For nogle år siden interviewede jeg den transkønnede forfatter Meredith Russo, der havde skrevet en vigtig ungdomsbog med et transkønnet coming of age-tema. Vi talte længe om, hvilke udfordringer det giver at være transkønnet oven i al den usikkerhed, som ungdomsårene i øvrigt medfører.
Jeg sluttede interviewet af med at stille hende spørgsmålet: Hvad kan vi binære kvinder gøre for at bakke op om jeres kamp? Et lidt naivt spørgsmål og svaret kom da også så meget bag på mig, at det udstillede min totale uvidenhed overfor transkvinders liv og hverdag: ”I kan gå med os på toilettet og sørge for, at vi er trygge,” svarede Russo nemlig.
Jeg havde faktisk aldrig overvejet, at det at gå på et offentligt toilet var en del af den transkønnede kamp og et dagligt dilemma. Men når jeg læser de sidste dages ophidsede Twitter-debat om kønsneutrale toiletter, tænker jeg, at vi er mange, der aldrig har skænket problematikken så mange tanker.
Jeg har dog ofte tænkt tilbage på Meredith Russos svar, når jeg har besøgt offentlige toiletter og pejlet efter de klassiske piktogramskilte for ’person i kjole’ og ’person i bukser’, som her i 2022 virker som en ualmindeligt gammeldags inddeling af menneskeheden. Og jeg har også en enkelt gang spurgt en ung nonbinær, om vi skulle følges ind på toilettet, og det skulle vi.
Det offentlige rum kan være et utrygt sted at færdes i, især om natten, og vi skal hjælpe hinanden. Den igangværende debat om, hvorvidt vi bør skifte til mere inkluderende toiletforhold, hvor vi ikke skal inddeles efter køn, er derfor helt på sin plads. For nylig genåbnede et nyt stort offentligt toilet under Rådhuspladsen, som er decideret funky i farverne og desuden kønsneutralt. Det var naturligvis en mærkesag for Enhedslisten:
”Alle skal kunne komme på toilettet i København, og det er vigtigt, at vi sender et klart signal om, at man er velkommen, uanset hvordan man identificerer sig, og jeg vil fortsat have fokus på at indrette en by, hvor alle kan føle sig trygge og velkomne,” udtalte daværende teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) til Berlingske.
Det er en smuk tanke. Problemet er bare, at alle kvinder ikke kan føle sig trygge ved at gå på toilettet med alle mænd. Og at kvinder i forvejen skal lede længe efter steder at tisse. Og det er vi også nødt til at tale om.
Der er over årtierne pågået en lang, sej kamp for at vinde kvinders plads i det offentlige rum, og den er ikke slut endnu. En af de kampe har handlet om toiletforhold, for det er en velkendt problemstilling, at der aldrig er toiletter nok til kvinder i det offentlige rum, nok fordi det historisk set var mænd, der gik ud og i byen og på pissoir, mens kvinder forventedes at blive derhjemme eller holde sig i nærheden af matriklen.
I dag gør den skæve adgang til toiletforhold sig stadig gældende overalt, hvor vi alle færdes, i biografer, koncertsale, træningscentre, barer, festivaler – der er altid en alenlang kø til kvinders toiletter og ingen til mænds. Hvorfor? Svaret fortaber sig et sted mellem hygiejnebind, prostata, vandindtag, og at kvinder måske tisser oftere end mænd. Det må da være dårligt for forretningen, tænker jeg altid fra tissekøen.
Selv på BogForum, hvor kerneklientellet er kvinder, står kvinder i lange køer for at lade vandet. Tænk på al den tid, hvor vi kvinder kunne have brugt penge eller deltaget i vigtige samtaler, som går til toiletkøen i stedet…
Men kvinder er vænnet til at tilbringe halvdelen af en hundedyr Roskilde Festival i tissekø og misse alle mulige storslåede kulturelle oplevelser, og vi har ikke samme mulighed for at lyn-besørge op ad et træ på vej fra bar 2 til bar 3 på en våd bytur.
Det er denne problematik, som debatten om de kønsneutrale toiletter i det offentlige rum taler ind i. For vi kan ikke blot tage en hårdt tilkæmpet rettighed fra en gruppe borgere, hvor vi tilmed langt fra er i mål, for at tilgodese en anden, meget mindre gruppe borgere. Det er at pisse på kvinder at fratage os vores toiletter. For et kvindetoilet er et vigtigt frirum fra mænd.
Det er et frirum fra sexisme, overgreb, uvelkomne henvendelser, gramserier, grove kommentarer og al den slags, som især unge kvinder er udsat for fra mænd i det offentlige rum. Et kvindetoilet kan være et pusterum, især i nattelivet når alkoholen ruller i blodet til lige at få en pause fra pågående fremmede. Jeg ville nødigt være en 15-årig skolepige på min første bytur og stå i toiletkø med voksne, fulde mænd under Rådhuspladsen, hvor bemandet toilettet så end er.
Desuden er mandetoiletter klamme! De stinker, er beskidte og overpissede og ligner bestemt ikke et sted, man har lyst til at sætte sig ned på et toiletbræt eller røre noget. Et offentligt toilet, især i områder med natteliv og forlystelser, kan kun være kønsneutralt, hvis der er bemanding hele døgnet og konstant gøres rent. Og det bliver dyrt. Ellers bliver kvinder de helt store tabere her.
Til gengæld skal transkvinder være så velkomne i vores kønnede frirum, mens transmænd må og skal være velkomne og trygge ovre på mandetoilettet. Der har vi alle en opgave at løfte, og vi har jo også en masse, vi skal snakke om i køen.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
