For tiden er mange af os – især os journalister – meget optagede af, hvad man må sige, og hvad man ikke må sige. For det er jo som bekendt sådan, at sprog skaber folk og virkelighed, og overordnet set er det kun sundt at tale om, hvordan vi taler.
Desværre er den slags samtaler alt for ofte præget af fingerpegning. Vi lever i en fejlfinderkultur, og måske for lidt i en guldgraverkultur. Hvad sproget angår i al fald.
Derfor vil jeg gerne benytte den spalte til en solid opfordring, nemlig at sige mere fuck. Okay, vi siger det allerede en del, det er faktisk det mest hyppige bandeord, men det er også virkelig dejligt at sige fuck. Måske fordi det er så anvendeligt. Man kan praktisk talt putte ‘fucking’ ind hvor som helst i en sætning, og så fungerer det skide godt. Er du glad, sur, imponeret, bitter, syg, ligeglad eller bare sulten, fuck er en sproglig schweizerkniv og din ven uanset hvad. Jeg har svært ved at forstå, at det engang ikke fandtes på dansk.
Jeg er selv en del af generation fuck. Det blev indlemmet i ordbogen året efter jeg blev født i 1989, og som barn var det den helt store joke, at Hella Joof sagde “jamen, så fuck fuck da” til Mgala i ‘Den eneste ene’. Da jeg lavede graffiti for første gang under broen i den lille landsby, jeg boede i, førte jeg spraydåserne på den mest formfuldendte måde, jeg kunne; F-U-C-K. Ædt op af skam brød jeg kort efter sammen og erkendte tårevædet hærværket (hvad det jo var!) overfor min mor. Min kriminelle løbebane blev aldrig rigtig længere. Jeg ville hellere sidde derhjemme og se min VHS med filmen ‘Mirakel’, hvor en meget ung Sebastian Jessen på et tidspunkt udbryder: “Det er fedt at sige fuck.” Det ramte mig meget dengang.
Sidste år bestilte jeg en kaffekop hjem fra England, der kom told på, og det kunne i det hele taget slet ikke betale sig, men der stod ‘fuck it’ på med små røde bogstaver, og det kunne jeg bare ikke stå for. Jeg købte også en kasket hjem fra Shanghai, der simpelthen bare står ‘Fuck work’ på.
Jeg har et meget blødt punkt for fuck, og jeg bliver glad, når jeg ser og hører det ude i verden. At det skulle være særligt usædeligt eller grimt, er jeg meget uenig i. Dybest set er alle ord jo bare ord, som det fremgår af Netflix’ ‘History of swear words’, det er først senere, at nogen har besluttet, at de er bandeord. Jeg mener derfor, det er på tide, at fuck for alvor bliver stuerent på alle niveauer af samfundet. Det skal ind på direktionsgangene og i ministerierne. Dér hvor tingene jo også er fucked op indimellem. Og det skal ud af klammerne og gåseøjnene og kursiveringerne, fordi det har gjort sig fortjent til sin plads nu. Fucking.
/Thomas Balslev
Våd Brooklyn-maling
Mange af os har nok en tendens til at tage på museum for at se en udstilling med nogen eller noget, man ved på forhånd, man godt kan lide. Sjældnere oplever man noget ukendt, selvom man nok burde. Jeg kendte fx ikke den Brooklyn-baserede kunstner Dana Schutz, der netop nu har en helt frisk udstilling på Louisiana (malingen har efter sigende kun sat sig), men det har jeg fået lyst til. Hendes kæmpe malerier er dragende selv på en bette skærm, så mon ikke de er også er i virkeligheden? Louisiana Channel – som i øvrigt er en stor anbefaling – har lavet et portræt af hende, som man med fordel kan snuse til, hvis man har brug for en personling indgang til hendes kunst.
/ Thomas Balslev
Snigende mavepuster
Jeg ved ikke, om det var en udpræget god ide, at jeg tog min datter på 16 med ind og se denne film. Ikke fordi, det ikke er en god film, for det er det. Men vi gik begge med en tåre på kinden og en knugende følelse i lang tid efter, og den er ikke helt så nem at ryste af sig.
Det er Charlotte Wells debut, og den har to fremragende skuespilspræstationer i sig med datteren, Frankie Corio, og faren, Paul Mescal, der også er Oscar-nomineret for rollen. Se den, men giv dig selv mulighed for at tage luft ind bagefter.
/ Emil Norsker
Frantastisk
Den amerikanske forfatter Fran Lebowitz har fået en revival efter Netflix-serien ‘Pretend it’s a city’ fik premiere. Og med god grund. Hun er på mange måder den perfekte kværulant i en digital tidsalder, hvor alle er bange for at sige noget forkert. Ikke Fran. Hun hader alt, virker det til, lige bortset fra bøger, som hun elsker. Hun har selv udgivet tre styks, og til marts kommer hendes samlede essays på dansk. Der er lidt tid til, men jeg glæder mig allerede til at blive underholdt af hendes ikoniske rablerier med en skarp forårssol i smasken.
/Thomas Balslev
Det bedste fra Heartbeats
Udvalgt af Emil Norsker
Vi har alle gået rundt med en snigende fornemmelse af at sociale medier ikke er godt for vores mentale helbred. Og formentlig er det værst for den generation, der er vokset op med det, og som ikke har kendt til andet.
Måske skulle vi tage en time out på fem år og så evaluere, som Sofie Diemer foreslår i dette interessante (og anderledes) interview med Thomas Balslev
Vi har tidligere langet ud efter ’Kender du typen’, som var ved at gå lidt i stå. Men nu er der kommet nye folk til, og det ser ud som om formatet har fået ny luft. Mikkel Lau Kristensen har talt med vært Tobias Hansen, hvad han selv forbruger, når det gælder bøger, restauranter og musik.
Mange af os bryder os ikke om at lave fejl i vores arbejdsliv. Men i nogle erhverv har det virkelig store konsekvenser, og hele nationer kan blive rasende, hvis fx en fodbolddommer laver en stor fejl. Hvordan det påvirker en personligt, fortæller Kenn Hansen om i dette fremragende afsnit af Tommy Ahlers podcast ’Fiasko’.
