Foto: Shutterstock

Fristaden fylder 50 år: Kun en komplet legalisering af hashmarkedet kan redde den

Velkommen til en ny uge og helt friske Morgenbeats, hvor redaktionen har kigget på hash, verdens mest cool diktator og ‘X Factor’ i mol.

Ditte Giese
Ugens kommentar er skrevet af Ditte Giese

Legalisér nu!

Stort tillykke til fristaden med de 50 år. En rund fødselsdag med malurt i champagneglasset, fordi mediedækningen som altid mest har handlet om Pusher Street og det kriminelle hashsalg og alt for lidt om kultur, frisind, boligformer og bæredygtighed som ellers er Christianias varemærker. Christiania er en unik perle i København, et åndehul uden spekulanter og hvor tingene går dejligt langsomt og ikke er så pæne og polerede. Men Pusher Street er i dag indtaget af hærdebrede kriminelle fra HA eller LTF, som kæmper om det ekstremt lukrative hashmarked, hvilket er en skamplet på Christiania, såvel som resten af København. Politiet og politikerne har ladet Christiania stå med lorten selv, og holdningen i befolkningen lader også til at være, at det må christianitterne selv få fikset. Men der er ikke andre løsninger på hashmarkedets vold, kriminalitet, mord og nedtur end total legalisering af cannabis. Kun på den måde vil Christiania igen blive hele byens trygge baghave. Kun på den måde kan de kriminelle grupperinger blive frataget deres levebrød. Og en legalisering af hash og anden cannabis vil desuden komme de mange kronisk syge og smerteplagede til gode, der ellers er henvist til det sorte marked, hvis de vil forsøge sig med medicinsk cannabis af en lødig kvalitet og til en fair pris. Så lad os nu få en ansvarlig narkotikapolitik i tillid til, at befolkningen, ligesom med andre nydelsesmidler, sagtens selv kan styre deres eget indtag af cannabinoider.


nick cave

Memoirs fra mørket

Det har været sparsomt med interviews for Nick Caves vedkommende, siden han mistede sin søn i en tragisk ulykke i 2015. Nu er der imidlertid et rigtig langt et af slagsen på vej – i bogform endda. Selvbiografien ‘Faith, Hope and Carnage’ udkommer næste år og er baseret på 40 timers interview med rockmusikeren: “Det burde være nok om mig,” har Cave udtalt. Mja, lad os nu se.


Jedi’en fra Jylland

Jesper Tønnes er kæmpe ‘Star Wars’-fan, og dem er der jo en del af, men ikke alle er som Jesper Tønnes. Han har nemlig lavet sin egen ‘Star Wars’-fanfilm, en slags hjemmevideo gone rogue med Lars Mikkelsen og Carsten Bjørnlund på rollelisten. Filmen er optaget ved Vadehavet, og den ser overraskende nok virkelig god ud. Find den gratis på YouTube. Vi skal se den.


Kwamie Liv

X Factor i mol

Det forlyder, at Oh Land siger farvel til ‘X Factor’, og at Kwamie Liv i stedet skal være ny dommer i talentprogrammet, der kører for, hvem ved hvilken gang. Her på redaktionen er vi store fans af Kwamie Liv og ser nu frem til at høre alle store pophits i nedstemte mol-versioner.


The show must go on

The Rolling Stones fotograferet midt i forberedelserne til deres turné gør næsten ondt at se på. Men de rullende sten ruller videre så længe, de kan. Nu uden Charlie Watts, men for Charlie Watts.


Jes, det bliver et nej tak

Med en sexismefyring i bagagen er et godt råd herfra ikke at lave en podcast, hvor ”aftalen med alle gæster er, at der ikke er nogen aftale”. I Jes Dorphs nye samtale-podcast, som han kalder ”et tilbud til alle – ikke kun de helt unge”, inviterer han gæster i studiet, der har ”gjort særligt indtryk” på ham. Det bliver et nej tak herfra.

Dictator dickhead

Først kom ‘verdens bedste mor’-koppen, så kom ‘verdens bedste veninde’-halskæden, og snart kommer ‘verdens mest cool diktator’-håndklædet i en butik nær dig. Spørger man El Salvadors udskældte præsident, Nayib Bukele, er det i hvert fald sådan, man beskriver ham bedst. Præsidenten udskiftede for nylig fem af landets højesteretsdommere, som herefter vedtog, at han godt må stille op til en tredje valgperiode (selvom det tidligere var forfatningsstridigt, smart move). Fyringerne sendte præsidenten i modvind, men i stedet for at tage sig af kritikken, omdøbte han sig selv til diktator og opdaterede sin Twitter-bio simultant. Skal du ud og kaste op? Vent på mig. Hilsen verdens bedste journalist. 

Vi slutter denne uges Morgenbeats med et skønt billede af den tyske kansler Angela Merkel, der fredag besøgte en zoologiske have og fodrede fugle. Auf Wiedersehen, tysk politik.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics