Thomas Balslev
Foto: Rita Kuhlmann

Genbrugsmarkedet er blevet en del af en grådig forbrugerkultur

Priserne på brugt tøj er absurde, og det er en del af en grådig forbrugskultur, som det er på tide, at vi gør op med.

Vi bliver simpelthen nødt til at have en alvorlig snak om vores genbrugsmarked. For det er ved at løbe fuldstændig løbsk. Priserne på brugtbørsen er på det seneste skudt uforholdsmæssigt meget i vejret, og især priserne på brugt tøj er udtryk for, at folk ved at miste realitetssansen.

Hvis vi skal have et genbrugsmarked, der fungerer, må vi være enige om, hvilken valuta vi har med at gøre – og det kræver en grundlæggende diskussion om tings værdi.

Forleden så jeg, at en fyr ville sælge en gammel uldsweater, der koster 2.400 kroner fra ny, til 2.000 kroner. Den var fra et godt mærke, men også godt brugt. Også for nylig overvejede min kæreste alvorligt at købe sig en brugt jakke til 5.000 kroner, som havde kostet 6.200 kroner fra ny.

Jeg er ked af at sige det, men det er sindssygt. Fuldstændig sindssygt.

Da jeg var barn, fik jeg altid at vide af mine forældre, at jeg måtte sælge brugte ting til halv pris, medmindre de fejlede noget. Halvpris var udgangspunktet, og så faldt prisen derfra afhængig af slitage og så videre.

Den tommelfingerregel er jeg stadig stor tilhænger af. Men jeg er bange for, at jeg efterhånden er den eneste.

I dag er logikken indenfor brugt tøj nærmest vendt på hovedet. Brugt tøj regnes af mange for at være mere værd end nyt tøj, fordi det er sjældnere. Internettet har demokratiseret adgangen til nyt tøj, fordi du kan bestille, hvad du vil fra USA, Japan og Italien. Kampen om at skille sig ud er blevet hårdere.

Det eneste, du ikke bare kan få, er tøj, der er slidt af tidens tand. På Trendsales sælger folk derfor autentisk, flænsede tømrerbukser for over tusind kroner – og det er jo, hvad det er: en trend altså. Og de kan som bekendt være stupide, omend ufarlige for de uindviede.

Fodrer overforbruget

Det store problem er tendensen til at sælge tøj, der er så godt som nyt, til en pris, der nærmest er på niveau med ny-prisen. Det fodrer nemlig overforbruget og idéen om, at man kan købe nyt tøj uden rigtig at tabe noget på det. Og så går hele den bæredygtige tanke jo ligesom tabt. Jeg behøver vel næsten ikke bruge spalteplads på at forklare, at vi har et problem af galaktiske dimensioner, når det kommer til tøjproduktion og -forbrug, gør jeg?

Det bør for os allesammen være magtpåliggende at gøre noget ved det. Det sker blandt andet ved simpelthen at begynde at sælge brugt tøj billigt igen. Alt andet er umoralsk og grådigt.

Man kan selvfølgelig indvende, at det handler om udbud og efterspørgsel, og så længe, der er rige idioter nok, vil priserne på brugte bukser bare tilpasse sig idiotiet. Men de frie markedskræfter er vanvittige, de indeholder ikke etik, de retter sig kun efter vækst og profit, og derfor skal vi i fællesskab sætte de rigtige rammer. At blive enige – eller i det mindste diskutere – valutaen i Brugtistan er første skridt på vejen.

En kollega sagde så: “Jamen, ville du ikke altid selv forsøge at sælge en brugt trøje til den højeste pris?”.

Mit svar er nej. Det handler ikke om den højeste, men om den rigtige pris, og den skal sættes – som Line Franck fra ‘I hus til halsen’ altid siger – dér, hvor man kan få skidtet solgt. Vi bliver nødt til at hæve os op over vores griske opportunisme, når vi sælger noget og fokusere på det store billede: At vi har et brugtmarked i balance.

Jeg har et par Ray-Ban solbriller, Wayfarer-modellen, liggende derhjemme. Dem fandt jeg en dag i en genbrugsbutik i Hjørring. Det var dengang, at den solbrille virkelig var the shit, og hvor man kunne have solgt dem videre som ægte vintage i mint condition for måske tusind kroner. I genbrugsbutikken kostede de 15 kroner. Den dag havde jeg dog kun 13 kroner på mig, så jeg fik dem til 13.

Jeg var lykkelig, og det er jeg sådan set stadig, selvom jeg ikke går med dem. De har en høj affektionsværdi for mig, som formentlig havde været mindre, hvis jeg havde givet det hundrededobbelte for dem.

Min pointe er, at man bliver et gladere menneske af at gøre et godt gammeldags scoop. Det er selvfølgelig et holistisk argument, men: Lige nu er det måske netop det, der skal til, hvis vi skal gøre op med brugtmarkedets kynisme.

Find mere om
Footer graphics