Pirwen Deko. Privatfoto.
Pirwen Deko. Privatfoto.

Flygtede fra bomberne i Syrien og lærte dansk på rekordtid: Nu er Pirwen blevet student og har verden for sine fødder

Fra krigshærgede Syrien til studenterkørsel i Danmark. Følelserne sidder uden på tøjet for 20-årige Pirwen Deko, der netop er blevet student fra Næstved Gymnasium.

Disse dage fylder lykkelige, lettede studenter gaderne. Efter tre års slid, slæb og hjemmeundervisning i det Herrens corona-år er smilene ikke til at tage fejl af. Det. Er. Slut. Fremtiden venter.

For de studerende kulminerer eksamensræs og følelsen af frihed med studenterkørsel, fløjtespil, alkohol i stride strømme og en soundboks på højeste volumen.

Men kommer du tilfældigvis forbi 3.N. fra Næstved Gymnasiums vogn, vil du måske kunne ane et ekstra stort smil og en overvældet studine.

For seks år siden sad Pirwen Deko og hendes familie i en gummibåd på vej over Middelhavet. De havde forladt deres liv, hjem og familie i det krigshærgede Syrien og satte nu livet på spil for en fremtid i sikkerhed.

Familien endte i Danmark og efter at have boet på forskellige asylcentre, landede de i Næstved.

Stråler af lykke

Årene er gået, og denne uge kunne Pirwen Dekos baba sætte familiens første studenterhue på datterens hoved. Blikket i begges øjne var ikke til at tage fejl af. De strålede af stolthed og lykke.

“Jeg er så glad og lettet. Jeg klarede det. Gymnasietiden har været fantastisk, men det har også været virkelig svært, så nu glæder jeg mig bare til at skulle ud og fejre studentertiden,” fortæller Pirwen Deko til Heartbeats.

Pirwen Deko var 15 år, da den kurdisk/syriske familie kom til Danmark og skulle starte livet forfra. Hun startede i en verdensklasse med andre elever, der var flygtet fra krig, og selvom mange af eleverne ofte skulle bruge et par år i klassen, før de kunne rykke videre til en normal folkeskole, lærte Pirwen Deko dansk på rekordtid.

Allerede efter tre måneder kunne hun sige “farvel” til verdensklassen og “hej” til sine nye venner i 8. klasse. Hun skulle lære det danske samfund at kende og finde sine ben 3500 kilometer fra sit gamle liv.

“Jeg kunne ikke lade være med at tænke; “åh gud, jeg er i et helt nyt land, og jeg starter fra nul. Det var en stor omvæltning. Sproget, kulturen, menneskene. Aleppo og Næstved kunne ikke være mere forskellige, men jeg elsker mit liv her. Mine venner, naturen og stilheden,” siger Pirwen Deko, inden hendes stemme knækker over.

I et halvt minut er der stille, inden hun siger:

“Det bedste ved mit liv her er sikkerheden. Jeg er i sikkerhed her. Det er meget svært at sætte ord på. I folkeskolen var jeg meget hende flygtningen. Det var min identitet. Men i gymnasiet ville jeg bare være mig, så jeg har faktisk ikke talt så meget om det her før. Jeg har bare været Pirwen.”

Pirwen Deko med sin mor, far og lillebror. Privatfoto.
Pirwen Deko med sin mor, far og lillebror. Privatfoto.

Familien flygtede fra Syrien, da et nært familiemedlem ifølge Pirwen Deko blev fængslet uden grund. Først flygtede de ud af Aleppo til en lille landsby, men heller ikke her kunne de være i sikkerhed.

“Min familie var bange. Der var krig over alt, og vi vidste aldrig, hvornår det næste angreb kom, eller om det ville være vores hus, der blev ramt næste gang. Vi frygtede for vores liv. Når jeg ser billeder af mennesker, der har mistet livet på vej over Middelhavet, tænker jeg, at det kunne have været mig og min familie. Det kunne have været os, der lå der i vandet,” fortæller Pirwen Deko.

I Næstved har familien fået hjemme. Lillebroderen har været på efterskole, og Pirwen Deko har arbejdet som frivillig – både for at lære sproget og få et netværk i byen.

Og når 3.N senere i dag slår vejen forbi familiens hjem, vil der være disket op med både danske og syriske specialiteter til de sultne studenter.

“Jeg ville ikke have kunnet gøre noget af det her, hvis det ikke havde været for al den hjælp, jeg har fået både fra venner, familie og frivillige. Al den støtte, byen har givet, har været helt fantastisk,” fortæller hun.

I weekenden skal Pirwen Deko sove længe, lade op og nyde, at hun ikke har lektier hængende over hovedet. Men allerede mandag går det løs igen, når hun starter på sit nye arbejde i en børnehave 40 kilometer fra Næstved.

Pirwen Deko drømmer om at blive læge, men inden da gælder det forhåbentlig et studieophold på en sprogskole i England. Visumansøgningen er sendt af sted, og hun glæder sig. Fremtiden venter.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics