balancegang på godset, hvis man spørger en af de første beboere på Svanholm Storkollektiv.
”Et af de store problemer i landbruget i dag, det er generationsskiftet,” mener Bo Læssøe, der i 70’erne havde det noget nemmere ved at blive landmand, end den unge generation har i dag.
”Jo større og mere økonomiske gårde, jo mere umuligt bliver det. Man skal op i millionbeløb, og det er der jo ikke nogen landbrugselever, der kan,” understreger han.
Når man kigger på de mange frivillige på Svanholm fra både Danmark og udlandet, er det dog tydeligt at se, at de unge stadig har mulighed for at få jord under neglene og dyrke landet.
Japanske Nanna, der ville opleve verdens lykkeligste land, valgte at gøre det i markerne på Svanholm, og selvom Danmark rent faktuelt ikke har toppet lykkelisten siden 2016, virkede hun glad, da hun spiste de nye danske kartofler i Svanholms idylliske omgivelser.
Kartoflerne ser også ud til at virke ret godt på de helt små Svanholmere, der nærmest går frit rundt og udforsker de 440 hektar, samtidig med at de tager del i det fælles ansvar på godset. Noget som, for i hvert fald en af forældrene på Svanholm, er en klar anbefaling.
”Jeg vil da til enhver tid anbefale, at andre måske starter deres eget kollektiv, eller kommer og er med i vores,” siger Siv Werner, der blot er en af de mange godsejere på Svanholm, der takkede ja til et liv, som har givet dem det, de manglede før.
Hvis jeg derfor inden min afsked med storkollektivet selv skulle svinge tuschen og efterlade en hilsen på den farvestrålende væg i frivilligkælderen på Svanholm gods, vil jeg citere en af de første Svanholmerne og stille spørgsmålet: Hvad siger vi ja til?
