apple
Foto: Apple

Kommentar om gadget-svineri: Prisgrænsen er nået, Apple… og damn I burde have regnet det ud

Shitstorm tvang Apple til at få ældre iPhones til at leve længere, samtidig med at prisen på nye iPhones har nået nye højder. Nu betaler Apple selv regningen for de alt for dyre iPhones i form af svigtende salg.

Da Apple forleden – helt usædvanligt – meddelte, at firmaet nedjusterer forventningerne til indtjeningen i det kommende kvartal med cirka 60 milliarder kroner, var det på mange måder en positiv dag. Naturligvis ikke for firmaets aktionærer, der måtte se omkring 10 procent af Apple-formuen forsvinde på få timer, men derimod for dig og mig.

Ifølge Apple selv skyldes den gigantiske deroute ene og alene manglende efterspørgsel på de nyeste og hidtil dyreste iPhones.

Med andre ord har forbrugerne stemt med fødderne – grænsen, for hvad de vil betale for en ny telefon, er nået. Og det kan undre, hvorfor Apple ikke har set det komme.

Direktør Tim Cooks væsentligste forklaring er en nedgang i den kinesiske økonomi, mens der ikke var et eneste ord om, at det faldende salg kunne skyldes, at priserne de seneste to iPhone-sæsoner er blevet skruet voldsomt i vejret.

For eksempel satte den nye, store iPhone XS Max fra september 2018 ny rekord for, hvad Apple mener, en telefon skal koste. 9.799 kroner (!) for den skrabede udgave med blot 64 GB lagerplads – det er virkelig en ublu pris.

Det hjælper en smule, hvis man kan nøjes med den mindre sofistikerede XR til små 7.000 kroner, men det er stadig mange penge for en telefon, der kun er den næstebedste i Apple-butikken, og som ikke engang på pris kan konkurrere med de bedste Android-telefoner.

Brugerne har skiftet batteri i stedet for telefon

Apple havde dog også en anden forklaring i brevet til firmaets investorer. “Nogle kunder havde udnyttet” det omfattende batteriombytnings-program, som i 2018 gjorde det muligt for mange millioner iPhone-ejere at få et sygt batteri skiftet ud med et friskt til en nedsat pris. I Danmark kostede det 229 kroner, og folk med særlige iPhone-modeller kunne endda få et nyt batteri gratis.

Jeg har selv benyttet mig af tilbuddet om et gratis batteri til en iPhone 6s, hvilket har virket som en hjertestarter på en telefon, der led af folkesygdommen ‘min telefon går i sort, selvom jeg har 30 procent tilbage på batteriet’.

Og hvem kunne – når de tænker på miljøet, klimaet og pengepungen – ikke tænke sig, at deres telefon holdt et år eller to længere?

Nyhed: Nyt liv til en gammel telefon

Netop tanken om nyt liv til gamle iPhones, som en central del af forklaringen på iPhonesalgets nedtur, skal lige forfølges lidt mere.

I slutningen af 2017 røg Apple ud i en regulær shitstorm, fordi firmaet rullede en ny funktion ud, der gjorde iPhones med slidte batterier langsommere. Ved at begrænse, hvor meget batteriet kunne belastes på én gang, ville Apple undgå, at telefonerne pludselig lukkede ned af sig selv.

Men for iPhone-brugerne føltes den påtvungne fart-dæmpning som at gå fra pest til kolera, og mange oplevede nu, at deres ældre telefoner, i stedet for pludselig at lukke ned, blev så langsomme, at de nærmest føltes ubrugelige.

Og så havde vi miseren:

Beskyldningerne om planned obsolescence (planlagt forældelse) føg gennem internettet, og selvom Apple forsøgte at forklare sig, så fik de i stedet et sagsanlæg på halsen. Firmaet vurderede derfor hurtigt, at den bedste måde at lukke shitstormen ned på var at give kunderne noget konkret:

  1. Billige batterier indtil slutningen af 2018.
  2. Muligheden for at brugerne selv kunne slå fart-dæmpningen fra.
  3. Næste udgave af iPhones styresystem (iOS 12 som kom på gaden i september 2018) skulle gøre ældre telefoner hurtigere.

Alle tre løfter har Apple holdt, og resultatet har været glimrende… for brugerne. For første gang nogensinde, mens jeg har skrevet om teknologi, har der ikke været massiv brok og email-henvendelser fra folk, der oplevede, at deres ældre telefoner blev markant langsommere i forlængelse af en opdatering af styresystemet.

Apple burde have regnet det ud

De dårlige batterier er altså for mange brugere endt som en god historie – og en god forretning. I stedet for at betale 7-9-13.000 kroner for en ny telefon, har man kunne betale 229 kroner for at få sin gamle telefon til at føles næsten som ny. Og i tillæg har man minimeret sit gadget-klimasvineri ved at holde fast i sin gamle telefon en sæson eller to længere.

For alle dem, der godt kan klare sig med noget, der ikke er det sidste nye skrig, er det lidt af en ‘no brainer’ – og det burde det også have været for Apple at forudse dette scenarie.

Kombinationen af at lancere en telefon som iPhone XS, der har så få nyheder sammenlignet med X’eren året før, højere priser to år i træk, et omfattende batteriombytnings-program og et styresystem, der for første gang nogensinde gør gamle telefoner hurtigere – det kunne næsten ikke ende anderledes, end det har gjort for Apple.

Et skud fra hoften her til sidst er, at man kan se frem til fine rabatter på en iPhone i løbet af foråret. Men om det også betyder, at den næste udgave af iPhone bliver billigere, er bestemt ikke sikkert – særligt ikke, hvis Apple når at opfinde en feature, som man bare ikke kan undvære. Men helt ærligt, Apple, så er prisgrænsen nået.

Find mere om
Footer graphics