Louise Kjølsen
Foto: Marie Hald

“Du skulle have så meget pik”: Tak Dennis, men nej tak, send en LOL-kat næste gang

Jeg undrer mig hver gang, jeg modtager seksuelt explicit opfordringer eller dick pics fra fremmede mænd. Hvorfor tror I, at det virker?

Jeg startede denne uge med en besked i min Facebook-inbox fra Dennis:

”Du skulle have så meget pik og slikket fisse og dine små søde bryster” – så var ugen ligesom i gang!

Jeg kender ikke Dennis, så jeg undrer mig over, at han skriver sådan til mig, på samme måde som jeg altid undrer mig, når jeg modtager et dick pic (altså et uønsket billede af en ofte helt fremmed diller). Dennis ville (forhåbentligt) aldrig have startet en samtale med så direkte en åbningsreplik, hvis jeg mødte ham på en café, ved et busstoppested eller hjemme hos en fælles ven.

Så hvorfor sker det på internettet?

Jeg er desværre hverken den første, sidste eller eneste, der modtager sådanne beskeder fra internettets mange Dennis’er. Det kan jeg se i mit netværk af kvinder, da jeg delte beskeden. Vi undrede os i fællesskab over, om denne strategi mon nogensinde havde virket til at score:

”Uhhh, du har pik OG kalder mine bryster små og søde, I’m on my way honey!”, sagde ingen kvinde NOGENSINDE.

Ifølge klassisk betingning – at man forstærker den adfærd, man belønner og formindsker den adfærd, man enten straffer eller blot ignorerer – burde denne score-adfærd slet ikke eksistere, da jeg nægter at tro på, at den nogensinde er blevet belønnet.

Så måske handler det her om noget andet end at score damer online?

Beskeder

Måske forsøger Dennis at starte en omgang Jeopady med mig – spillet hvor vi skal gætte spørgsmålet til Dennis’ kontante svar. Et bud kunne være: ”Hvad er ting, som Dennis tænker inde i hovedet, men ikke behøver sige højt?”. Kategorien må være ’verbalt seksuelt krænkende adfærd og dårlig grammatik’ til 400.

Spøg til side. Online-Dennis’ernes adfærd er desværre en afspejling af samfundets syn på kvinder.

Det ses tydeligt i f.eks. vores voldtægtslovgivning, at kvinder bliver betragtet som seksuelt tilgængelige, indtil de aktivt siger nej. Med de briller på er Dennis’ besked en smule mindre socialt utilpasset, idet han blot besvarer den stående invitation til sex, som min krop bliver anset som ifølge samfundet.

Så på samme måde som vi andre trykker ’deltag’ til vores bedste vens fødselsdagsevent på Facebook, skriver Dennis mig en besked for at lade mig vide, at han gerne vil deltage (med masser af pik) i sex med min krop – invitationen som jeg ikke selv vidste, jeg havde sendt ud.

Et andet sørgeligt aspekt ved beskeder fra Dennis’er er den totale mangel på empati og evne til at sætte sig i modtagerens sted. Det er noget af det første, vi lærer vores børn, men desværre også noget af det første, der synes at forsvinde, når mennesker kommunikerer på internettet. Det kan skyldes, at empati generelt falder i takt med, at distancen mellem mennesker øges. Men det kan også skyldes, at Dennis er en egocentreret mand, der går op i sit eget begær og aldrig har stillet sig selv spørgsmålet: Hvordan mon dette føles at modtage?

At påtvinge andre at deltage i ens seksuelle udlevelse uden hensyn til deres samtykke har intet med flirt eller sex at gøre, men derimod alting med krænkelse og magtanvendelse at gøre.

Det bliver tydeligt i det øjeblik, jeg siger fra over for Dennis og skriver nej tak du. Hans seksuelt verbale krænkelse bliver meget hurtigt til en aggressiv trussel, hvor han skriver: ”Pas nu på, hvem der ikke også finder på at udstille dig so”. Det er desværre ikke en sjælden reaktion fra typer som Dennis, at de bliver fjendtlige, truende og ubehagelige, når man påpeger, at deres måde at kontakte kvinder på ikke er i orden.

Så lad mig lige gøre det helt klart for Dennis’erne derude: Det er ikke en cute icebreaker, det er ikke et kompliment, og det er på ingen måde acceptabel adfærd at sende hverken dick pics eller verbalt seksuelle beskeder til fremmede kvinder. Det er til digital, seksuel chikane.

Det er krænkende adfærd og verdens største misforståelse at føle sig berettiget til en kvindes krop, uanset hvordan hun ser ud, formulerer sig eller optræder. Er hun lækker og spændende, så skriv en sød besked i stedet, det kommer du ganske meget længere med.

Eller send en kattevideo næste gang. Du scorer mig stadig ikke, men i det mindste synes jeg ikke, at du er et røvhul!

Footer graphics