”Is this the best a man can get?”, spørger Gillette i deres seneste reklame, der viser os mænd fra vores værste side som mobbere og udøvere af sexchikane. Det kan vi så ikke, lader det til. På youtube har mere end 1,3 millioner brugere disliket videoen, der snart er blevet set 30 millioner gange, og de negative kommentarer strømmer ind, hurtigere end moderatorerne kan nå at slette dem igen.
Men hvordan kan en reklame, der sådan set bare opfordrer os mænd til at opføre os ordentligt, blive modtaget med så stor vrede? Jeg tror, det er, fordi den vælger side i en igangværende kulturkamp, hvor mange mænd føler, at vores kultur og idealer bliver udskammede som forkerte og toksiske. Gillette-reklamen er blot seneste afsnit i debatten om #MeToo, feminisme, Trump og unge hvide mænd der selvradikaliserer på internettet.
Reklamen er den absolut mest omdiskuterede, siden Nike brugte NFL-spilleren Colin Kaepernick til at kommentere på racespændingerne i USA. Et sats der viste sig at være en rigtig god forretning, hvilket utvivlsomt har været med til at inspirere Gillette, der for tiden døjer med faldende markedsandele og et bedaget image.
Gillette var nemlig pionerer indenfor kunsten at presse usandsynligt mange barberblade ind i den samme skraber, men den forretningsmodel har trods alt sin logiske begrænsning. Samtidig har Gillette i sine reklamer altid talt til et verdensbillede, der uden at fornærme nogen godt kan betegnes som heteronormativt. Traditionelt maskulint på den der lidt overspillede 80’er måde, der i vores post-ironiske tidsalder uvægerligt kommer til at fremstå en smule homoerotisk. Tænk Tom Cruise og Val Kilmer der spiller volleyball i ‘Top Gun’ eller Arnold Schwarzeneggers i bar overkrop og bittesmå speedoes.
Gammeldags mandekultur
Nu forsøger barberbladsmastodonten så på moderne woke vis at sætte spørgsmålstegn ved den ”toksiske maskulinitet”. Intentionen er muligvis god, men resultatet risikerer at blive et nyt reklameskabt, politisk korrekt mandeideal, der kan være lige så ekskluderende som de forrige.
For ligesom dem, der raser over reklamen, ikke forstår, at man godt kan kritisere giftig maskulinitet uden at angribe al maskulinitet, så bør feministerne, venstrefløjen og andre mandekulturkritikere huske at lave den samme distinktion. Det er nemlig ikke maskuline værdier, der får nogle mænd til at begå overgreb. Tværtimod. Alligevel er der en tendens til at udskamme hele den traditionelle mandekultur på en måde, der nemt kommer til at smage af klassehad. Især Politikens feministiske debattører, Henrik Marstal og Rasmus Brygger, excellerer i den genre, hvor ”dybt problematisk maskulinitetskultur” og ”patriarkalske værdisæt” tilskrives ansvaret for et hav af samfundsproblemer.
Det er ikke en retfærdig fremstilling af den identitet, som rigtig mange mænd, især fra arbejderklassen, abonnerer på. Jeg ved det, for det er her, jeg har tilbragt det meste af mit arbejdsliv. Blandt soldater og håndværkere. Maskulinitetens ground zero, hvor mænd helst skal være som i gamle cowboyfilm: Modige, stærke og selvstændige. De må ikke græde og en bøsse er ikke bare noget man skyder med, men også et skældsord. Der er nemlig masser at kritisere ved den gamle mandekultur, og homofobien er noget af det værste. Vi burde også være bedre til at tale om følelser og gå til læge og alt det der.
Men samtidig er der også mange gode sider ved de lidt gammeldags mænd. Det er sandsynligvis dem, der har installeret det lokum, som din kreative middelklasserøv sidder på. Og hvis nogen overfalder dig, vil du gerne have, at der er nogle mænd, som ikke bryder sammen, men bryder ind og hjælper.
Samtidig køber jeg ikke ideen om, at de traditionelle mænd nødvendigvis har nemmere ved at begå overgreb. De fleste af os kan godt råbe ”store patter” i et omklædningsrum uden at gå ud og gribe fat i den første barm, vi møder. De mest rummelige, tolerante fællesskaber har jeg oplevet blandt ufaglærte. De mest giftige mænd, jeg har mødt, har ”feminist” stående i deres Twitter-bio. Og de mest ekskluderende, intolerante mennesker kender jeg fra venstrefløjen.
Derfor kan jeg også mærke en instinktiv modvilje, som jeg tror, jeg deler med rigtig mange, når en ultraliberalistisk chefkonsulent i DA, der i min optik aldrig har haft et rigtigt knoklearbejde, og som lever af at udskifte overenskomstdækkede danske håndværkere med billig, udenlandsk arbejdskraft, skal belære mig om maskulinitet. På samme måde med en musiker med Playmobil-hår og en multinational gigakoncern som Gillette – de skal altså ikke belære mig om maskulinitet.
God, gammeldags kulturel appropriation
Men jeg deler naturligvis ønsket om at reformere vores kultur i progressiv retning. Jeg tror desværre bare, feministerne dummer sig, når de allierer sig med Gillettes woke-kapitalisme. I stedet for at nedgøre de traditionelle maskuline identitetsmarkører skulle man hellere overtage dem. Bedrive god, gammeldags kulturel appropriation. Finde en måde at passe alle os gammeldags mandetyper, der godt kan se, at #MeToo og homofobi er reelle problemer, men som ikke vil genopdrages af SamBas på RUC.
Det burde nemlig ikke være så svært. Det er maskulint umotiveret at sige til sin kæreste, at hun er sexet, men klamt at sige det samme til en kollega. Det er maskulint at bruge sin styrke til at stoppe mobning, men giftigt at bruge den til at mobbe. Det er maskulint at tage initiativ og indlede en samtale med en kvinde, men uværdigt at catcalle hende.
Alternativet er et selvmål, for så overlader man en masse populære symboler og værdier til reaktionære idioter som Trump, kvindehadende pickup-artists og nettets vulgær-biologiske selvhjælpsguruer. Akkurat som når progressive overlader de nationale symboler til Dansk Folkeparti.
Om det er arv eller miljø, ved jeg ikke, men vi mænd er stædige, og man får os i hvert fald ikke på bedre tanker ved at tale ned til os. Det troede jeg faktisk også var en af feministernes pointer.
