Sidste år skrev jeg en klumme om mit år som single. Nu er der gået to år. Dengang sagde jeg til mig selv, at det var vigtigt at bruge tid for mig selv. At lære at være alene. Nyde friheden. Men jeg tænkte, at det ville blive helt vildt svært at undgå at få en ny kæreste. Overbevist om, at jeg ville blive omtåget af lyserøde skyer og falde pladask ned i et muskuløst mandskød, og fra første dag nærmest flytte ind i hans blå køkken, fordi alle dage ville blive bedre af at se ham skære ting med en dyr kniv og fjolle til Gnags på vinyl.
Der har været dage med mænd, musik og madlavning. Men intet er blevet til mere end situationships. En relationsform, der kan sammenlignes med lav risiko-investering i obligationer. En af jer har tidligere satset alt på en ny og spændende aktie, der viste sig at være upålidelig. Nu er det slut med at risikere.
Høj risiko-investering giver bedre chancer for et højt afkast, men det giver også større risiko for et stort tab. I situationships skal du kun investere lidt. Det giver mindre afkast, men det mindsker mulige tab. Du kan forvente, at relationen løber over en periode på cirka tre måneder.
Jeg passer nok lidt dårligt ind i den slags konstellationer. Det er mere romantisk at tage bussen til Berlin og kramme i neongrønt strobelys på første date, fordi man ikke vil have, at den skal slutte. Men sådan dater man ikke i 2023.
Det er frustrerende.
Og det er også pisse frustrerende, når folk spørger, hvor lang tid man har datet, efter noget stopper, som om man skal have datet mere end et eller andet konkret stykke tid for at være berettigede til at være ked af det.
Meget er frustrerende. Jeg gider heller ikke at blive spurgt ind til mit kærlighedsliv af folk i forhold, der ender med at sidde og fortælle mig, hvordan de havde givet op, men så mødte de lige pludselig Preben, hvor alt bare var lun leverpostej og tryghed helt fra start. En dag vil jeg være så heldig. Siger de. Og så skal jeg sidde der og nikke og lade som om, at det lyder dejligt.
Andre dage er jeg den, der snakker. Og underholder med sjove detaljer om ham med platinblond hår, der tatoverede mig. Eller ham den italienske skuespiller fra Milano, der havde filmplakater overalt i lejligheden. Så kan jeg sidde der som pauseklovn, men i det mindste bliver jeg mødt af grin i stedet for hoveder på skrå og medlidenhedsøjne.
Der er også hele kræsenhedssnakken. Det er meget forbudt at være for kræsen. På den måde finder man jo aldrig en kæreste. Siger folk med både gode og dårlige kærester.
Men jeg vil hellere vente end at sidde og kede mig med en, bare fordi han kan give mig kram og sige godmorgen og godnat. De formaliteter er jeg heldig at få fra mine veninder. Vi sover sammen på tirsdage og i weekenden. Bruger halve nætter på Dürüm Symfoni på at opsummere livet. Snakker i telefon i fire timer, mens jeg støvsuger, vasker gulv, køber flåede tomater, laver tikka masala og prøver tøj til den fest, vi skal mødes til om lidt.
Det er virkelig privilegeret at have alt det. Og det er jeg ubeskriveligt taknemmelig for. Og det er også privilegeret at blive nødt til virkelig at lære sig selv godt at kende, fordi man bruger meget tid i sit eget selskab.
Jeg ved ikke, om jeg kan skrive den her klumme igen næste år. Det er nok fifty fifty.
