“Jeg bliver så ramt og rørt, hver gang vi taler om det. Lige løn er ligestilling, og det burde være en selvfølge, at vi har lige løn i Danmark i 2021. Det gør mig så forarget, at det ikke er virkeligheden.”
Sara Hjort Ditlevsen er vred. Stemmen dirrer, og indignationen er ikke til at tage fejl af.
I morges cyklede hun som så mange andre københavnere over Dronnning Louises Bro på Nørrebro og blev mødt af en stor gruppe strejkende sygeplejersker, der klappede cyklisterne over broen.
Men modsat størstedelen af de morgentravle forbipasserende, der hastede mod dagens gøremål, stoppede Sara Hjort Ditlevsen op.
“Det er ikke mig, der står op hver morgen og kæmper den her kamp. Det mindste, jeg kan gøre, er at stoppe op og tale med dem og anerkende deres sag. Og jeg kunne mærke, at det betød noget. De blev glade for at mærke folks støtte,” fortæller hun.
Kritiserer Mette F.
Den landsdækkende sygeplejestrejke trådte i kraft lørdag den 19. maj, og cirka 5000 sygeplejesker er udtaget. Strejken skyldes flere ting, men er især et opgør med tjenestemandsreformen fra 1969.
Et flertal af de stemmeberettigede medlemmer af Dansk Sygeplejeråd (DSR) stemte i marts nej til en ny overenskomst. Mange af sygeplejeskerne har stået i frontlinjen under håndteringen af coronakrisen, hvilket ifølge dem ikke var afspejlet i den nye aftale. Derudover havde DSR håbet på et opgør med tjenestemandsreformen, som har betydet, at sygeplejeskers løn i mere end 50 år konsekvent har været lavere sammenlignet med mandedominerende fag.
“Jeg skal være ærlig og inddrømme, at det er længe siden, at jeg har ytret mig om noget politisk. Der vil altid være nogen, der mener, at jeg burde holde kæft, men sagen er for vigtig til ikke at gøre noget. Det er nogens mor, søster og datter, vi byder de her forhold i en af de vigtigste funktioner i vores samfund.”
Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF, Alternativet og Enhedslisten har allerede gjort det klart, at de vil af med den udskældte reform. Ifølge Sara Hjort Ditlevsen mangler statsministeren at komme på bane.
“Hvordan kan vi se os selv i øjnene og ikke have lige løn i 2021. Jeg dirrer af fucking vrede og harme over det. Der er tale om 58 års lønefterslæb. Mette Frederiksen, lige nu er du hverken børnenes statsminister eller de offentligt ansatte kvinders statsminister, og det er simpelthen ikke godt nok,” siger Sara Hjort Ditlevsen i en video på Instagram, som hun har tagget statsministeren i.
Hun forventer dog ikke at få svar.
“Haha, det tvivler jeg virkelig på. Men forhåbentlig kan det være med til at sætte fokus på sygeplejeskerne og jordemødrenes kamp, og at vi er mange, der er på deres side,” siger skuespilleren.
Knokler røven ud af bukserne
Det er personer i Sara Hjort Ditlevsens nære familie og egen omgangskreds, der har fået skuespilleren op ad stolen.
“Jeg har flere i min omgangskreds, der er sygeplejersker, og min moster, som er jordemoder, har præget mig meget. Vi taler om sygeplejesker, som skal have nattevagter, og som knokler røven ud af bukserne og ikke kan få familielivet til at hænge sammen. Og så har de i forvejen en helt vild lav grundløn, som blev besluttet i 1969. Det er jo absurd,” slutter hun.
Hos DSR betyder støtten fra forbipasserende som Sara Hjort Ditlevsen alt. Det fortæller Helle Yndgaard Storm, der var en af initiativtagerne til dagens happening på Dronning Louises Bro.
Helle Yndgaard Storm arbejder som sygeplejerske på Rigshospitalet og sidder i kredsbestyrelsen i Kreds Hovedstaden. Hun vurderer, at der var mødt 200-300 sygeplejersker op til strejken.
“Det var mega fedt, at der var så god energi i dag. Det betyder rigtigt meget, når folk high fiver og ringer med klokken og viser, at de ser os. Og så er det altid fedt, når folk stopper op og er nyserrige på, hvorfor vi egentlig står der. Hvad er det, tjenestemandsreformen går ud på? Hvorfor er højere løn vigtig ifht. rekruttering? Folk vil gerne blive klogere, og vi vil gerne fortælle, hvorfor vi mener, at vi skal have en højere løn ifht. de kompentencer, ansvar og uddannelse, vi har,” fortæller Helle Yndgaard.
Et smil rækker langt, hvis du ikke aner, hvordan du skal reagere
- Ved du (heller) ikke, hvordan du skal reagere på at blive klappet på arbejde, så er der hjælp at hente her.
- Vink, high five, huje, råb eller klap. ALT gælder og spreder glæde og anerkendelse.
- Du er måske lige stået op eller har skyndt dig ud af døren, men mange af de fremmødte sygeplejesker har stået der hele morgenen. Et smil rækker langt.
- Er du ikke enig i budskabet, så cykel videre i stedet for at komme med vrede udråb. En fuckfinger er helt no-go.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️