Foto: Kristian Ridder-Nielsen/Dagbladet

’American Psycho’-forfatter Bret Easton Ellis vender tilbage til mordscenen 

I 1991 kastede Bret Easton Ellis blod ud over det hele med ’American Psycho’. Det giver store forventninger til hans nye værk, der udkommer i starten af næste år.

Med en blodig motorsav savede Bret Easton Ellis sig ind i mange læseres hjerner tilbage i 1991, da han skrev ’American Psycho’. Værket har i dag fået kultstatus, selvom hans eget forlag nægtede at udgive det dengang. De mente, at bogen var for voldelig og kvindeundertrykkende, men så fandt han bare et andet forlag. 

Den likvideringsglade forfatter er kendt for at være optaget af iskolde forbrugersamfund, hykleriske magthavere og kynisk omgang mellem køn. 

Blandt Bret Easton Ellis´ udgivelser finder man blandt andet også ’Uskrevne regler’ og bestselleren ’Under nul’. Og den første marts 2023 udvider han samlingen med romanen, ’The Shards’, der lige nu er ved at blive oversat til dansk. 

Kærligheden til Amerikas rå firsere er ikke falmet. Vi følger en gruppe privilegerede high school-elever hen over en sommer, mens sex, jalousi, stoffer og farlige lege udspiller sig i englenes by, hvor rige fester og fattige samler skrald, Los Angeles. Og det stopper selvfølgelig ikke ved det. Teenagere forsvinder, for de snavsede gader hærges af en seriemorder, The Trawler. 

Bret Easton Ellis

Bosiddende i Los Angeles, hvor han er vært på ’Bret Easton Ellis Podcast’.

Forfatter til seks romaner og flere essays, der er oversat til 32 sprog.

Snart aktuel med romanen, ’The Shards’, der udkommer på engelsk den 17. januar og på dansk den 1. marts.

Forlaget kalder romanen for en slags Beverly Hills 90210 på coke. Og det univers er måske ikke så langt fra forfatterens egen ungdom. Bret Easton Ellis har udtalt, at romanen bygger på virkelig erfaringer fra hans og vennernes liv.

Ifølge Karsten Nielsen, redaktør på Lindhardt og Ringhof, kan vi forvente en Bret Easton Ellis i topform. 

Footer graphics