Jeg hader, at jeg skal sige det, men herinde på internettet var tingene bedre i gamle dage. Ikke alt, men meget. Mange har mange gange dømt Facebook ude, finito, og de unge er for længst hoppet videre, hvilket jeg også selv er delvist, men jeg savner nu alligevel lidt fjæsbogens spæde opstartsdage. Dengang hvor man var venner med folk, man også var venner med i virkeligheden, og hvor man delte tanker, musik og billeder mere umiddelbart. Det var en naiv tid, og måske derfor var mange mere deltagende. Nu er Facebook en kirkegård over alle ens gamle bekendtskaber. Størstedelen af mine venner (de rigtige af dem) er for længst zonet ud, ingen deler, ingen opdaterer profilbilleder. Jeg hører tit den der med, at deres feed er blevet fyldt med lort og reklamer, hvilket de ved Gud har ret i, algoritmen har i den grad tromlet sig vejen frem og mast alt organisk materiale undervejs.
Algoritmen er irriterende intimiderende, så nu sidder alle bare og glor og scroller uden at foretage sig andet end måske at like noget engang imellem. Det er et absolut fåtal, der rigtig fylder noget, mens der er et tavst flertal, som tjekker ind og tjekker ud igen, uden at nogen opdager det. I dag står vi med et spøgelsessamfund af voyeurer, for hvem det er næsten utænkeligt at lave et opslag selv. Nogen sidder måske fast i en ond spiral, hvor de ikke har postet noget i årevis, og hvis de så pludselig gør, virker det jo så vildt vigtigt (hvilket en avocadomad eller en kop kaffe jo ikke er). Men hvad holder egentlig jer allesammen tilbage? Hvad er I så bange for, alle jer, der ikke deltager aktivt? Det er ikke et retorisk spørgsmål, men helt reelt. For jeg er træt af den døde stemning.
Dybest set er det jo brandærgerligt for os alle sammen. Det var netop på grund af vores venner og deres avocadomadder, at vi kom på sociale medier til at starte med. Og eftersom der ikke rigtig er noget, der tyder på, at vi stopper med at være på sociale medier lige foreløbigt, burde vi måske tage en del af ansvaret på os for at gøre onlineverdenen til et lidt bedre sted? Hvor ville jeg ønske, at flere gav noget mere, tog feedet i sin besiddelse og fordrev nogle af alle de negative trolls, så vi fik et mere farverigt og levende online fællesskab. Et naivt håb fra en mere naiv tid.
/Thomas Balslev
Irma-opportunister
Mens mange af os har travlt med at begræde Irmas lukning, er der andre, der er i gang med at udnytte situationen. I Nykøbing Sjælland melder de om hamstring af ikke fordrævelige Irma-produkter som viskestykker, klude og net, og på brugtbørsen er man så i gang med at sælge skidtet videre til klækkelige beløb. Én krejler forsøger for eksempel at sælge et Irma-net til 850 kroner. Som om det var en raritet. En anden prøver at skille sig af med en blå Irma-cykel til 100.000 kroner. Det lugter af gravrøveri og ækel opportunisme. Folk skal ærligt talt styre sig lidt.
/Thomas Balslev
1940’erne har ringet
Kan man læse i en artikel, om det handler om en mand eller kvinde? Ifølge et nyt speciale fra RUC, hvor to journaliststuderende har gennemtrawlet 269 portrætartikler i Jyllands Posten og Politiken, er der tydeligt forskel på, hvad journalister lægger vægt på, når de beskriver kvinder og mænd. Portrætter af mænd handler nemlig meget om karriere og fremtid, mens portrætter om kvinder handler om kærlighed, og hvordan man balancerer familielivet. Det er jo ikke, fordi det kommer bag på en. Men gid det gjorde.
/Mikkel Lau Kristensen
Britisk blæksprutte
Kommer der mon nogensinde et nyt stort rockband og indtager verden? Det engelske band Squid er en af årsagerne til, at mange rockfans stadig nærer et vist håb. Deres maniske postpunk lyder som Cosinus- og Sinus-ligninger med strøm i, og da de debuterede i 2021, var det en mavepuster til rockgenren. Vågn op! Nu er de aktuelle med forløberen til deres albumtoer, ‘O Monolith’, og det er hæsblæsende kakofonisk på en meget dragende og uigennemskuelig måde. Hør det, og hvis du kan se videoen uden at få tics, gi’r jeg en tier.
/Thomas Balslev
Kærlighedsarkiv
I disse dage, mens billederne fra ødelæggelserne fra jordskælvet i Tyrkiet og Syrien stadig fylder alt, er det svært at se for sig, hvor smukt og fredfyldt der engang var på de mellemøstlige breddegrader. Den nye fotobog ‘An Archive of Love’ er imidlertid en kærkommen påmindelse om netop det. Den består af gadefotografier fra lande som Yemen, Irak, Syrien, Marokko og Tyrkiet lande taget i en periode fra 1960’erne og frem til nu. Den er tænkt som en inderlig udforskning og kærlighedserklæring til Mellemøsten og Nordafrika. Køb den her, og følg for guds skyld bogudgivernes Instagram-profil Middle East Archive, hvor de dagligt deler fantastiske billeder.
/Thomas Balslev
Det bedste fra Heartbeats
Udvalgt af Emil Norsker
Somme tider møder man nogen, der foretrækker at lytte til musik på den gammeldags måde, på vinyl altså, selvom man lige så godt kunne gå på Spotify. Eller hvad? Pladesamleren Mikkel Becker Ottesen fra Hjørring er uenig. Han har netop udgivet en bog om at lytte til en ny plade hver dag i et år. Mikkel Lau Kristensen har talt med ham.
Der er en ny sæson af ‘Danmarks næste klassiker’ i gang på DR. Thomas Balslev har set første afsnit af det, han kalder Den Store Bagedyst for de kulturradikale, og han er skeptisk overfor, om det faktisk vil lykkes deltagerne at lave møbelklassikere denne gang.
Engang var lapper ikke noget, man var særligt stolt af at have på sit tøj. Men nu er der en ny tendens på færde, hvor lapper og broderi næsten er en slags adelsmærke. Fænomenet hedder æstetisk reparation, og Copenhagen Contemporary har netop nu en udstilling om det. Mikkel Lau Kristensen har interviewet deres kurator og en broderi-nørd for at forstå, hvad der foregår.
