Postkort fra drømmenes by: “Mit hjerte blødte, og så matchede jeg med et par fra Los Angeles på en dating-app”

Journalist Josephine Villumsen strejfer rundt i de hvileløse 20’ere, hvor hver dag er et åbent kapitel, der venter på at blive skrevet. Så hun skriver og sender så sine postkort til Heartbeats. Denne gang fra en kantsten i København hvor drømme om vild sex og at udnytte de frie tyvere slås med trangen til at blive krammet af den samme person hver aften.

“Jeg kan nemt give dig en sprøjteorgasme,” siger hun. Hun skodder cigaretten på kantstenen, mens hun holder blikket. Kæler min arm. 

Pludselig bliver jeg meget bevidst om, at man kan se farven på mine nipples gennem min top. Så kalder de. Vi skal ind og skyde videre. Jeg ender med at forlade shootet med en anden model. Arm i arm drikker vi Peach Breezer og lytter til musik, han har produceret. Deler en Happy Hippo Kinder. Kigger på månen. Tager Cityringen. Går rundt i København. 

Lige nu har jeg lyst til at gøre alt muligt vildt. Men min sult varierer. Nogle dage er jeg så stopmæt og mandehydreret, at jeg nærmest får kvalme ved tanken om mere. Det er ikke hver dag, at jeg nyder at være single. Der er dage, hvor jeg bare gerne vil krammes af en, der ved, at jeg elsker sodavand med citronsmag. En, der ved, at når jeg flakker med øjnene, mens jeg taler, så er det, fordi jeg tænker imens. En, der kysser min pande tre gange, fordi han ved, at jeg har bildt mig selv ind, at det bringer held. Det føles ikke særlig sejt ikke at være nok i sig selv. 

Andre dage nyder jeg min frihed. Jeg tænker på trekanter, natlige rideture med mænd og hende med de lysebrune nipples. Jeg tænker på de famøse flueben, som jeg måske aldrig kommer til at sætte. Men som hele ungdommen åbenbart er blevet enige om, at man bør krydse af, inden man bliver tredive. En trekant. At have sex med en af samme køn. 

Jeg har ikke haft sex med en kvinde, men sidste sommer blev det lidt mere pirrende. Mit hjerte blødte, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle pleje det. Pludselig fandt jeg et flot online plaster fra USA. Jeg matchede med et par fra Los Angeles på en dating-app. 

Det var meningen, at vi alle tre skulle indgå i et online langdistanceforspil, der skulle udløses i en trekant, når de en dag kom til København. Kvinden lignede Margot Robbie. Hun var så smuk, at jeg havde nemmere ved at bilde mig selv ind, at det hele bare var en fantasi. Hun var nem at objektivisere.

Hun fik min Snapchat. Så onanerede hun i brusebadet. Det var den første snap, hun sendte. Jeg sendte det samme tilbage. Det føltes uskyldigt og distanceret. Et erotisk eventyr. I to måneder modtog jeg dagligt videoer fra forskellige punkter i Los Angeles. Hver dag havde hun sex med nye mænd. Alt blev filmet. De syv smukke mænd i Grand Park. En pool ved et pastelgult Motel med rosenbuske. En stor sort Range Rover med åbent soltag, så juicedrikkere fra Sunset Avenue kunne fornemme hendes galop gennem de tonede ruder. Jeg sendte lidt tilbage. Men det var svært at følge med. Det blev for meget og jeg blev fanget i et nymfomanisk spind. Til sidst smadrede jeg spindet og blokerede hende. 

Nu sender jeg kun nøgenbilleder til min ven. Klokken 11.14 sender jeg et billede af en nuttet labrador. Klokken 15.28 sender han et billede af en paptallerken med pølsemix. Klokken 23.17 sender jeg et billede af en pilsner, og så ved vi begge to godt, at vi kommer til at se hinanden nøgne senere. Nogle gange har vi sex. Næste morgen er vi bare venner igen.

Der kan ske meget, når man er solskinsberuset. Jeg kan sætte forskellige flueben. Noget med reb, tjek. Ham uden navn, tjek. En park. Homemovies. Strippoker.

Mine vilde perioder kommer og går. Jeg kan godt blive irriteret på mig selv, når jeg ikke orker. Jeg vil gerne have lyst til at have lyst til at være vild. Have lyst til at udnytte min unge krop og nyde singlelivet. Men på morgener med blå tømmermænd hader jeg det.

Det meste af tiden fylder de monogame fantasier mest. Jeg drømmer om at ånde i en konservativ kærlighedsbobbel, hvor jeg kun krammer med én. At servere al min kærlighed på et vammelt lyserødt hjerteformet fad. 

Jeg fantaserer om at stå ude i havet på en turistfyldt strand i Caribien og glemme at andre mennesker eksisterer. Bare stå og proppe balsam med duft af kokos i mit hår, mens jeg kigger ind på ham, der køber papaya af en sød strandsælger med en ødelagt stråhat. Han får øje på mig og smiler på den der måde, hvor kroppen bliver helt varm, uden at nogen behøver at sige andet. Fniser fjollet. Kigger væk. Lykkerusen kilder lidt for meget. Men så kigger jeg hurtigt tilbage. Alt andet er ligegyldigt at kigge på. For nu sidder han der og smiler, mens han taber et stykke af sin papaya ned i sandet. 

Måske kommer jeg til at kysse kvinder og have trekanter. Måske rejser jeg til Syditalien og knalder med mænd, der er gode til at lave pasta. Måske kommer jeg til at elske at være single. Måske får jeg en kæreste om lidt. Måske skal jeg bare nyde mig selv i noget tid.

Find mere om
Footer graphics