Kære Kristoffer.
Hvordan har du det egentlig med Rio Ferdinand?
Jeg skal fortælle dig, hvorfor jeg spørger. Det er naturligvis, fordi du er United-mand, men mest er det, fordi Rio Ferdinand er en maskulin gåde for mig. Vi har lige været forbi Fars Dag, og jeg kan ikke finde ud af, om Rio er fænomenal frontløber, når det kommer til at omdefinere vores roller som mænd og kvinder eller mere et billede på, at der sgu stadig er et stykke vej at gå.
I 2015 døde Rio Ferdinands kone Rebecca af kræft. Han har tre børn med hende, så det var selvsagt ikke en særlig nem situation, og Rio drak måske også lidt for mange øl der midt i sin sorg. Men nu er han forelsket igen og lige blevet gift igen – med Kate, som er tidligere reality-stjerne. Kate har fået lavet sine bryster lidt for store, hvis du spørger mig, og så taler hun et ret fantastisk prollet engelsk, men ellers er hun altså en fuckin force of life. De blev uventet forelsket, hende og Rio, og selvom der er 12 års aldersforskel, er det tydeligt, at de er totalt hinandens typer. Der var intet at gøre.
Kate flyttede hurtigt ind hos den stadigt sørgende Familien Ferdinand og har taget rollen på sig som stedmor for børnene. Det er det, den nye dokumentarfilm, som Kate og Rio har lavet med BBC, handler om (Se den på Youtube). Det her med, at det ikke er en easy ting for nogle af parterne at skabe en ny familie, og at der stadig er et solidt narrativ omkring “den onde stedmoder”. I UK er 1 ud af 3 familier sammenbragte, det er nogenlunde det samme i DK, og det har også fået mig til at tænke over, hvor underbelyst det egentlig er, hvad den situation betyder for både børn og voksne. Det er lige præcis derfor, Rio og Kate har lavet filmen.
Det er uvist, på hvilken fabrik Rio Ferdinand er fremstillet, men hans fysik må siges at være… enestående. Han har en meget dyb stemme, er noget mere fåmælt end Kate og ser mindst lige så faretruende ud, som han gjorde i Uniteds forsvar. Sidenhen er han også vokset horisontalt. Rios mørke øjne stirrer vedvarende og på en underlig måde tomt på dig, og jeg forstår, hvorfor Giggs har været glad for at have ham i sit hjørne, og hvorfor Hazard skulle være hurtig på sine små musse-fødder. Der er en fin scene i dokumentaren, hvor Rio og Kate er i en støttegruppe med andre par i samme situation som dem, og Rio henkastet præsenterer sig ligesom de gør til AA-møder: “Ja, hej, jeg hedder Rio.” I rundkredsen omkring ham kigger folk sigende på hinanden, sådan lidt “Vi ved faktisk udmærket, hvem du er, Rio…” – og de fleste er søde og lidt for tykke, og man mistænker dem for at stå bag Brexit.
Der er også en decideret rørende scene, hvor Kate og Rio besøger en anden støttegruppe for børn, der har mistet en forælder og nu har fået en ny step parent. Børnene bryder på skift grædende sammen, alt imens de forsøger at give gode råd til parret om, hvad de skal gøre, og du selv sidder og får tårer i øjnene. En dreng får sagt til Rio, at han ikke skal arbejde så meget, fordi det er vigtigt for børnene at lave ting som familie, “Get together as a group.”
Rio får forklaret i et interview, at han har lært af Kate og hele den her svære proces, hvor godt det er at tale sammen, hvor godt det er bare at få de ting ud, man går og bærer rundt på, for som han siger til sine egne børn, da de overtaler dem til at tage i støttegruppe, “Nogle gange når en anden fortæller, hvordan de har det, så kan man lige pludselig selv genkende følelsen.” Og det har han jo fuldstændig helt og aldeles ret i, det er bare altid lidt morsomt, når granvoksne mænd føler, de har fået en åbenbaring som i virkeligheden er… common knowledge (om ikke andet blandt de fleste damer.) Støttegrupper er den helt store ting i den her dokumentar, som du kan høre. Jeg er helt ombord med Kate og Rio på det punkt. Det er godt at tale.
Filmen er selvfølgelig set af millioner af mennesker, og det er jo overdrevet positivt, at Rio Ferdinand bruger sin berømmelse til at kaste spotlight på issues, der vedkommer mange mennesker.
Samtidig er det vildt at konstatere, hvordan fodbold sniger sig ud i alle hjørner af populærkulturen i den virkelige verden, og det var jo principielt også det, Jürgen Klopp sagde, da han i en fjern fortid nægtede at udtale sig om corona-virus, fordi “det ikke er vigtigt, hvad berømte mennesker siger” – om ting, de ikke har forstand på.
Under alle omstændigheder er Rio Ferdinand sprunget ud som moderne og følsom mand uden for fodboldbanen. Bedre sent end aldrig kunne man sige. Så lad mig spørge dig, Kristoffer – som long time United-fan og mand her midt i (hyper)moderniteten – hvem er Rio Ferdinand for dig? Ville du helst bare ikke have set mere til ham efter fodboldpensionen? Føler du, han er et mandligt forbillede?
KH
Cath
Kære Cathrine
Tak for din mail og tak især for at vi igen skal til at se og tale om fodbold.
Rio minder mig først og fremmest om, hvorfor jeg knuselsker ‘Luksusfælden’ af hele mit ikke-ironiske hjerte og seriøst overvejer en middelstor afhandling – eller i det mindste en podcast – om programmet.
Mange tror jo fejlagtigt, at ‘Luksusfælden’ handler om fladskærme og kviklån. No way. ‘Luksusfælden’ handler om, hvad der sker, når stolte mennesker (ofte mænd) i alt for lang tid har gemt deres følelser bort bag en mur af spillekonsoler, alu-fælge og alt for mange Tommy Hilfiger-sweatshirts. Og når det korthus af materialisme begynder at falde sammen, vælter den fortrængte sårbarhed ud, og så er der ellers katarsis for hele Viaplay-abonnomentet, så denne ydmyge skribents øjne løber over. For det er altid fuckin’ rørende, når mænd – der ikke normalt har et sprog for deres følelser – knækker.
Og Rio minder mig på samme måde om det helt banale i, at selv en skudsikker Lamborghini, en infinity pool og en skægvækst malet på med vandfast spritmarker (hvor meget testosteron har en enkelt mand egentlig lov til at have?) ikke ændrer på det faktum, at selv Rio og hans nærmeste en dag skal dø.
Det er altid en sjov leg af forestille sig, hvad folk ville være blevet, hvis ikke de var endt som verdensberømte fodboldspillere, men havde måttet nøjes med det liv, deres miljø, evner og begavelse ville have givet dem. Sådan lidt ‘Sliding Doors’-agtigt, hvor man kan se det potentielle, parallelle liv gennem… nå ja, skydedørene i et tog…
Nu gætter jeg selvfølgelig, men jeg tror alligevel, at Rio havde fået en skide sød kone, nogle dejlige børn og havde levet et fint liv i den engelske arbejderklasse. Jeg kan sagtens forestille mig ham som sådan en sej tømrer eller som frygtindgydende ejer af en pub, man ret godt gad have som sin stambar.
Men, og det tænker jeg, du vil give mig ret i, Cathrine, selvom det nok både er gætværk og fordomsfuldt, havde han ikke mødt Kate med silikonebrysterne. For typer som Kate – og det er måske endnu mere fordomsfuldt – går ikke efter den lokale handyman, men efter berømte fodboldspillere. Det er ligesom deres raison d’etre.
Og så er vi fremme ved noget centralt. Hvad penge og berømmelse gør ved mennesker.
Jeg hørte engang en vaskeægte og sand røverhistorie fra et førstehånds vidne, som var inviteret med til en eller anden vild fest på et hotel sammen med Liverpools førsteholdstrup, dengang Pepe Reina, Steven Gerrard og Daniel Agger spillede på holdet.
Kort forinden havde jeg set dokumentaren ‘Being Liverpool’, hvor man blandt andet er med hjemme hos netop den spanske målmand Pepe Reina, hvis kone vimser rundt i meget høje hæle og meget udsultet numse i deres meget rene og store hus og holder styr på deres fire meget kønne børn.
Men det var altså den samme Reina, som, fortalte min kilde, havde op til flere escort-piger med oppe på sit værelse til den fest, mens lillemor holdt buret rent derhjemme. Ikke ligefrem definitionen på en keeper, hvis du spørger mig.
Hvad jeg prøver at sige er, at mænd med for meget økonomisk charme måske bare er i overhængende fare for at komme til at lade tissetøjet tage styringen over deres liv.
Se bare på Reina. Eller se på Wayne Rooney. Eller knaldeministeren Ryan Giggs, der i årevis forsynede sin brors kone med velplacerede assists, hvis du forstår sådan en lille en…
Indimellem – nej ikke indimellem, faktisk hele tiden – er jeg træt af snakken om fodboldspillere som forbilleder. Er Messi et forbillede? Er Bendtner? Er Rio? Man ville jo aldrig spørge, om Mick Jagger var et forbillede? Eller Kurt Cobain. Nej, de er rockstjerner, og de lever deres liv som rockstjerner, fordi de kan. Og gør det dem til større røvhuller end andre mænd med økonomisk charme?
Det er dét, der sker, når man sammenblander ideen om fodbold som en sund hobby på foreningsplan med big business. Penge korrumperer, sådan er det åbenbart. Men vi bliver ved med at fastholde et credo om at sportsstjerner skal være forbilleder. Også når de går til ludere, tager for meget coke og knalder med svigerinden. Michael Jordan – portrætteret i ‘The Last Dance’ på Netflix – er måske det tætteste man kommer perfektion, men han var fandeme også lige så stort et asshole overfor sine holdkammerater, som han var en cool cat udadtil.
Og Ronaldo er jo bare lige så weird som Michael Jackson (hvem er far til de børn?!) og Messi kun marginalt mere karismatisk end en ekspedient i Elgiganten.
Men lige et PS til røverhistorien om Liverpools excesser dengang, så var den eneste, der opførete sig som en sand gentleman faktisk Daniel Agger, så måske er der håb forude. Eller det er der selvfølgelig. Der er masser af gentlemen i fodbold. Hør eksempelvis vores podcast, ‘Hankøn’, med Anders Lindegaard. Kæmpe menneskelig klasse dér, hvis du spørger mig, selvom han aldrig blev en spiller i verdensklassen (og at hans neurotiske holdning til tandpastatuber er lidt foruroligende, men lad nu det ligge.)
Bendtner kunne (kan) i min bog aldrig blive et forbillede. Ikke fordi han klovnede (klovner) rundt som en imbecil, men fordi han ikke tog (tager) sig selv og sporten alvorligt. Hvis folk gør det, så er de vel i sig selv forbilleder. Rio Ferdinand gik ind i hver eneste kamp lige så indædt som en selvmordsterrorist, og det kan man sgu kun bøje sig i støvet for.
Fodboldspillere er som oftest talentfulde drenge fra arbejderklassen klædt på i lidt for dyrt tøj. Og når karrieren er forbi, er de stadigvæk bare drenge fra arbejderklassen i endnu dyrere tøj.
Men hvem har egentlig også sagt, at et forbillede skal være squeaky clean og regelret? Dine børns miniput-træner har du selvfølgelig ikke lyst til at tage på fast gerning med næsen i puderdåsen i selskab med en dobbelt D-barm bag ved klubhuset. Men med mindre folk er deciderede kriminelle, så tilgiver man dem deres menneskelighed og holder lidt mere af dem. Hvis altså de tager deres metier alvorligt.
Og så er der stakkels Kate, der tænker, at hvis bare hun kan finde ud af at betjene den lamineringsmaskine, så skal hun nok klare den. Der krummede jeg tæer, men det var først efter, at jeg havde fældet en tåre over Rio, der fælder ret mange tårer over, hvor svært det er at håndtere sine børns sorg. Det er hård kost, Cathrine, og jeg synes sgu, at Rio – som jeg lige nøjagtig er jævnaldrende med – gør alt hvad han kan, og jeg tror på ham og forstår, at han han kan rumme begge dele. Både at kunne være til stede i sorgen over Rebecca og have lyst til dobbelt-D og lamineringsmaskine. Og jeg tilgiver akrylneglene, lycraskjorterne og hangen til hysterisk hvide tænder.
For selvom han har alle de biler, huse og azurblå svømmepøler, jeg aldrig selv kommer til at eje, har jeg noget, han aldrig får igen: sine børns mor. Og nu flyder mine øjne igen over.
kh, Kristoffer
