partisan nicole
Nicole, spillet af Sofia Karemyr, er tidligere elitegymnast og skal tilbringe en sommer i Jordnära.

Anmeldelse af ‘Partisan’: Verden har brug for flere fortællinger om onde, venstreorienterede økopsykopater

Den svenske sekt-krimiserie ‘Partisan’, med Fares Fares i hovedrollen, vender op og ned på vores helte- og skurkeforestillinger. Og det er tiltrængt.

Kan du huske dengang, de onde i filmen altid var russerne? Der var noget utroligt velkendt over et verdensbillede, hvor amerikanerne var the leaders of the free world, heltene der fiksede verden, når aliens, pandemier eller en russer ved navn Igor angreb vores fredelige liv i Vesten.

Efter 9/11 skete der så det, at populærkulturens billede på ondskab skiftede til muslimerne og folk fra Mellemøsten over en bred kam. Det nye skræmmebillede har i snart 20 år præget ikke så få film og tv-serier, hvor der råbes ”allahu akbar”, mens mørkemænd med fyldigt skæg og onde øjne sprænger vesterlændinge i stumper og stykker, inden amerikanerne ordner det. Vores tidligere fjendebillede nummer 1, russerne, er nu mest undertrykkere af det frie ord. Men nu sker der måske noget.

Jeg har lige tilbragt en weekend i godt selskab med den svenske serie i fem afsnit ’Partisan’, der er en såkaldt ’Viaplay Original’, altså skabt direkte til den nordiske streamingtjeneste Viaplay. I ’Partisan’ er der noget så forfriskende vendt op og ned på fjendebillederne. Hovedrollen spilles af smukke Fares Fares, indehaver af Nordens måske bedste skuespil-fjæs. Han spiller en politibetjent med en mørk fortid og et godt værdisæt. Hjertet banker for at redde børn og rette op på de voksnes svigt og overgreb. Altså er han seriens partisaner, helten, en guerillakriger der bekæmper overmagten.

Partisan Fares Fares
Fares Fares som politibetjenten Johnny. Foto: Viaplay

I årtier har det været sådan i dansk film og tv, at ‘de onde’ var de rige kapitalister, mens de gode var de retskafne arbejdere, der drak bajere og kæmpede for at give deres børn en bedre fremtid. Eller middelklassen med de bløde værdier om friskole og økologisk mælk og kampen for en god work-life-balance og et OK parforhold.

Ville man se en skurk i 70’erne, 80’erne og 90’erne, så var han (det var altid en mand) ham i sejlersko, poloshirt, og med en ond og rig Nordkyst-aura. Tænk Rytteriets Snobberne og du er ved at være der. For nylig meldte filmmanden Peter Aalbæk Jensen ud, at det i Danmark er umuligt at opnå filmstøtte til manuskripter, der ikke er feministiske, og at man generelt skal ”agere inden for en centrum-venstre ideologi for at få penge” til sit filmprojekt. Han mener, at der foregår en slags censur mod fortællinger, der rykker ved vores verdensbillede.  

Tilbage til ’Partisan’ hvor Fares Fares spiller rollen som Johnny (med blødt, svensk J), der går undercover i et lukket økosamfund. Johnny er helten, der bliver mødt med mistillid, vold og racisme, og han er uden sammenligning den mest hårdarbejdende, mens de andre ansatte er polakker, der hellere vil høre dakkedak-musik og drikke vodka end at arbejde. De onde er naturligvis økokrigerne, og det er forfriskende nyt med sådan en brutal vegetartype på skærmen.

Johnny afleverer i seriens begyndelse to teenagepiger, søstrene Maria og Nicole, som skal være ’sommerbørn’ hos et par i det mystiske gated community Jordnära, der dyrker økologiske supergrøntsager. Johnny selv skal køre lastbil og være arbejdsmand på stedet, mens han hemmeligt undersøger, hvad der egentligt foregår. Er det sorte penge eller noget mere alvorligt? Der er ingen mobildækning, allerede der er vi mistænksomme, og beboerne dyrker deres gymnastikhold befolket af langlemmede, blonde atleter som en religion.  

En af gymnastikholdets mange optrædender.

Der foregår gennem hele serien et vidunderligt clash mellem den smukke, milde svenske midsommer med bølgende korn, farverige, økologiske grøntsager, lyshårede, ariske unge i stramt trikot og så hele dyndet af uhygge og raceren nazi-ideologi, der gemmer sig lige under overfladen i landbrugskollektivet Jordnära. Det er gys og gru for skillingen, og en uhyggelig æstetisering af blod og jord og drømme om at genbefolke kloden med racerene supermennesker. Det er økologi i yderste potens, og jeg kom til at tænke på den debattør, der engang, til kæmpe rabalder, sammenlignede NOMA’s nynordiske mad med nazisme.

’Partisan’ tør pille ved vores helte-skurke-forestillinger, og det er forfriskende, når populærkulturen bytter rundt på vores verdensbilleder. Jeg tror faktisk godt, at Peter Ålbæk Jensen – der jo i øvrigt selv er ved at opbygge en økolandsby – vil kunne lide denne her serie.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk. Læs videre fra forsiden ved at trykke HER.

Footer graphics