Hundeæde ældre mormor
Foto: Jumpstory

Uspiselig hundeæde til de ældre: For enden af livet er en klat slimet kartoffelmos

Min stolte, stærke mormor, der har lært mig så meget om mad og nydelse, sidder nu på et af Københavns sygehuse og skubber en bakke uspiselig mad fra sig.

Hun stod altid i køkkenet for enden af den nitten meter lange gang i lejligheden i Bredgade. Ved væggen til venstre stod det store komfur med plads til seks gryder og pander. På bagvæggen en kummefryser fyldt til renden med bær, kød og brød.

Langs de øvrige vægge, køkkenbord og dobbelt stålvask. I midten et stort spisebord og i hjørnet var døren ind til det mest fortryllende rum af dem alle. Forrådskammeret. Med hylder bugnende af asier, pickles, agurker, marmelade, italienske biscotti og chutneys. I kurve på gulvet stod sæsonens frugt og grønt. Og på bordpladen fade med rester af udskåret kød, plumkagen fra jul, en opsats med friske æg – og en osteklokke, der gemte på et pragtfuldt stykke roquefort.

Jeg kan huske, at hun flåede en fasan og lavede paté. At hele køkkenet lignede et slagteri, når en halv gris ankom og skulle skæres ud. Duften af fedtegrever på panden, en frisk rødspætte, fløden, der blandede sig med rødgrød i den dybe tallerken, konsistensen på hendes koldskål, smagen af fisketimbale, sprød på toppen og vidunderligt varm og fed i midten eller hendes russiske rødbedesuppe, som havde stået hele dagen på komfuret, og var sød og stærk på samme tid.

Min mormor lærte mig om glæden ved råvarer. Om kunsten at lave mad efter hvad sæsonen bød på. Om at spise godt – hvad enten der var få eller mange penge. Men først og fremmest at gøre alle måltider til en nydelse. Således kunne et simpelt spejlæg se uimodståeligt ud, når det kom fra hendes hånd. Lidt purløg på toppen, et stykke hjemmebagt ristet rugbrød, en smuk tallerken – og man behøvede ikke andet. Eller en skål rygende varm havregrød med rørsukker og gul smørklat i midten. Hun var æstetiker om en hals, og i hendes køkken lærte hun os alle at spise og at spise godt.

De sidste to år har været en helbredsmæssig tur ned ad bakke. Den ene sygdom synes at afløse den anden. Vi har måttet flytte hende i ældrebolig med elevator og kaldesystem, og hun har i lange perioder været indlagt på københavnske hospitaler og genoptræningssteder.

Nu sidder hun på et af Københavns sygehuse efter en blodprop i hjernen. Hun er tynd og afkræftet og kan ikke tale. Min stolte, stærke mormor knuger vores hænder, når vi er der. Hun er så lille. Den sidste del af livet kan være ubarmhjertig. Det ved de fleste.

Men der er noget, som gør mig vred. Og det er den såkaldte mad, de serverer for hende og hendes medpatienter på afdelingen. Forleden dag var der aspargessuppe. Klumpet og ildelugtende og uden skyggen af asparges. Ved siden af kartoffelmos. Blendet til slim og serveret med en fuldstændig smagløs persillesovs. Kødet er umuligt at identificere og stegt til døde i margarine, og endelig er der desserterne, som er lavet på pulver og lugter syntetisk.

På et genoptræningssted hun for nylig var indlagt på i en længere periode, var maden ikke bare uspiselig. Den var en direkte hån mod de ældre. Det bedste (eller værste) eksempel er fra en dag, de serverede kolde røde pølser med pølsebrød. Det var en søndag aften, og min onkel blev så rasende, at han omgående klagede til ledelsen. Han modtog et pænt og undskyldende brev retur, men det blev ikke bedre.

Behøver jeg at nævne, at min mormor bare rynker på næsen og skyder bakken væk? At hun kun spiser, når familien bringer måltidet ind? At hun har tabt sig over tyve kilo af de mange indlæggelser, og at hun mister sin appetit alene af lugten fra køkkenet?

Og så er det, at jeg tænker: Hvor svært kan det være? At lave mad efter hvor mange penge, der er i kassen? At holde det simpelt, men godt? Hvor svært kan det være at lave et spejlæg med purløg og godt hjemmebagt brød? Eller en skål rygende varm havregrød med rørsukker og gul smørklat?

At servere maden så den mætter alle sanser – og gør det livsnødvendige arbejde, den beviseligt kan? At gøre mennesker sunde, raske og glade, og give dem de bedste forudsætninger for at hele. Andet kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Foto: Jumpstory

Footer graphics