Han slipper vinglasset og rejser sig op. Falder på et knæ og tager min hånd. Og frier til mig lige der midt på fortovscafeen omkring klokken 15. Jeg kaster hænderne op til min mund, præcis som jeg har lært fra Hollywoodfilm, at man skal gøre, når nogen frier til en. Og så udbryder jeg et kæmpe ja og kysser de læber, jeg kiggede på for første gang for en måned siden. Folk kigger, og jeg elsker alt ved det.
Så bestiller vi chips med dip. Nu får vi stamkunde-rabat. Det hele er som en film. Og det er ikke mere ægte. For vi skal ikke giftes, men det er sjovt at lege i et minut, og vi griner. Og lige nu vil jeg bare gerne leve her i denne lille fine eventyrsbobbel, hvor jeg spiller en lykkelig ung forlovet kvinde, der lever på lyserøde skyer. Og som drikker vin fra flotte flasker, hun gemmer og tager med hjem, så hun kan bruge dem til lange stearinlys, hun tænder, når hun sværmer elskovsvarm rundt i hans t-shirt og lytter til fransk musik fra 50’erne med lidt for meget saxofon.
For tiden sker det lidt oftere end normalt, at universet putter glitter i de skyer, der bader mit hår på dage, hvor solen sover, og der opstår mange magiske øjeblikke. Øjeblikke, der føles som scener fra film. Måske er jeg heldig. Måske er jeg ekstra åben for oplevelser. Nogle gange er det måske lidt en flugt væk fra ting, jeg ikke orker at mærke. Det er nemmere at glemme grå tanker, når man er halvfuld på fortovscafeer, eller hvis man deler hawaiianske øl med en skater fra Amsterdam og lader som om, at man har tænkt sig at besøge ham.
Den sidste mødte jeg til Copenhagen Open i skateboarding ved Amager Strandpark. Det var egentlig ret cute. Midt i tilskuerflokken flakkede vores øjne mellem darkslides og kickflips og fandt hinanden. Først fik vi den slags øjenkontakt, hvor øjnene mødes i mindre end et splitsekund, hvorefter begge kigger akavet ned i jorden, som om det er helt normalt lige at tjekke asfalten ud. Næste blik blev til et smil. Efter fem smil blev det til et hej.
Han spurgte, om jeg var skater, og så hørte jeg mig selv forklare, at jeg surfer mere, end jeg skater. Hvilket til dels er sandt, for jeg har surfet to gange og aldrig rigtigt skatet. Men sådanne små løgne gælder vel egentlig heller ikke, når man er høj på livet og øl. Vi viftede rundt under grå skyer og snakkede om ting i livet. Jeg lovede at komme, når hans sportsmagasin skulle arrangere skatekonkurrence i byen med de mange broer. I stedet sidder jeg nu på min cykel på vej hjem fra vin, chips og dip, mens han filmer skatere, der laver seje tricks. Men flybilletter er dyre, og nogle eventyr glitrer mere i det uforløste univers.
Min eventyrbog er tyk. Der er flere prinser og hvide heste. Det kan være sjovt at galopere rundt med forskellige prinser. Men nogle dage vil jeg gerne bare ride rundt i verden med den samme prins. Ham, der ved, at jeg har nemmere ved at smile end at græde, fordi jeg gerne vil være den, der trøster mig selv og ikke har brug for en anden. Men at jeg nogle gange i smug drømmer om en dag at kunne give fuldstændig slip og lade mig falde sammen i en andens arme.
Næste morgen vågner jeg alene i min seng. Føler mig lidt ensom. Og så gør jeg det, jeg altid gør, når den følelse rammer. Går ud i mit køkken og kigger ud af vinduet. Ned i den have, hvor det gamle ægtepar hver dag lufter deres pastelgule dyner og finpudser deres perfekte rhododendron.
Det er sjovt at være hende med de grineren historier, men nogle gange gad jeg også godt at være den, der keder andre med en tredive minutter lang leverpostejshistorie om, hvor cute hendes kæreste er, når han skal ordne kantarel svampe til deres fettuccine. Fordi han nørder om det og altid bruger en evighed, hvor hun jo bare bruger fingrene til at rive dem fra hinanden, fordi hun er sjusket og utålmodig. Og mens vennerne begynder at blive lidt fjerne i blikkene, fortæller hun ivrigt videre om, at han altid sætter et ur, når han rister brød, mens hun altid brænder det på.
Og lige nu, mens jeg sidder her på køkkenbordet og tænker ting i mit lille hoved, holder det gamle ægtepar brunch i deres have. Det ser virkelig skønt ud. Og pludselig føler jeg mig ikke så ensom mere, for nu tænker jeg på alle de dejlige mennesker, jeg kunne invitere til en brunch i min baggård.
Jeg føler mig virkelig lykkelig over alle dem, jeg har i mit liv, der omfavner mig med deres varme hjerter. Og den der prins skal jo nok komme en dag. Og jeg er faktisk lidt stolt af mig selv, for jeg hviler mere i mig selv, end jeg gjorde sidste sommer. Og jeg er blevet god til at være i mine følelser. Bare mærke, være lidt alene og tænke tanker. I hvert fald lige nu.
